Hvis de folkevalgte i morgen skulle stemme om, hvorvidt omskæring af drenge skulle forbydes, tyder meget på, at de tre største partier ville vedtage et forbud.

I gårsdagens Kristeligt Dagblad udtrykte sundhedsordførere fra V, S og DF en skepsis over for muslimer og jøders rituelle indgreb. Debatten er dog ikke helt ny.

Går man systematisk tilbage i de store dagblade, vil man opleve, at debatten om omskæring på forunderlig vis sniger sig ind og ud af spalterne og sendefladen med en hyppighed, der ligner de olympiske lege - omtrent hvert fjerde år.

Går vi blot fire år tilbage og træder ud i den borgerlige offentlighed anno 2008, vil den ligne sommeren 2012 til forveksling blot med andre aktører: I DR 2’s Deadline i november 2008 sidder en indigneret Martin Krasnik over for en anklagende Else Guldager, tidligere medlem af Børnerådet, i studiet og forsøger at forsvare, at han har valgt at omskære sin jødiske søn med begrundelsen: 'Det symboliserer et historisk og identitetsmæssigt fællesskab'.

Dengang i 2008 advokerede centrum-venstre-partierne for et forbud mod drengeomskæringer på lige fod med kvindeomskæringer, efter at Etisk Råd og Børnerådet havde kritiseret omskæringen.

LÆS OGSÅOmskåret studievært: »Det er det rene tortur«

I og for sig er der derfor ikke meget nyt i den debat, der nu igen er blusset op, på baggrund af en tysk domstols forbud mod omskæring af drenge. Heller ikke når Kjeld Koplev i gårsdagens avis med en brændende bitterhed revser de jødiske omskæringer i Danmark med ord som 'barbari' og 'tortur' med henvisning til sit eget eksempel for over 70 år siden.

Det er alt sammen set og gjort før, og formentlig vil det ske igen, når debatten vender tilbage om fire år. Alligevel rejser debatten hver gang en række interessante principielle spørgsmål.

Den danske og tyske omskæringsdebat handlede dengang som nu om, at man ved omskæring sætter hensynet til forældrenes religion over barnets ret til kropslig integritet. Dertil mener kritikerne, at barnet frarøves sin religionsfrihed og retten til religiøs selvbestemmelse.

At en læge møder sanktioner for et mislykket indgreb er én ting, en anden er, når landsretten i Köln direkte går ind og begrunder deres afgørelse med, at omskæring opfylder straffelovens kriterier for legemsbeskadigelse, og en af følgerne af denne senere i livet er, at drengen vil have sværere ved at bestemme sit trosforhold.

Spørgsmålet, der så må stå tilbage, er, om omskæringen af drenge - modsat kvindeomskæringer, som er en ulovlig og bestialsk handling - skal kriminaliseres, og forbud indføres, som det blev foreslået i 2008 og nu igen er på de folkevalgtes læber herhjemme?

I svaret er vi inde at røre ved det klassiske spørgsmål, om staten skal blande sig i borgernes private og frie religionsudfoldelse. Lad det være sagt med det samme: Aldersargumentet for at beholde omskæring er meningsløst; blot fordi man har foretaget den samme handling i 4.000 år, er det ikke ensbetydende med, at man skal fortsætte endnu 4.000 år.

Det samme gælder efterhånden også det slidte hygiejnekort, som mange troende kaster på bordet i den offentlige debat for at overbevise ikketroende om det rene i deres valg; kære venner, i 2012 kan man vel godt vaske sig grundigt nok til at forhindre en fatal infektion.

Alligevel er omskæring stadig essentielt for mange troende danskere - cirka 5 procent af den danske befolkning er omskåret - og ifølge herboende imamer og rabbinere er det en praksis, som mange danskfødte vælger at videreføre til deres børn.

LÆS OGSÅForfatter om omskæring: Danskerne er hyklere

Men hvad ER begrundelsen så? Omskæring, der på hebraisk hedder 'brith milah' og på arabisk 'khitna' eller 'tahara', har først og fremmest en historisk og identitetsskabende værdi for trosretningens medlemmer; den opfylder et grundlæggende socialt behov gennem et fysisk tegn, som nogle steder i USA blot markeres med et lille prik i forhuden.

Sekundært har det en religiøs værdi.

I dag bliver langt de fleste omskæringer blandt muslimer foretaget af professionelle kirurger under hygiejniske forhold på en klinik eller derhjemme. Forbyder vi praksissen, er det, vi får Koplev-lignende tilstande, hvor forældre vil føle sig nødsaget til at lade ukyndige personer føre kniven, hvilket i sidste ende kun vil skade børnene.

For om vi VIL det eller ej, vil praksissen fortsætte, så længe der ikke foreligger dybdegående undersøgelser eller rapporter, der peger på, at der er større sundhedsskadelig risici forbundet med omskæringen end forsinkede orgasmer på længere sigt.

Ingen raske forældre - jøder, kristne, muslimer eller ateister - vil videreføre en tradition, om den så er ældre end Metusalem selv, hvis den har negative sundhedsmæssige konsekvenser for deres barn.

Så længe omskæringerne finder sted efter Sundhedsstyrelsen retningslinjer, bør man ikke lovgive imod dem, men måske i stedet tale om at gøre som i Sverige, hvor sundhedsvæsenet tilbyder at udføre omskæringen efter de medicinske forskrifter.

Som en rabbiner fortalte mig forleden: 'Hvis der var større komplikationer ved omskæringen, tror du så ikke, at vi havde bemærket det de seneste tusinder af år? Kommer der en rapport, der viser, at vi har overset noget, som skader vores drengebørn, skal ritualet genovervejes.

Barnet skal komme først. Indtil videre er der intet nyt fra forhudsfronten.