Journalistik koster penge. Det har det altid gjort, og det vil det også gøre fremover.

Lige nu ser man adskillige protester rundt omkring over, at flere danske medier gør alvor af at kræve betaling for deres produkt på nettet.

Det bliver kun værre, kære læser. Og det er skam noget, du skal glæde dig over, for når du slipper flere slanter for dit medieforbrug, vil kvaliteten af den ydelse, du har købt, alt andet lige stige.

Tingene hænger sammen. Lidt ligesom når du køber en kylling til 20 kroner. Når du gør det, forventer du ikke, at den har levet det fede liv og derfor smager lige så godt som et lykkeligt og i livet fritgående eksemplar, der udbydes slagtet, rengjort, indpakket og transporteret til 60 kr. Vel?

God journalistik tager tid og skal igennem kompetent redaktion, som også koster penge. Lige nu er vi i en situation, hvor mindst et af vores gamle, hæderkronede medier konstant er lukningstruet, fordi det ikke tjener penge nok til sin udenlandske ejer.

Mange vil hævde, at det da kan være ligegyldigt, om vi har tre eller to mere eller mindre landsdækkende morgenaviser. Og dybest set har de ret, men den journalistik, som avisen traditionelt har stået for, har vi ikke råd til at miste.

Journalistik er et vigtigt fag. Det er gennem dette fag, vi modtager de oplysninger, vi borgere har brug for, når vi skal til stemmeurnerne og træffe vores valg, eller når vi som forbrugere skal vælge at investere vores penge. Hvis faget bliver undermineret, bliver vores demokrati svækket og vores marked uoverskueligt.

Vi ser tendensen allerede med en højere grad af populisme i det politiske liv - deraf løftebrud og overbudspolitik samt et væld af PR-folk, der utrætteligt søger gratis redaktionel omtale, som ingen rigtig får kontrolleret fakta i.

Fejlen for denne situation er ikke din, kære læser. Du har blot taget imod det, som mediebosserne fejlagtigt blev enige om kunne foræres væk i konkurrencens navn, da internettet blev udbredt og gav os muligheden.

Det er en fejl, som det til gengæld ikke giver mening at bebrejde nogen, for hensigten har såmænd været god nok, nemlig at sprede sit vigtige produkt til så mange som muligt.

Man kan også diskutere, om man overhovedet kunne have gjort det meget anderledes. Ingen kendte de yderste konsekvenser, og selvom det ikke skortede på advarsler, så er det forståeligt nok, at alle har været nervøse for at gå i front med en betalingsmur.

Nu er den økonomiske pine kørt så langt ud, at alle store medier er tvunget til at satse på eksklusivitet. Simpelthen for at overleve og i øvrigt efter amerikansk forbillede.

Det er nu spændende at se, om løbet er kørt. Om det i virkeligheden er for sent. Er det journalistiske produkt i danske medier godt nok til, at vi vil begynde at betale for det igen?

Du kan få abonnement på Financial Times eller New York Times for langt mindre end danske avisers udbudspris, og disse to medier er ikke bare bedre, men langt bedre end deres danske pendanter. De har ikke i samme grad været fagligt udsultet, deres journalister er ikke så dyre som deres danske kolleger, og deres mandskab er langt bedre uddannet.

Hvad skal få en engelsktalende, veluddannet dansk netavislæser til at vælge abonnement på et dansk betalingsmedie, når vedkommende kan dække sit hjemlige nyhedsbehov via DR og TV2?

Læserne skal slippe slanter for produkterne, ja, men bladhusene kommer ikke udenom at sænke omkostningerne yderligere, hvis udbud skal ned og møde efterspørgsel til den rette pris.