Jublen ville ingen ende tage, da ’Villy-effekten’ var på sit højeste.

Dengang Hizb-ut-Tahrir skulle »gå ad helvede til«, og SF med 19,1 procent af stemmerne i meningsmålingerne i størrelse nærmede sig Socialdemokraterne.

I dag vil kun 6,6 procent af vælgerne stemme på SF, og efter fem ugers valgkamp står det klart, at Villy-effekten er endt som defekt.

En defekt, som Søvndal i høj grad selv har været med til at skabe, og som har påvirket hele partiet.

Villy Søvndals politiske projekt har primært bestået af to ting. Regeringsdeltagelsen og Villy Søvndal.

LÆS OGSÅ Sejr til Vilhelmsen betyder farvel til Möger

Det første blev nået ved regeringsdannelsen for et år siden. Det sidste skinnede klart igennem 7. september, da Villy Søvndal sagde farvel til formandsposten, selv om timingen for alle andre end ham selv betegnes som katastrofal.

Der var stor uenighed om den strategiske linje i partiet, der var ingen klar formandskandidat, og formandsvalget har sat alle store beslutninger i regeringen på standby, ligesom Helle Thorning-Schmidt (S) havde planlagt sit comeback.

Men Søvndal selv var tydeligvis lettet over at fralægge sig ansvaret som formand. Mentalt havde han længe været på vej væk. Engagementet på regeringens koordinationsmøder beskrives som minimalt, og skatteminister Thor Möger måtte reelt køre butikken, mens Villy Søvndal var i udlandet.

Fraværet af en formand har været ødelæggende for SF i den turbulente tid, som partiet har været igennem det seneste år.

DEBATEr SF ved at vælge sin egen Naser Khader?

Flere topfolk i SF peger på, at Søvndal selv har forværret krisen ved ikke at fortælle den fulde sandhed om, hvad et regeringssamarbejde indebærer.

Når Søvndal i årene 2007-2011 skulle argumentere for, hvorfor partiet skulle sluge endnu en politisk kamel, var svaret ofte strategisk. Skiftet var nødvendigt for at skabe et regeringsalternativ, for at få magten og indflydelsen.

Søvndal hoppede gerne over, hvor gærdet var lavest, for ikke at skubbe for mange klassiske SF’ere fra sig.

Balancegangen betød, at Søvndal kunne bevare sin interne popularitet.

Men den manglende klarhed betød også, at store dele af SF blev skuffet, da det gik op for dem, at de ikke kunne hoste kamelerne op igen. De var slugt for altid.

Søvndals balancegang kom for eksempel til udtryk efter skattereformen, da han efter et dramatisk landsledelsesmøde konkluderede, at SF helst havde set en skattereform med Enhedslisten stik imod den officielle linje fra regeringen.

Herfra var forklaringen, at man havde indgået en aftale med Venstre og konservative, fordi man fik mest af sin politik igennem på den vis.

SØVNDALSpar SF for pjat og urimelig kritik

Igen valgte Søvndal den mellemvej, som flest SF’ere ville høre, men som ikke var i overensstemmelse med, hvad der faktisk blev gjort. Samtidig udstillede han sig som taber i et magtspil.

Formandskampen har med al tydelighed vist, at Søvndal har fejllæst sit parti og ikke været grundig nok til at forklare forandringernes nødvendighed. Det begyndte med løftebrudene for et år siden, og frustrationerne er kun vokset siden.

For Søvndals kandidat i formandsopgøret, Astrid Krag, er det netop loyaliteten over for Søvndals linje, der har vist sig som hendes største udfordring.

Omkring 10.000 medlemmer meldte sig ind, da Villy-effekten fejede hen over landet.

I morgen vil det vise sig, om de nu er så skuffede, at Villy-defekten får hans to projekter til at fortsætte derouten: regeringssamarbejdet og Søvndals eget eftermæle.