SF står i sin hidtidige værste krise som parti.

Efter at regeringen indgik en skatteaftale med Venstre og de konservative, blev der på og forud for det hasteindkaldte landsledelsesmøde i går talt åbent om, hvorvidt det giver mening for partiet at sidde med i regering, hvorvidt partiet ender med at sprænges, og hvorvidt partiets centrale strateg Thor Möger Pedersen må fratræde sin ministerpost.

Bare et enkelt af disse spørgsmål er sprængfarlige for partiet. Det kommer til at kræve den hidtidig største ledelsesindsats af Villy Søvndal at stå med et samlet parti på den anden side af disse diskussioner. At ledelsen ved, at krisen er ekstremt alvorlig, understreges af, at politisk ordfører Jesper Petersen i aftes udtalte, at hvis landsledelsen ikke kunne godkende skatteaftalen, så måtte SF udtræde af regeringen.

I sig selv en logisk slutning.

For som en del af regeringen kan partiet selvsagt ikke undlade at være en del af regeringens skattepolitik – så må den naturlige konsekvens være, at SF’erne må forlade regeringskontorerne. Men foruden logikken ligger der i budskabet en voldsom trussel om at makke ret.

Men som det er sket før, var det ledelsen linje, der sejrede, da et over tre timer langt landsledelsesmøde var slut. Kun et enkelt medlem tilkendegav direkte sin modstand over for aftalen. Men Søvndal erkender samtidig, at hans parti er splittet, og at der nu venter en enorm opgave med at forklare, hvorfor SF skulle indgå skatteaftalen med de borgerlige.

Alene den erkendelse viser, at situationen er mere alvorlig end tidligere intern kritik. Samtidig er der nu ikke længere kun tale om, at baglandet forholder sig til strategi og forslag, men til helt konkret politik, som SF gennemfører.

Skatteaftalen strider mod mange SF’ers grundsynspunkt om, at man skal tage fra de rige og give til de fattige. Når SF ikke kan sørge for, at det er den mest røde aftale på bordet, der bliver til virkelighed, så begynder mange medlemmer at sætte spørgsmålstegn ved, hvad meningen er med, at partiet sidder i regering.

Kritikerne holdt i store træk deres mund op til folketingsvalget i september, fordi de vidste, at det var den eneste måde, hvorpå SF kunne få magten. Men de gjorde det også i en forventning om, at der så kunne føres mere klassisk SF-politik, når først ministrene sad for bordenden.

I stedet har skatteaftalen gjort dem skuffede og rasende. Skatteminister Thor Möger Pedersen har stået i spidsen for både skatteaftalen og strategien for det tætte samarbejde med S. Han er upopulær på grund af sin midtersøgende linje og kometkarriere internt i partiet. Men han kommer ikke til at forlade posten, så længe SF sidder i regering. Dertil er Villy Søvndal alt for afhængig af ham.

Skatteaftalen er med til at skabe splittelse mellem ledelsen og ministerholdet på den ene side og resten af folketingsgruppen og baglandet på den anden side. Groft sagt repræsenterer ministerholdet sammen med politisk ordfører Jesper Petersen og Steen Gade den linje i partiet, som arbejder hårdt for SF i regering, for at kompromiser er lig med små, løbende fremskridt, og for at partiet holder sig på den økonomisk smalle sti.

En stor del af baglandet har derimod efterhånden svært ved at genkende deres parti i de aftaler, der bliver indgået. Denne linje er mere klassisk venstreorienteret og sætter groft sagt sociale hensyn højere end de økonomiske. Spørgsmålet er, hvorvidt partiet kan holde sammen på disse fløje.

Det er tidligere lykkedes SF-formand Villy Søvndal at få ro på tropperne, og det kan også meget vel være, at han denne gang har truet sig til tavshed, men det løser ikke de grundlæggende problemer, partiet har med både at sidde i regering og se sig selv i øjnene.