Der skulle en historisk dårlig meningsmåling til, før statsministeren indså det: At hun ved at fastholde at det går glimrende for regeringen taler ned til vælgerne.

Med bare 16,9 pct. af stemmerne er det på tide at lægge sig ned og tage dem alvorligt, der bestemmer: Vælgerne. Derfor kom Thorning med en indrømmelse, da hun i går mødte kernevælgerne på Metalskolen i Jørlunde for at holde sin Grundlovstale.

»Jeg forstår godt, at det klinger mærkeligt, at regeringen beder jer om at arbejde mere, når der er alle de andre udfordringer her og nu. Måske har vi og jeg selv heller ikke altid være så gode til at fortælle, hvorfor det er sådan«, sagde hun til nogle af dem, som hun vil have til at arbejde mere.

Det er ikke ofte man høre den stålsatte statsminister, der næsten på Foghsk facon ikke lader sig påvirke af om tingene går op eller ned, komme med en sådan indrømmelse. Og det sker da også mere af nød end af lyst.

Da krisen ramte Lars Løkke Rasmussen (V) i hans regeringstid, brugte den tidligere statsminister cykelmetaforer i en evindelighed. Det var op ad bakke. Man måtte træde den store tunge klinge. Det var ikke videre elegant, men det udstillede en ærlighed, en ydmyghed og mest af alt, at man tog vælgernes vink med en vognstang alvorligt. Løkke fik et gran sympati og muligheden for at begynde forfra.

Det var ikke noget let møde statsminister Hele Thorning-Schmidt i går havde med kernevælgerne på Metalhøjskolen i Jørlunde. Som man kan læse her i avisen, så er tilliden til deres statsminister svundet ind, og det er mest forundring over at skulle arbejde mere og debatten om løftebrud, der fylder diskussionen i baglandet. Og det er ikke kun statsministeren, der har et problem. Også LO-toppen og Harald Børsting får i disse uger undrende spørgsmål. Medlemmerne i fagbevægelsen begriber ikke, hvorfor Børsting så let har købt ind på Thornings præmis om, at det er nødvendigt at arbejde mere midt i en krisetid.

Det har været intet mindre end katastrofalt for regeringens begyndelse, at toppen af regeringen var så forblændet af selv at være blevet enige om et regeringsgrundlag, at de helt glemte at fortælle danskerne, hvad de ville i stedet, og hvad meningen med det hele var. Allerede den gang skulle forklaringerne og indrømmelserne være kommet. Nu er det alt for sent. Det er en floskel i politik, at det, der ikke kan forklares kan ikke forsvares. Det gør ikke udsagnet mindre rigtigt.

For det er ikke (kun) oppositionen, der nu begynder at tale om løftebrud igen. Det er S og SF’s egne vælgere, der mener, det er tid til at tage endnu en runde med løftebrudsdiskussionen. De føler sig helt basalt holdt for nar over ved valget at have svoret S og SF troskab, hvorefter Thorning og Søvndal løb over til Vestager og gav køb på nogle af de grundlæggende tanker i den økonomiske politik. Tilliden og troskaben blev brudt i efteråret, og den er svær at genetablere. Det faktum blev understreget i sidste uge, hvor målinger viste, at danskerne egentlig var enige i store dele af regeringens skatteudspil, men alligevel dumpede Thorning. Selv Thorning kan ikke tale sig ud af en sådan tillidskrise med positive formaninger om, at det hele går meget godt. Paraderne må falde - ærlige forklaringer må lægges på bordet. Thorning har meget arbejde foran sig, før hun har overbevist kernevælgerne om, at hendes medicin er den rigtige mod arbejdsløshed.

Også på ministerholdet kunne flere ønske sig at få en klare ramme for, hvad meningen med det hele er. Når vælgertilslutningen bliver så lav som tilfældet er i øjeblikket, så rykker kritikken også ind i egne rækker og tæt på statsministeren.

Løftebrudene er bagudrettet Thornings største problem. Det største fremadrettet bliver at finde flertal for den reformdagorden, der skal føre til vækst og arbejdspladser, og derfor bliver det succeskriterium, som Thorning kan, skal og vil måles på. For tag ikke fejl, selv om retorikken byder på indrømmelser, så er der ingen udsigt til, at politikken ændrer sig radikalt.

Grundlovstalen var for statsministeren en anledning til at opfordre til samarbejde og fælles forpligtelse til at tage ansvar for nogle af de reformer, som regeringen argumenterer for er økonomisk nødvendige, men som vælgerne ikke forstår meningen med. Alligevel forventer regeringen hjælp udefra.

Og det skal her være sagt, at regeringen står i en meget vanskelig parlamentarisk situation. Der er ikke mange andre lande i verden, hvor vi som i Danmark er vant til at have et folkestyre, hvor en mindretalsregering bestemmer. En tradition, som de seneste ti år reelt har været sat ud af spil på grund at det loyale samarbejde mellem V, K og O. I mange andre lande vil det være lig kaos at indlede sig på at udpege en statsminister, som ikke per definition har et flertal. Statsministeren har ret i, at det er unikt for det danske samfund, at der historisk er skabt brede aftaler med mindretalsregeringer i spidsen.

Men de brede løsninger viser sig som regel, når alle kan se nødvendigheden af at handle. Statsministerens problem er, at så længe vælgerne ikke synes, at de har fået en god nok forklaring på, hvorfor reformerne skal gennemføres, så bliver det særdeles vanskeligt at overbevise oppositionen om, at de skal blåstemple nødvendigheden. Den økonomiske krise var Thornings første brændende platform, men hun forpassede chancen for at bruge den som løftestang til at forklare, hvorfor netop hendes løsninger var de rigtige. Nu er vælgertilslutningen en ny brændende platform for statsministeren. Derfor begynder indrømmelserne nu at komme.