I det ene rum taler de om, hvordan en mindre regulering af overførselsindkomsterne kan tages ud af en skattereform og give mere kompensation til de arbejdsløse.

I det andet rum taler de om skattelettelser, erhvervslivets forhold, og om, at et mindre rentefradrag for boligejerne ikke kan være en del af en endelig aftale. Finansminister Bjarne Corydon skal holde tungen lige i munden i det parallelle skatteforhandlingsforløb, han har sat gang i med Enhedslisten i det ene rum og Venstre i det andet.

Efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne i fredags sætter Bjarne Corydon nu for alvor skub i forhandlingerne. I går var det Enhedslisten, Liberal Alliance og de konservative, der var på besøg hos Corydon. I dag følger Dansk Folkeparti. Endnu er realitetsforhandlingerne ikke for alvor gået i gang. Der tales stadig om rammerne for forhandlingerne, men for regeringen er målet, at der skal være en skatteaftale på plads inden sommer. Regeringen har desperat brug for at vise, at bare et af deres store prestigeprojekter kan blive til virkelighed.

Lige nu aner regeringens topministre ikke, hvordan forløbet omkring skattereformen ender, men udfaldet kan få store konsekvenser både for indholdet af reformen og på den politik, der kan føres efterfølgende. Lad os se på, hvad de kommer til at tale om i de forskellige forhandlingslokaler.

Når finansministeren sidder sammen med Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen og Peter Christensen (V) er det største sværdslag, hvorvidt fradraget for boligejere skal aftrappes hurtigere end hidtil planlagt. Løkke har meddelt, at det er et ultimativt krav at få elementet fjernet, fordi det kan bringe Løkke på kant med boligejerne. Et stort problem for regeringen, fordi dette punkt bidrager med finansiering for 3,9 mia. ud af de i alt cirka 14 mia. i reformen.

Væk skal også en række øgede afgifter - blandt andet på fedt (som Venstre selv var med til at indføre), og så skal der ikke reguleres på pensionisternes grundbeløb, som regeringen foreslår. Et punkt som Enhedslisten i øvrigt også vil se på.

I stedet vil Venstre have skattelettelser og en erhvervspakke, som lemper regler og skatter for virksomhederne. Regeringens udgangspunkt var at lave en bred aftale med Venstre, som kunne overleve kommende valg og give de 14.600 personer i øget arbejdsudbud og 3 mia. kroner i statskassen, som er regeringens målsætning. Derfor balancerer Corydon mellem at skælde ud på Løkke for at komme med uansvarlige krav og omvendt tilbyde skattelettelser for at få Venstre med i en aftale. Venstre kan taktisk have en fordel i at indgå en aftale med regeringen, fordi det vil tvinge regeringen til en skattereform, som er så blå, at det vil give problemer i SF’s bagland og gøre det endnu vanskeligere for regeringen at lave en finanslov med Enhedslisten i efteråret. Det taler for en aftale med Løkke. Imod taler, at Venstre ikke vil hjælpe en regering, der ligger ned.

Mens dele af S og SF hælder til en aftale med Enhedslisten for at stoppe den politiske blødning til støttepartiet, så har de radikale de økonomiske blødninger for øje og ønsker derfor en aftale med Venstre.

Det store stridspunkt når Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen (EL) er i forhandlingslokalet er spørgsmålet om, hvorvidt de arbejdsløse, skal være med til at betale for skattelettelserne gennem mindre overførselsindkomster. Det er Enhedslistens ultimative krav, at det element skal ud af reformen.

Derudover er der en række knaster, som skal høvles væk, men som ikke er uoverstigelige. Blandt andet, at topskattegrænsen ikke skal rykkes så højt op, som regeringen foreslår, at der gives en kompensation til arbejdsløse, så forskellen mellem at være indenfor og udenfor arbejdsmarkedet ikke bliver så stor, som regeringen foreslår med hævelsen af beskæftigelsesfradraget.

De fleste af Enhedslistens krav er ikke uoverstigelige, men punktet om overførselsindkomsterne er ømtålelige for regeringen. Hvis det tages ud, vil der ikke være den ekstra fordel ved at tage et arbejde, som er hele omdrejningspunktet i reformen og grunden til, at SF døbte den rugbrødsreformen. For det andet vil der mangle 3 mia. kroner i finansiering, som regeringen kunne bruge på mere velfærd. Og hvis reformen ikke giver ekstra penge til velfærd, hvorfor så overhovedet lave den? For det tredje vil fjernelsen af dette element mindske arbejdsudbuddet med 6.600 personer i reformen, hvilket er en væsentlig faktor for regeringen.

Lars Barfoed (K) og Anders Samuelsen (LA) kan tilsammen mønstre det flertal, som regeringen skal bruge for at lave en reform. Men de er regeringens sidste valg. Kravene fra de to partier er på lange stræk skrappere kost for regeringen end Venstres. Endelig kan Dansk Folkeparti leverer flertallet, men selv om partiet går til forhandlinger, er det ikke partiets egen forventning, at de ender med at lægge stemmer til en aftale.

Når Corydon går ud af forhandlingslokalerne og ind på sit eget kontor, er der fortsat mange uafklarede spørgsmål og strategiske overvejelser at gøre sig. Ved at sætte gang i flere forløb samtidig, håber finansministeren at kunne lægge pres på de forskellige parter til hurtigere at indgå en aftale i stedet for at spille deres forhandlingsret i armene på modstanderen. Lige nu handler det om at holde liv i flere forhandlinger, så det værste scenarie ikke udspiller sig: At endnu en aftale falder på gulvet.