For nogle dage siden gik en Jeanette Jørgensens statusopdatering rundt som varmt brød på Facebook.

Hun skulle have været kok på Vejlegården, men var blevet fyret, fordi hun - påstod opdateringen - ikke ville skifte fagforening, gå ned i løn og arbejde flere timer.

Et par måneder inde i sommerens hotte historie, dukkede der - øjensynligt - endeligt en klokkeklar case op. Den case, der kunne vinde sagen for 3F.

Nu skulle sagen vende til den røde fagbevægelses fordel, og populariteten i befolkningen genoprettes. Kort tid efter dukker så nye 'informationer' op. Jeanette Jørgensen er et fupnummer. Åbenbart, siger det ene hold, plantet af 3F's modstandere med det formål senere at afsløre fupnummeret for at jorde 3F endnu mere.

Forvirret?

Det er jeg faktisk ikke. Snarere underholdt. Det har gennem flere dage stået ganske klart i mit univers, at hele sagen om Vejlegården stinker af PR og mere eller mindre kejtede forsøg på at vinde befolkningens gunst i en sag, der kun i begrænset omfang lugter råddent.

Og midt i sommerens agurketid er journalister lette - og ganske ofte villige - ofre for PR-folks forsøg på at holde gryden i kog med slet skjulte interesser i baghånden.

Man ville kunne grine hjerteligt af det - hvilket man også kan af ovenstående eksempel, der heldigvis ikke nåede særlig langt - men hele sagen omkring Vejlegården minder mig om, hvor svært det er på den ene side at skulle følge en sag i en nyhedssvag sæson og på den anden side sikre sig nogenlunde hold i de historier og pressemeddelelser, man modtager.

I gamle dage lå PR i hænderne på enten reklamefolk eller yngre kvinder med flair for det kommercielle og gode kontakter til damebladene. I dag er PR-folk ofte ganske dygtige journalister, som kender alle kneb, alle redaktionernes diskussioner og ikke mindst deres tidligere kollegers mere og mere umulige produktionsforhold.

Der bliver lavet lokumsaftaler, der bliver plantet historier med tvivlsom sandhedsværdi og værst af alt: Der bliver arbejdet målrettet på at smadre modpartens troværdighed.

For et par måneder siden var jeg ved at køre galt i bilen, da jeg hørte et radioprogram, hvor en tidligere prominent spindoktor og journalist var inviteret ind blandt andre.

Samtalen handlede om mulighederne for at indføre en slags ekspertdomstol, som skulle validere de mange påstande, som politikere og deres PR-folk kaster i hovedet på folk forud for et valg. Og som i slemme tilfælde kan ende med, at et helt folk bliver ført bag lyset, fordi journalisterne ikke har ressourcerne, fantasien eller evnerne til skille skæg fra snot.

Den tidligere spindoktor trak på skuldrene og sagde ganske ærligt, at han ikke troede på sådan en instans' levedygtighed.

»For blev et parti anfægtet, ville deres pressefolk gå målrettet efter at nedgøre de pågældende eksperters troværdighed«. Ja, for sådan er det bare. Løber man tør for argumenter, er man ved at tabe en sag i meningsmålingerne, så smadrer man da bare modstanderens troværdighed.

Tak for kaffe! Er det den herskende moral i PR-land?

Måske anses det for at være harmløst i sagen om Vejlegården, som mange efterhånden har rubriceret som et spindrama på linje med en dårlig soap.

Men generelt lurer tabet af troværdighed for især medierne, dernæst organisationerne. Hvor havner vi henne den dag, vi regner med, at alt det, vi læser i avisen eller ser på TV, i virkeligheden er plantet af nogen med en skjult dagsorden?

Nogen, der er smartere, bedre lønnet og har en langt større backing group end den ene nyhedsredaktør, der har vundet en hel uges vagter i agurketiden?

Er jeg den eneste, der drømmer om at få PR ud af de redaktionelle spalter og over i annoncerne igen?

I det mindste er der en lovmæssig regulering af, hvad der må stå i en annonce. Man må for eksempel ikke lyve i markedsføring og reklamer. I de redaktionelle spalter kan man til gengæld ustraffet fyre alle de løgne af, man kan komme af sted med.

Når løgnene så bliver afsløret, er der bare nye historier at skrive. Og sådan kan man blive ved. Mens tilhørerne bare slukker for dramaet i første omgang og i næste omgang bliver endnu mere kritiske over for pressen.