S-SF-aksen er død.

I går sagde formandskandidat i SF Astrid Krag det, der længe har været en realitet. Det tætte samarbejde mellem socialdemokraterne og SF er fortid, og det har SF også selv brug for.

LÆS MERESF vil gå solo ved næste valg

Efter valgkampen i 2007 satte strateger i S og SF sig for at skabe et reelt regeringsalternativ. Det førte til fælles politiske udspil, fælles forhandlingstaktik og på lange stræk også en fælles valgkamp.

Samarbejdet var med til for første gang at føre SF i regering, men det har også udvisket partiets profil i en sådan grad, at partiets vælgere og medlemmer ikke længere kan kende sig selv.

Astrid Krag siger i princippet ikke noget overraskende. Der er tre partier i regering, så at forestille sig, at S og SF i næste valgkamp skulle danne fælles front og lade de radikale være med som halehæng, er utopisk.

Alligevel giver det god mening, at Astrid Krag har behov for at gøre klart, at SF skal have en mere selvstændig profil og vil gå solo i næste valgkamp.

Krag er blevet kandidaten i formandsopgøret, der står for status quo. Hun er den, der vil føre Søvndals linje videre, og er nærmeste allierede med chefstrategen bag S-SF-samarbejdet, Thor Möger.

Det har hun i den grad brug for at lægge afstand til. For det er præcis den linje, som store dele af baglandet vender sig imod. Så selv om Krag siger noget selvfølgeligt, sender hun et klart signal til baglandet om, at hun også ønsker en anden stil end det, der findes i dag.

Det er præcis det, baglandet efterspørger, og det, som Annette Vilhelmsen har haft stort held med.

Det delikate regeringsspørgsmål
Vilhelmsen kunne omvendt ikke være den første til så klart at sige, at SF skal gå solo ved næste valg.

Det ville stemple hende som regeringsfjendtlig og bære ved til spekulationerne om, hvorvidt SF kan gennemføre et formandsskifte og fortsat sidde i regering. Særligt hvis Vilhelmsen sætter sig i stolen.

Det er da også værd at bemærke, at Krag først taler om en selvstændig profil i næste valgkamp. Hun lader altså implicit forstå, at regeringsdeltagelsen med hende ved roret står ved magt.

Ikke desto mindre er opløsningen af S-SF-aksen – og den generelle opløsning i SF, som formandskampen afslører – anledning til, at SR-aksen i regeringssamarbejdet styrkes. Og at selvfølgeligheden i SF’s regeringsdeltagelse forsvinder.

SKRIVStår SF stærkere uden Socialdemokraterne?

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at de radikale ikke har meget respekt for SF i regering, og at partiet mener, at meget ville være lettere, hvis ikke SF skulle køre i ministerbiler.

Nu breder opfattelsen sig også hos socialdemokraterne. Helt substantielt ville regeringslivet være lettere for socialdemokraterne og de radikale, hvis ikke de skulle tage hensyn til SF’s synspunkter på et tidspunkt, hvor reformer og stram økonomisk politik ikke gør det let for SF at sidde i regering.

Hvis SF skulle forsvinde fra ministerkontorerne, styrker det samtidig muligheden for, at S og R vil se mod de borgerlige partier, når der skal laves store aftaler. Det er særligt de radikale fortaler for, men også socialdemokraterne kan se fordele i at lave aftaler med de borgerlige frem for Enhedslisten, fordi de på den måde mener at kunne trække nogle af de mange vælgere, der er gået til Venstre, tilbage.

I S-toppen tror man således ikke på, at man tiltrækker de afgørende midtervælgere ved at lave mere rød politik med Enhedslisten.

LÆS OGSÅEnhedslisten håber på bedre forhold til SF efter formandsvalg

Hvis SF ryger ud af regeringen, sidder der ikke nogen ved forhandlingsbordet, som trækker aftaler i Enhedslistens retning. At en SR-regering i det tilfælde kan komme til at leve et yderst usikkert parlamentarisk liv, hvis ikke der tages hensyn til det eller de partier, som skal være regeringens parlamentariske grundlag, er en anden historie.

Spørgsmålet om regeringsdeltagelse er derfor yderst delikat for formandskandidaterne i SF.

Astrid Krag lægger sig retorisk på den selvstændige linje, men vil de facto fortsat lægge sig tæt op af regeringslinjen, når det gælder den politiske substans.

For Vilhelmsen er balancegangen endnu mere farefuld. Selv om hun siger, at hun vil følge regeringens linje, afspejler hendes politiske udmeldinger, at hun vil få ganske svært ved både at fastholde sine synspunkter og indgå i et regeringssamarbejde. Et paradoks, som hendes modstandere også spiller på i dagens avis.

LÆS OGSÅS undsiger Vilhelmsens »meget farlige« Palæstina-forslag

For SF’erne er spørgsmålet, om de vil indflydelsen, eller om de har mere lyst til at vende tilbage til rollen som protestparti, hvor hænderne er rene, men indflydelsen lille. Regeringspartnerne er allerede begyndt at indstille sig på, at det sidste scenarie kan blive virkelighed.