Vi var da nogle stykker, der var fyr og flamme, da det i sin tid fra den daværende kulturminister blev proklameret, at vi nu skulle have mere journalistik for vores licenspenge. For det var, hvad en ny radio skulle give os. Mere journalistik. Mere P1 - gerne bedre, ligesom NPR - i hvert fald mere af den seriøse, perspektiverende nyhedsformidling, krydret med lidt begavet satire.

Efter en måneds broadcasting meldte jeg mig ind i det kor, der var begejstret over, at man ville forsøge noget nyt. Taleradio - leveret af begavede mennesker med noget på hjerte.

Jeg holder meget af den traditionelle journalistik og mener af princip, at der ikke er nogen grund til at genopfinde den dybe tallerken. Den findes også i journalistikken og nyhedssuppen ligger fint i den. Men her kunne jeg godt se, at man måske kunne give os lyttere noget ekstra. Lidt længere time slots, plads til lidt mere diskussion og til at gå i dybden med dejligt nørdede emner. Jeg var åben og klar til at eksperimentere, men nu kan man høre, at ikke alle eksperimenter holder i længden. Et par af formaterne på Radio24Syv er godt tænkt, og navnlig de programmer, der er bygget over journalistiske klassikere som morgen- og eftermiddagsfladen fungerer upåklageligt. Naturligvis afhængig af, hvem der har vagten som vært.

Imidlertid mener jeg, at det er på tide at sige noget generelt om de øvrige formater, der er bygget op om folk, som er kloge til - eller snarere omkring - et eller andet og som har fået en mikrofon til at formidle sig med. Her er den manglende journalistiske form nådesløs i sine afsløringer. Jeg nævner bevidst ingen eksempler, for jeg vil ikke ud i en personlig nedgørelse af nogen. Alle gør deres bedste, er jeg sikker på, og det skal man aldrig klandre nogen for.

Til gengæld vil jeg gerne placere ansvaret dér, hvor det ligger, nemlig hos de to kanalchefer. Det slår mig, at man er mere optaget af at være originale end af at være driftsikre i forhold til journalistikken, der helst ikke skal dyrke formidleren eller konceptet, men indholdet. Formidlerne kan sagtens være originale, men de skal aldrig fylde mere end indholdet. Den klassiske journalistiske form har fungeret fint gennem generationer og selvom den naturligvis har udviklet sig, er jeg overbevist om, at den i sig selv ikke er skyld i, at medierne er i krise. Måske er det snarere de klassiske dyder, vi skal tilbage til, hvis vi skal højne mediernes troværdighed generelt.

Hvis jeg endelig skal anskue Radio24Syv positivt på dette punkt, så er det da, at de kiksede programmer med al tydelighed beviser, at journalistik er et vigtigt fag, som man snarere skal beskytte frem for at udradere eller nytænke. Som sagt, er den dybe tallerken opfundet. I alt for mange programmer enten siver eller fosser de gode intentioner ud over kanten, fordi den løse form ikke kan holde på indholdet. Der stilles håbløse spørgsmål, præmisserne vakler ved det mindste, og lytteren bliver forvirret, hvis ikke direkte irriteret. Som hvis man sad på en restaurant og fik serveret sin suppe i en serviet frem for den dertil indrettede.

Og imens er P1 bare blevet bedre og bedre. Var det den ekstra konkurrence, der gjorde det? Var det godt lige at få rystet posen og prøve noget af det samme for derefter at gå tilbage til det klassiske? Jeg gætter bare. Og lytter. Nu med større taknemmelighed til P1 og DR. Men er så samtidig ikke tryg ved, at vi i otte år skal aflevere 800 millioner af licensmidlerne til frie eksperimenter.