Annonce
Annonce
Annonce
Debat 17. aug. 2012 KL. 10.25

Fem problemer, der giver Villy Søvndal hovedpine

SF’s krise kan ikke løses med en enkelt manøvre, men kræver løsninger af mange problemer.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Mette Østergaard
Mette Østergaard er Politikens politiske redaktør.

Da SF i går holdt sommergruppemøde, afslørede pressemødet, at Villy Søvndals problemer ikke er koncentreret om et enkelt emne, men kræver en redningsaktion på mange fronter, hvis partiet igen skal have fodfæste.

Regeringssamarbejdet
Splittelsen i regeringssamarbejdet er tydelig for enhver i diskussionen om ændringer af dagpengesystemet. SF sætter stor prestige ind på endelig at få en sejr i regeringen på dagpengesagen.

Det er hjerteblod, der ikke må spildes på gulvet. Aldrig mere en betalingsringssag, lyder det internt i partiet, hvor nederlagene fylder mere end sejrene.

Men Søvndal bliver nødt til at tage en chance, hvis han skal gøre sig nogle forhåbninger om at tilegne sig en smule af den magt, som de radikales leder, Margrethe Vestager, har tilkæmpet sig i regeringen.

SF har været for uforberedte på, hvad det vil sige at være i regering, og de har været for svage i den forhandling, der fandt sted om regeringsgrundlaget.

Det slår hårdt tilbage nu, hvor SF bliver beskyldt for ikke at have nogen indflydelse, til trods for at partiet aldrig har haft så meget magt som nu.

Regeringssamarbejdet er p.t. ikke ligeværdigt, og der er et voldsomt pres fra baglandet, for at SF skal have mere af deres egen politik igennem. Kritikere har ment, at SF bør træde ud af regeringen.

Det er der dog intet, der tyder på. Hvis det sker, dumper hele den nuværende ledelses strategi, og det kan kaste partiet ud i endnu større problemer.

Enhedslisten
I Villy Søvndals storhedstid voksede og voksede SF uden at miste stemmer til Enhedslisten.

Men da Søvndal blev svækket, og Johanne Schmidt-Nielsen for alvor slog igennem, bristede boblen, og SF’s vælgere væltede over til Enhedslisten.

I dag er problemet, at Enhedslisten som støtteparti tager alle pointene for ændringer af politiske områder, der tilfredsstiller venstrefløjen.

Mens SF’s profil er blevet udvasket og ifølge kritikerne drejet alt for langt til højre for at tækkes Socialdemokraterne, så står Enhedslisten tilbage som det eneste sande venstrefløjsparti.

Det hjælper heller ikke meget, at Enhedslisten nu svækkes en smule i meningsmålingerne efter debatten om revolutionen. De første målinger tyder på, at vælgerne betragter SF som så svækket, at de går direkte til Socialdemokraterne.

Svag ledelse
Ledelsen i SF er i øjeblikket så svag, at det kan være svært at vende krisen.

Frustrationen er dyb over, at regeringsdeltagelsen er kommet så skidt fra start.

Mette Østergaard

Søvndals tidligere højre hånd Ole Sohn er blevet næsten usynlig efter beskyldningerne mod ham tilbage fra kommunisttiden.

Ministrene generelt har ikke for alvor slået igennem, og Søvndal selv har måske nok fået en smule mere gejst efter sommerferien, men har ellers længe virket, som om han mentalt var ved at stemple ud af rollen som partiformand.

En del af kritikken retter sig nu også mod Villy Søvndals person, men er endnu ikke så voldsom, at han tvinges fra formandsposten.

En del af problemet i partiet er også, at der ikke er nogen klar kandidat til at tage over for Søvndal.

Alene det faktum skaber alliancer og uroligheder internt i diskussionen om, hvilke emner der bør køres i stilling.

Astrid Krag blev under valgkampen fremhævet som en slags kronprinsesse, men har endnu ikke leveret som minister, hvilket kun bidrager til spekulationerne om, hvem der så er mulige kronprinser eller kronprinsesser.

Thor Möger
Skatteminister Thor Möger er trods sin centrale rolle i partiet udelukket fra at blive formand. Dertil er han alt for upopulær internt i partiet.

Meget af kritikken for den fejlslagne strategi er rettet mod ham, hvilket paradoksalt nok betyder, at Søvndals højre hånd og stærkeste kort i regeringen er ledelsens svageste kort i partiet.

Baglandet betragter ham som en magtpolitiker, der lige så godt kunne være socialdemokrat.

De føler, at ’Thors hammer’ kommer farende med en fart, der overrumpler de interne demokratiske retningslinjer. Dermed er Möger for mange blevet personificeringen af, hvad dele af baglandet ikke ønsker, SF skal være.

Baglandet
Det er en blanding af alle de ovenstående emner, som baglandet reagerer imod.

Frustrationen er dyb over, at regeringsdeltagelsen er kommet så skidt fra start. Mange menige medlemmer havde satset på, at de kameler, der skulle sluges for at få regeringsmagten, kunne spyttes ud igen, når nøglerne til ministerkontorerne var deres.

Men ledelsen havde ikke kommunikeret klart, at det ikke kom til at ske, og partiet ikke var klar over, hvad det indebar at sidde i regering. Partiets demokratiske strukturer er meget ædle, men ikke særlig effektive, når man sidder i regering.

At baglandet reelt er splittet og frustreret, understreges af, at normalt kompromissøgende folk som Aage Frandsen har følt trang til at kritisere strategien og Villy Søvndal, og at det nu ikke længere er de sædvanlige kritikere, der står frem, men nye stemmer fra hele landet, der i breve har bedt gruppen om at tage problemerne op på sommergruppemødet.

Villy Søvndal må adressere alle fronter af problemerne, før SF igen kan komme i form og udnytte den magtplatform, de har som regeringsparti. Han må selv træde mere frem som formand, stå ved den politik, som regeringen vedtager, og tage pointene for politiske sejre, som tilgodeser venstrefløjen.

Derfor må Søvndal gribe den chance, han i øjeblikket tager i dagpengediskussionen, men det kræver, at løsningen stiller baglandet og SF-vælgerne tilfreds. Ellers bliver problemerne kun større.

Hvis Søvndal tror, at bunden er nået, vil det være det samme som at fralægge sig ansvaret for fremgang.

Annoncer