Annonce
Annonce
Annonce
Debat 27. jun. 2012 KL. 13.04

Enhedslisten gør rasende retorik til hård handling

En folkeafstemning, 50.000 løbesedler og aflyste kaffemøder: Enhedslisten transformerer retorik til handling.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Mette Østergaard
Mette Østergaard er Politikens politiske redaktør.

Ingen kan være i tvivl om, at Enhedslisten var rasende i fredags, da regeringen indgik en skatteaftale med de borgerlige.

Mange spurgte sig selv, hvorvidt Enhedslisten så ville gøre andet end at skælde ud. Men mindre end en uge efter chokforliget viser Enhedslisten nu de første tegn på, hvordan de har tænkt sig at agere ’ikkestøtteparti’.

I Politiken kan man i dag læse, at Enhedslisten vil kræve folkeafstemning om en EU-patentdomstol. Det kan lyde fjernt, men faktum er, at regeringen utrolig gerne vil have indført en domstol for patentsager i EU til gavn for danske virksomheder.

Det er også et faktum, at regeringen absolut ikke ønsker nogen folkeafstemning om så teknisk en sag og da slet ikke på et tidspunkt, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) netop har gjort det klart, at en afstemning om forbeholdene er skudt til hjørne. Tiden er generelt ikke til afstemninger, mens EU ikke ved, hvad det selv kan og vil.

Matematikken og grundloven er imidlertid sådan, at hvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker folkeafstemning, så skal der være en folkeafstemning. Enhedslisten tager ikke hensyn til regeringens modvilje mod en afstemning.

LÆS OGSÅ Medlemmerne vælter ind hos Enhedslisten

Og selv om gruppeformand Per Clausen ikke selv vil sige det, er der ingen tvivl om, at meldingen er første bevis på, at Enhedslisten på ingen måde kan bruges som redningsplanke for regeringen eller automatisk parlamentarisk flertal.

EU er en ting. Noget andet er den sommeroffensiv, som Enhedslisten planlægger for at få mest muligt ud af deres stigende popularitet efter den borgerlige skattereform.

I går trykte partiet således 50.000 løbesedler med budskabet: ’Regeringen må tilbage på sporet’. Både den røde og den blå skattereform er trykt på sedlen, så vælgerne på gaden får stukket alternativet til den indgåede skattereform i hånden sammen med en opfordring fra Enhedslisten til i fællesskab at holde regeringen op på, hvad den gik til valg på.

Tusindvis af løbesedler sendes til lokalafdelinger, så de kan blive delt ud på gader og stræder de kommende dage og uger

Mette Østergaard

Tusindvis af løbesedler sendes til lokalafdelinger, så de kan blive delt ud på gader og stræder de kommende dage og uger.

Samtidig vil Enhedslisten bruge sommeren på at engagere de organisationer, som kan være utilfredse med dele af skatteaftalen. Formålet er selvfølgelig at mobilisere så meget modstand og konsensus om ubehagelighederne i regeringens politik, at Johanne Schmidt-Nielsen vil stå endnu stærkere forud for efterårets afgørende finanslovsforhandlinger.

I regeringen håber man mest på en sommer med ro, hvor slidte partier og trætte folketingsmedlemmer kan lade frustrationerne puste ud. Men hos Enhedslisten har man tværtimod tænkt sig at gøre sommeren til en lang optakt til et benhårdt forhandlingsforløb om finansloven.

LEDER Enhedslisten må ikke lade bitterheden styre sig

Spørgsmålet er, hvordan Enhedslisten kan blive stillet tilfreds. Som bekendt er der ikke penge i statskassen til rene gaver.

Johanne Schmidt-Nielsens krav om, at de arbejdsløse skal kompenseres »krone til krone« for de »svinestreger«, som regeringen har lavet i skatteaftalen, bliver særdeles svært for regeringen at opfylde. En anden udvej er derfor at bringe de gaver i spil, som ellers var tiltænkt de forliste trepartsforhandlinger.

Hvis de arbejdsløse ikke kan kompenseres krone til krone, kan de få forbedringer via en ændret arbejdsmarkedspolitik. Det kan være gennem forbedrede dagpengeregler eller gennem bedre muligheder for at opkvalificere sig. Det kan også være ved at gennemføre den ungepakke, som allerede var i spil i Enhedslistens forhandlinger til en skatteaftale.

Gennem mindre aktiveringscirkus findes der penge til at gøre en større indsats for at få unge arbejdsløse i job. Pakken er nærmest klar og kan i princippet vedtages med det samme.

Hvis Enhedslisten kan få disse ting igennem, vil det samtidig betyde en ny alliance med fagbevægelsens medlemmer. Tiltag, som LO og Socialdemokraterne ikke formåede at levere i trepartsforhandlingerne, kan blive til virkelighed med Enhedslisten ved bordet.

Problemet ved at give Enhedslisten gaver er som sagt, at pengene mangler. Derfor har regeringen et godt øje til det gennemsyn, der i øjeblikket er i gang af nordsøaftalen. Hvis det er muligt at presse flere penge ud af olien i Nordsøen, vil det være en perfekt finansieringskilde for Enhedslisten. Partiet har været nogle af de mest højrøstede kritikere af nordsøaftalen.

LÆS ARTIKELThorning: Aftale med Enhedslisten ville give mindre velfærd

Men inden man når frem til at have en konstruktiv dialog om finanslovsaftalen, skal der genetableres tillid til det tidligere parlamentariske flertal.

Det er en højt prioriteret opgave i regeringen at tale pænt til Enhedslistens medlemmer, hver gang man møder dem i sommerlandet, for som Johanne Schmidt-Nielsen selv har pointeret, så er tilliden til regeringen lige nu »ikkeeksisterende«. Det betyder, at der p.t. ikke er uformelle kontakter, kaffemøder eller frokoster mellem regeringen og Enhedslisten.

Samtidig er Enhedslistens skatteforhandlere blevet meget fortørnede over det abekasteri, der er foregået, efter at skatteaftalen blev indgået med de borgerlige.

Regeringens forsøg på at holde sammen på SF har betydet, at beskyldningerne for en mindre rød aftale er landet hos Enhedslisten. Og det gør kun forholdet til de nødvendige alliancepartnere mere besværligt – og toppen af Enhedslisten mere rasende.

Partiet skylder ikke længere regeringen noget, lyder retorikken. Nu begynder handlingen at følge efter.

Annoncer