Annonce
Annonce
Annonce
Debat 23. okt. 2012 KL. 23.36

Presset på Thorning vokser - fra hendes egne

Fagbevægelsen borer i et særdeles ømtåleligt punkt hos vennerne i Socialdemokraterne.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Mette Østergaard
Mette Østergaard er Politikens politiske redaktør.

LO med Harald Børsting i spidsen lægger nu yderligere pres på regeringen for at løse dagpengeproblematikken.

Med et udspil til, hvordan problemet kan løses i finanslovsforhandlingerne, borer fagbevægelsen i et særdeles ømtåleligt punkt hos vennerne i Socialdemokraterne på et meget ømtåleligt tidspunkt. Inden for de næste tre uger skal finansloven være på plads og dagpengeproblemet håndteret.

Ideerne fra fagbevægelsen er ikke kærkomne.

Socialdemokraterne ved udmærket, hvad løsningsmodellerne er. De ved, hvad prisen er, og de ved, hvad deadline er. Men de har store økonomiske og parlamentariske problemer med at gøre noget ved problemet.

LÆS ARTIKELLO-krav: Finanslov skal hjælpe ledige

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har derfor intet behov for, at vennerne i fagbevægelsen udpensler problemet og dermed sætter fokus på, at Socialdemokraterne ikke gør nok.

Fra regeringstoppen arbejder man på at skabe billedet af, at Socialdemokraterne gør, hvad de kan for at løse de problemer, som den tidligere regering skabte med dagpengereformen.

LÆS ARTIKELThorning står fast: Dagpengeregler lempes ikke

Når Harald Børsting i stedet fokuserer på manglerne, kommer regeringen til at virke som en hindring for de arbejdsløse i stedet for en hjælp. Og igen bliver det fagbevægelsen og Enhedslisten, der sætter standarden for, hvad god socialdemokratisk politik er.

Mest ømtåleligt er det, at fagbevægelsen foreslår en halvering af genoptjeningsretten. Hvis det forslag skal gennemføres, betyder det en ændring af dagpengereformen. Så langt får fagbevægelsen ikke lov til at gå.

Ikke nok for Frank Aaen
Socialdemokraterne klapper derfor mildt sagt ikke i hænderne over udspillet fra LO. Hvis de skal finde positive ting at sige om kammeraternes ideer, så er det, at de primært handler om at få de arbejdsløse i arbejde frem for at holde dem på passiv forsørgelse, og at forslagene derfor er mere pragmatiske end Enhedslistens ultimative krav om en job- eller uddannelsesgaranti for alle.

Håbet i S er, at LO’s krav måske kan få Enhedslisten til at komme en smule ned fra det høje finanslovstræ.

Det er dog en forhåbning, som regeringen ikke skal sætte stor lid til. I Enhedslisten er man fast besluttet på at få forbedringer igennem på dagpengeområdet. Og derfor er man her begejstrede for, at fagbevægelsen er med til at presse regeringen.

Frank Aaen skal nok sørge for, at LO’s udspil finder vej til forhandlingsbordet hos finansministeren, men Enhedslisten vil samtidig understrege, at selv hvis LO’s pakke gennemføres, er det ikke nok til at tilfredsstille støttepartiet.

LÆS ARTIKELHer er Børstings seks løsninger på det ømtålelig dagpengeproblem

Fagbevægelsen har selvfølgelig også sin helt egen dagsorden for at komme med et udspil som dagens. Efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne har det reelt været uklart for fagbevægelsens medlemmer, hvilken politisk stemme deres organisation havde tilbage.

Ved at vælge en klar og udfordrende linje til regeringen i dagpengespørgsmålet skal medlemmerne mindes om, at fagbevægelsen har en berettigelse i det politiske spil. Men det tætte samarbejde, som både Thorning og fagbevægelsen drømte om, at trepartsforhandlingerne kunne føre til, blev smidt på gulvet i foråret.

Socialdemokratiske borgmestre vil se løsninger

Det er ikke kun LO, der får dagpengebomben til at tikke mere og mere højlydt. Også en række socialdemokratiske borgmestre rundt om i landet vil se løsninger.

Aalborg Byråd, en række borgmestre på Fyn, borgmesteren fra Thornings hjemby, Ishøj, borgmesteren i Randers og en række andre presser på for, at der skal findes en løsning.

Dagpengeproblemet gør ikke kun ondt i SF. Også langt ind i Socialdemokratiet er spørgsmålet sprængfarligt, og det bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som deadline for indgåelsen af en finanslov nærmer sig.

Finanslov med de borgerlige er en realistisk mulighed
På den socialdemokratiske kongres i september var spørgsmålet også den store diskussion, men her lykkedes det ledelsen at slå spørgsmålet ned.

Dengang blev der talt i krogene om, at der nok skulle komme tiltag i finansloven som betaling til Enhedslisten. Men de seneste uger er det gået op for det socialdemokratiske bagland, at en finanslov med de borgerlige er en realistisk mulighed.

Sker det, så er der langt mindre chancer for markante forbedringer på beskæftigelsesområdet for de tusindvis af danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet. Der er med andre ord brug for at handle nu, hvis toppen af Christiansborg skal kunne mærke presset i en sådan grad, at der også bliver handlet derefter.

Fokus på jobskabelse
Situationens alvor er dog ved at gå op for regeringstoppen, men det betyder ikke, at der kommer til at ske ændringer i dagpengereglerne. Det slog Thorning fast så sent som på sit pressemøde i går. Finansloven kommer til at have fokus på jobskabelse, men det kan lige så vel ske ved at fjerne fedt- og sukkerafgifterne og på den måde forbedre rammerne for erhvervslivet.

Spørgsmålet er fortsat, om der kommer initiativer på beskæftigelsesområdet særligt møntet på dagpengemodtagerne. Hvis Enhedslisten skal støtte en finanslov, er det helt nødvendigt. Hvis Venstre og Konservative skal lægge mandater til, vil der højst sandsynligt blive tale om mere symbolske tiltag.

En presset fagbevægelse gør derfor sit for at finde en vindersag i de arbejdsløse. Pressede borgmestre, der gerne vil genvælges til næste års kommunalvalg, og som kan se budgetproblemerne komme væltende det næste år, hvis flere af deres borgere skal på kontanthjælp, presser på.

Og en presset statsminister forsøger at få de midler, der er til rådighed til at ligne en præsentabel indsats over for de arbejdsløse, der burde være kernevælgere, uden at de radikale bliver for sure. Det er ikke nogen let situation for statsministeren, og dagpengebomben tikker højere og højere, mens deadline kun er få uger fremme i kalenderen.

En presset fagbevægelse gør sit for at finde en vindersag i de arbejdsløse.

Annoncer