Torsdag eftermiddag flokkedes politikerne til folketingssalen for at aflevere deres stemme og fremprovokere en lille rød eller grøn prik på den digitale tavle over talerstolen.

Da der var stemt om lovforslag 194, var de grønne prikker flest. En ny skattereform var vedtaget. I dag er det præcis et år siden, at danskerne stemte. Meget har forandret sig i dansk politik, og skattereformen er et tydeligt billede på de største tendenser.

Reformen giver skattelettelser frem for at reservere penge i den 2020-plan, som skal sikre fremtidens velfærd. Skattelettelser frem for velfærd. Stik modsat det løfte, som Socialdemokraterne og SF gav inden valget. Kontraktpolitikken er stendød.

Reformen er den bredest vedtagne skattepolitik i årtier. Blokpolitikken er i opløsning.

Og ganske uventet tager reformen fra de svageste, der står uden for arbejdsmarkedet, for at give til dem, der yder deres pligt og dermed også får deres ret. Det arbejdende folk er tilbage i fokus i dansk politik.

LÆS OGSÅ Enmandshæren Özlem Cekic kæmpede forgæves mod skatteaftalen

Den politiske debat har bevæget sig ind på ny grund: Selv om man har turpas til det danske velfærdssamfund, så er alle forlystelserne ikke længere gratis.

For et år siden så tingenes tilstand noget anderledes ud. Danskerne havde gennem ti år vænnet sig til, at blokpolitikken garanterede, at den kontrakt, der blev indgået mellem politikere og vælgere, blev holdt.

Nok var både kontakt- og blokpolitikken rystet i sin grundvold af den efterlønsaftale, der blev lavet mellem VKO og de radikale, men alvorens omfang var gået op for de færreste. De fleste vælgere fik sig derfor en kold tyrker efter valget og er stadig på skrap afvænning.

For meget ændrede sig på valgnatten. Noget af udfaldet kunne Helle Thorning-Schmidt (S) regne ud.

For eksempel det faktum, at hun ville blive afhængig af de radikale, og at løfterne om ikke at rette et komma i egne udspil, derfor var varm luft. Andet var mere overraskende.

En af de mest undervurderede konsekvenser af vælgernes valg var den matematiske realitet, at de konservative gik så meget tilbage, at de ikke kunne skabe flertal med regeringen uden hjælp fra andre i den borgerlige blok.

Socialdemokraterne talte og talte på valgnatten, men mandaterne ville ikke gå op, og på det første møde med Enhedslisten blev Johanne Schmidt-Nielsen spurgt, om hun kunne stemme blankt ved store aftaler.

På den måde kunne regeringen alligevel lave aftaler med de konservative og undgå at komme i mindretal. Støttepartiet sagde blankt nej. Dermed var regeringen dybt afhængig af et parlamentarisk grundlag, som både de radikale og toppen af Socialdemokraterne ikke har noget behov for at blive forlovet med.

Tallene.  Kilde: Danmarks Statistik, div. finanslove, KOT, Jobindex, Realkredit Danmark, Altingets gennemsnit af meningsmålinger m. fl. Research: Rasmus K. Skytte og Gitte Rønberg, Politiken Research. Grafik: Mads PEdersen 12407.
Når man efter et år i regering ikke har formået at skabe et mere tillidsfuldt forhold til sit støtteparti, end tilfældet er, skyldes det ikke kun manglende vilje, men også manglende overskud. Regeringen er bygget på konflikten mellem de radikale og SF.

De to partier ligger politisk så langt fra hinanden, at regeringens indre liv per definition er besværligt. De tre partier har det første år brugt så meget tid på at blive enige internt, at de har svigtet deres eksterne forpligtelser. Det gælder forholdet til Enhedslisten, til kammeraterne i fagbevægelsen og til vælgerne.

Det har betydet, at regeringen ikke har haft overskud til at forklare, hvorfor den ville gennemføre en bestemt politik.

Skulle vi for eksempel have en betalingsring, fordi det var godt for miljøet, fordi trængslen skulle begrænses, eller fordi det var en indtægtsmaskine, der skulle sætte priserne ned på den offentlige transport? Eller hvad med trepartsaften? Ville regeringen opkvalificere ufaglærte, eller ville den bare fjerne helligdage?

Vælgerne forstår det ikke, og forhandlingspartnerne vil ikke lægge stemmer til noget, de ikke kan forstå og forsvare. Det har kostet politiske nederlag, men også betydet, at regeringen ikke har fået de penge i kassen, som skulle gøre den i stand til at drive egen politik.

LÆS OGSÅ Skattereform udløser maratondebat i Folketinget

I 90’erne gik Jelved, Nyrup og Lykketoft rundt om de økonomiske nøgletal og håbede. Bare kurven knækker, bare kurven knækker.

Samme ønske har regeringen nu. Krisebevidstheden har den fordel,http://politiken.dk/politik/ECE1712499/df-blokerer-for-skattereform/ at den gør det muligt at gennemføre mange af de ubehagelige reformer med det samme, men den manglende optimisme bremser også økonomien. Danskerne skal få lyst til at bruge flere penge, men ikke tro, at økonomien er så god, at de begynder at kræve politiske gaver.

Sandheden er, at regeringen er dybt afhængig af, at økonomierne omkring os kommer i bedring, så også væksten i Danmark bedres. Det vil være den sikreste vej mod genvalg.

Indtil det sker, smelter værdipolitikken stille og roligt sammen med den økonomiske politik. Værdipolitikken handler ikke længere mest om udlændinge. I stedet er en anden gruppe blevet genstand for debat.

Fattig-Carina, 'Dovne Robert' og senest steriliserede Mette, som fik gode råd af Simon Emil Ammitzbøll (LA) om, hvordan hun bedre kunne få et job.

Billedet af en kontanthjælpsmodtager er ikke længere den fyrede slagteriarbejder, men den kontanthjælpsmodtager, der ikke gør sit for at bidrage til fællesskabet.

LÆS OGSÅÅret, hvor de røde sagde farvel til arbejderen

De borgerlige havde ikke held til at løfte den diskussion. Særlig Venstre var nervøse for at virke asociale og skræmme de afgørende socialdemokratiske midtervælgere væk.

Nu har Socialdemokraterne kastet sig ud i en ret og pligt-diskussion, som ikke er endt som kamikaze, fordi krisebevidstheden i befolkningen er så stor, at det er blevet mere legalt at kræve, at alle, der kan, bidrager.

For et år siden ville de færreste have troet, at det ville være de svageste, der blev de nye prygelknaber under en socialdemokratisk ledet regering, ligesom de ikke troede, at tiden for håndfaste løfter var forbi, og at blokpolitikken skulle lægges i blød til opløsning.

Det seneste år har forandret grundlæggende på dansk politik.