Vi er mange bold-entusiaster, der har glædet os længe til fodbold-EM i næste måned.

Desværre afholdes EM i Polen-Ukraine, og jeg er sikker på, at både polakkerne og UEFA er begyndt at fortryde.

Ideen om at trække ukrainerne tættere på Europa er både sympatisk og politisk modig, men risikoen har også hele tiden været stor, for tænk hvis nu, at de ukrainske magthavere og deres mafiøse styre ikke kunne stå den demokratiske distance..?

Det kan Viktor Janukovitj og hans kumpaner tydeligvis ikke. Fængslingen og den usle behandling af oppositionen med dens leder Julia Timosjenko i spidsen, har vist styrets sande ansigt.

Og det er kun blevet værre: Ministre fængsles i flæng på tvivlsomme anklager, andre har fået politisk asyl i andre europæiske lande. Pressen er for længst holdt op med at virke.

Homoseksuelle bankes rutinemæssigt på åben gade af politisk orkestrerede bøller. Markedet er ødelagt af Mafiaen, der blanker fodbold-turisterne af med vanvittigt opskruede hotel-priser...

I denne uge mødte jeg og andre liberale i Europa-Parlamentet Julia Timosjenkos datter, Yevgenia Timosjenko, og hvis nogen på forhånd havde været i tvivl om, at Ukraine er en demokratisk fallit - ja, så kunne man blot betragte og lytte til beretningen fra den spinkle og ulykkelige kvinde og hendes sympatiske og afdæmpede følgesvend, Hryhoriy Nemyria, for at blive klar over de menneskelige - og politiske - omkostninger i det korrumperede land.

Tilbage står spørgsmålet, hvad man stiller op politisk - og her har debatten været livlig, også i Venstre.

To hovedsynspunkter står over for hinanden: Den aktivistiske linie, som vil presse Ukraine med en kontant trussel om politisk boykot. Og den mere traditionelle linie, hvor man vil bruge de sædvanlige diplomatiske kanaler - og ikke vil blande sport og politik, som det udtrykkes.

Den sidstenævnte linie har den danske regering endt med at fastholde, senest i Udenrigspolitisk Nævn forleden, hvor statsministeren spillede "ikke-blande-sport-og-politik"-kortet igen.

Argumentet høres igen og igen - og er efter min mening udtryk for en farlig blanding af populisme og kynisme.

Enhver, der følger historiens gang og politik i al almindelighed, ved jo, at international top-sport og politik hænger uløseligt sammen. Så hvorfor bliver politikere så ved at gentage udsagnet som et mantra..? Fordi de tror, at det kan betale sig politisk.

Antagelsen er, at befolkningen helst vil høre, at sporten er politik-frit område. Og sikkert er det i hvert fald, at vi alle gerne vil forblive i troen på, at sport er ædelt og hævet over den politiske sump, hvor idealerne konstant kvæles af det gustne overlæg og usportslig optræden.

Det holder selvfølgelig ikke. Top-sport har altid været totalt filtret ind i magten - og magthaverne har aldrig kunnet dy sig for at bruge sporten som platform for publicity og politisk legitimering. Derfor nærmer det sig også komiske-Ali niveauet, når top-politikere vil belære os med »Nu skal man jo ikke blande sport og politik«-synspunktet.

Og til sports-organisationerne, inkl. DBU, som har travlt med at bede politikerne blande sig udenom - eller sende bolden tilbage til politikerne selv: Det er for nemt. Tror forbundene virkelig, at vi køber den opfattelse, at UEFA ikke er en politiserende organisation..?

Hvad forventer de egentlig, at man skal tænke, når de beslutter at lægge fodbold-EM i Ukraine..? Eller at Ishockey-forbundene har valgt Hviderusland - Europas sidste diktatur - til VM i 2014..? At det er sket i blinde..? Vi taler om et land, hvor diktatoren efter sigende træner sammen med ishockey-landsholdet hver uge...!

Man hverken kan eller skal forlange, at sports-udøverne tager politisk stilling. Det er ikke deres kompetence eller forpligtelse.

Men man kan til gengæld godt forlange, at de politisk magtfulde sports-organisationer erkender, at deres åbenlyst politiske ageren og beslutninger medfører et ansvar. Når man placerer et stort og højt profileret arrangement i et politisk betændt land - ja, så vil det betyde politisk debat. En debat, som forbundene må være parat til at deltage i.

Skal man så ikke stræbe efter at undgå sammenblanding? Jo, det er da en fin målsætning, men det må aldrig komme i vejen for den helt nødvendige erkendelse, at man som politiker er forpligtet til at behandle international top-sport som det, det er: En uhyre vigtig faktor i den politiske udvikling.

Tag nu Ukraine: Er det en politisk leders opgave at sprede stjernestøv på lægterne ved EM, trykke hænder med undertrykkerne, som kun få kilometer fra Danmarks åbningskamp har buret deres modstandere inde? Eller skal man bruge muligheden for at lægge pres på de samme undertrykkere ved at blive væk? Jeg er ikke i tvivl. Der må være grænser for kynismen.

Kritisk dialog er bedre, lyder et mod-argument. Man skal ikke true med at blive væk. Man skal true med at komme - og kritisere.

Fint nok, den køber jeg langt hen ad vejen - hvis den virker. Boykot er ikke et universal-middel, som man bare automatisk kan tilsætte, hvorefter alt løser sig. Derfor må midlet overvejes seriøst i hvert enkelt tilfælde - apropos Kina-OL-debatten, hvor man - rigtigt - valgte ikke at boykotte.

Men i tilfældet Ukraine tror jeg bare ikke på det traditionelle, stille diplomati. Det har for længst fejlet. Propaganda-effekten ved at dukke op er langt større - og jeg føler mig heller ikke overbevist om, at nogen gæst ved fodbold-EM rent faktisk vil benytte anledningen til at gennemhegle sin vært som en anden undersøgende journalist.

At boykot har en effekt i dette tilfælde, blev i øvrigt bekræftet af Yevgenia Timosjenko, da jeg mødte hende forleden: Jeg spurgte hende, hvad hun mente om boykot. Hun - og Hryhoriy Nemyria - efterlod ingen tvivl om, at enhver form for politisk pres er en stor hjælp lige nu. Og som hun sagde: Enhver udenlandsk politiker, der viser sig på tribunen med Janukovitj til EM vil være med til at give regimet en stor propaganda-sejr.

Konklusionen må være: Boykot er et politisk middel - et blandt mange. Valg af middel afhænger - som altid i politik - af situationen. Og kan derfor diskuteres.

Det kan det til gengæld ikke, at top-sport og politik hænger sammen. Man skal selvfølelig - så vidt muligt - tilstræbe at undgå politisering af sport. Men man må ikke bilde befolkningen ind, at der ikke er en sammenhæng. Det er hykleri.