Annonce
Annonce
Annonce
Debat 16. maj. 2012 KL. 23.48

Robin Hood-reform blev Vestagers wake up call

Udligningsreformen blev ikke en af de brede aftaler, som Vestager lovede inden valget.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Mette Østergaard
Mette Østergaard er Politikens politiske redaktør.

Forhandlingerne om den netop indgåede udligningsreform har været lidt af et wake up call for økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Den radikale leder var før valget og i begyndelsen af regeringsperioden den varmeste fortaler for brede forlig. Blokpolitikken skulle dø, og det var de radikale den bedste garant for, lød det fra Vestager, som ikke ville sættes i boks som rød eller blå, men være sin helt egen lilla.

Den parlamentariske virkelighed slår imidlertid hårdt. Efter ugers forhandlinger om udligningsreformen, måtte Vestager droppe sin plan om et bredt forlig og i stedet indkalde Enhedslisten som en sidste udvej - endda selv om det betød hårde beskyldninger om forligsbrud. Ikke rare ord for en radikal.

Forløbet viser, at Vestager er vågnet brat fra drømmen om, at blokpolitikken er stendød.

De brede samarbejder er svære, dels fordi de konservative ikke fik nok stemmer ved valget til at kunne sikre regeringen 90 mandater med deres støtte, og fordi Venstre satser på muligheden for at vælte regeringen hurtigst muligt, og derfor stiller sig på bagbenene i de fleste forhandlinger. Reelt har regeringen i en række tilfælde ikke andre steder at gå hen end til Enhedslisten.

For de radikale er det ikke nogen overraskelse, hvor stor magt de afgørende stemmer har. De oplevede selv, hvordan de kunne skrive en hel økonomisk politik om i regeringsforhandlingerne med S og SF på områder, hvor Thorning havde sagt, at der ikke kunne rettes et komma.

Men nu mærker de radikale selv modstanden på egen krop, og en del af regeringsfællerne i S og SF kan ikke lade være med at godte sig over, at den selvsikre radikale leder har fået sin sag for og måske efter dette forløb bliver åben over for mulighederne for at arbejde mere med Enhedslisten frem for at satse hele sin politiske kapital på brede forlig med de borgerlige.

Vestager: Wake up Venstre
Vestager forsøger at vende udligningsaftalen med Enhedslisten til sin fordel og give Venstre et wake up call. Da aftalen var indgået lød det således fra økonomiministeren: »Jeg håber da, det gør indtryk på de andre partier, at der bliver taget ansvar på denne måde«. Med henvisning til Enhedslisten.

Signalet er selvfølgelig, at hvis Venstre ikke vil tage ansvar, så har regeringen andre steder at gå hen, når den vil have gennemført sin politik. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, fordi regeringen godt ved, at Enhedslisten kan blive særdeles svære forhandlingspartnere, når det handler om økonomiske reformer.

Samtidig har regeringen med indgåelse af udligningsaftalen fundet en måde at tage en smule luft ud af Enhedslistens kritik om, at regeringen laver alle aftaler med de borgerlige. Også selv om der i denne omgang er tale om en forholdsvis lille aftale.

Udligningsreformen er en meget lille brik i det reformspil, som regeringen skal til at lægge, men forløbet er et godt billede på, hvor stor den parlamentariske udfordring bliver.

Annoncer