Når regeringen i dag fremlægger sit forslag til en finanslov, begiver finansminister Bjarne Corydon (S) sig ud på en vej, hvor det politiske kompas skal følges nøje, hvis efterårets forhandlinger skal ende med en succesrig aftale for regeringen.

Sidste år gik vedtagelsen af finansloven forholdsvis let.

Det meste af aftalen var allerede inden valget tilrettelagt af Venstre og de konservative, og ændringerne blev foretaget sammen med Enhedslisten, som var klar til at makke ret, blandt andet fordi man lavede en kickstart og hævede skatter og afgifter med 5 milliarder kroner. Der var med andre ord penge til gaver.

Efter aftalen sagde de radikales Margrethe Vestager, at hun fremover ønskede, at finansloven skulle laves med flere partier end bare Enhedslisten.

Knap et år efter er situationen en ganske anden. Der er ikke politisk vilje til at hæve skatter og afgifter yderligere, og der er ingen penge på kistebunden.

Enhedslisten er også langt mindre velvillig end for et år siden. Det forgangne år har vist støttepartiet en noget anden regering, end det havde håbet på.

Finansloven er den ene gang om året, hvor partiet har bedst chance for at få sin politik igennem. Finansloven er altså også udtryk for et magtspil mellem regeringen og det parti, der burde være dets allierede.

Endelig lugter oppositionen politisk blod. Skatteaftalen viste, at regeringen er villig til at gå langt for at lave brede forlig og dermed også politik, som efterfølgende skaber splid internt i rød blok. Det vil oppositionen gøre, hvad den kan, for at udnytte.

For nogle måneder siden håbede oppositionen, at det kunne gå så vidt, at Enhedslisten ikke ville stemme for finansloven og dermed vælte regeringen. Og selv om Johanne Schmidt-Nielsen stadig truer med muligheden, så anser de færreste det som et sandsynligt scenario.

LÆS OGSÅ Før finansloven: Hjælp til arbejdsløse er EL's hovedkrav

Forskellene på finansloven år 1 og 2 er lig med Bjarne Corydons største forhindringer, når forhandlingerne går i gang. Og hvilken sti vil Corydon så vælge?

Realiteten er, at han skal vælge Enhedslistens. De borgerlige partier har truet med at stemme imod, hvis ikke støttepartiet er om bord.

Tilliden mellem regering og støtteparti var på frysepunktet efter skatteaftalen, og selv om sommeren har lunet forholdet, bliver forløbet ikke udført med den kontrol og loyalitet, som prægede forløbene mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti.

Dramaerne bliver ægte denne gang. Forholdet skal være »forretningsmæssigt«, har begge parter erklæret, hvilket sjældent er det bedste udgangspunkt, når en svær aftale skal landes.

Bjarne Corydon har gjort sig den betragtning, at hver gang Enhedslisten har fået hårde ord med fra regeringen, er støttepartiet bøjet af og har været lettere at have med at gøre.

Det skete for eksempel efter S-gruppeformand Henrik Sass Larsens udfald mod listen og den efterfølgende revolutionsdebat i sommer. I Finansministeriet tror man altså mere på en lussing end på et blidt strøg over kinden, når magtspillet går i gang.

Samtidig har regeringen den overvejelse, at det vil skade dens egen troværdighed, hvis den giver Enhedslisten i pose og sæk.

Hvem vil så efterfølgende tro på Corydon, når han siger, at der ikke er nogen penge at give gaver for, og at ubehagelige reformer - som den kommende kontanthjælpsreform - er nødvendige for at hjælpe den trængte økonomi? Hverken regeringens pengepung eller troværdighed har råd til at betale Enhedslisten.

Samtidig ønsker regeringen ikke at gå bodsgang over for støttepartiet og kompensere for den politik, regeringen har gennemført det seneste år blandt andet sammen med de borgerlige.

Den politik skal regeringen stolt stå ved og ikke give Enhedslisten mulighed for at definere sig som dem, der i virkeligheden laver socialdemokratisk politik.

Det betyder dog ikke, at Corydon kan undgå at komme partiet i møde. Det skal han. Men han vil forsøge at gøre det på områderne jobskabelse og uddannelse, som også er regeringens egne hovedprioriteter i finansloven.

LÆS OGSÅ Regeringen vil bruge milliarder på uddannelse og forskning

Et af regeringens løfter var dog også at genetablere det brede samarbejde i dansk politik. Og selv om finansministeren godt ved, at han ikke kan få de borgerlige til at stemme for den centrale del af finansloven, er det Corydons ambition at lave så mange delaftaler med de borgerlige som muligt.

Det er oplagt på de områder, hvor de borgerlige er forligspartnere, som for eksempel forsvaret, politiet og satspuljen, men finansministeren vil også forsøge at trække de borgerlige ind i andre dele af forhandlingerne.

En chance, som de borgerlige partier af hensyn til sig selv næppe siger nej til. Og hvis de siger nej, vil Corydon udnytte det til at slå på Løkke, Barfoed, Samuelsen og Thulesen som uansvarlige partiledere, der ikke ønsker at gennemføre deres egen politik af taktiske årsager.

Dermed er der lagt op til en finanslov, som meget vel kan ende som et kludetæppe af delaftaler med de borgerlige partier, men hvor den centrale del af finansloven skal laves med Enhedslisten. Det viser det politiske kompas.