»Her er Breiviks brev til en dansk kvinde. Køb adgang her, og læs massemorderens Anders Breiviks brev til en dansk kvinde. 15 kr.«

Ovenstående - med grammatiske fejl og det hele - kunne ses på et fremtrædende dagblads hjemmeside for nylig og er et klokkeklart bevis på, at aviserne ikke bare tjener, men også bevidst satser på at vride hver en krone ud af tragedier som Utøya.

Det kan man finde smagløst, men det er nu engang kommercielle mediers vilkår i dag. Man kan heller ikke forvente, at pølsemanden sender sine kunder videre til en salatbar med henvisning til kundens fysiske sundhed.

Breivik-retssagen har været dækket intensivt, og her skal ikke falde et ondt ord om det, for efterspørgslen har givetvis været der, og man kan sagtens argumentere for, at historien er så væsentlig, at den skal bæres frem med detaljer.

Uden den intensive, opmærksomme dækning var vi formentlig ikke kommet frem til sandheden om det norske politis vilkår, og vi havde heller ikke kunnet tænke over de psykologiske mekanismer, der blev sat i værk under den forfærdelige dag. Menneskelige reaktionsmønstre, der kan lære os noget om os selv, vores kultur og mentalitet.

Begge afledte historier, som er væsentlige, konstruktive og med perspektiv.

Når det så er sagt, vil jeg alligevel pirke til læsernes samvittighed. Ikke for sjovt skyld, men fordi kriminalstoffet generelt fylder uforholdsmæssigt meget i vestlige medier.

Hvorfor læser I alle disse detaljer? Hvorfor har I behov for at svælge i andres lidelse eller grusomhed? Det er jo derfor, 'den frie presse' serverer sagerne for jer.

Langt det meste krimistof har ingen som helst betydning for nogen af os. Altså andet end de involverede. Kriminaliteten har ikke været voldsomt stigende i Danmark, men det har til gengæld den journalistiske dækning af den. Her har medierne blot fulgt deres markeds interesser.

Man ser det også i den succesfulde krimilitteratur. Ikke stor litteratur, men ren underholdning, hvor detaljerne udpensles i en sådan grad, at man kan blive bekymret for forfatterens mentale helbred.

Det er let blot at kritisere medierne for at udbyde kriminalstoffet i urimelige mængder eller for den sags skyld forlagene for at spekulere i spektakulære modbydeligheder. Men måske er det på tide at rette henvendelse den anden vej.

Hvad er det, der gør, at folk - at du - i dag i så høj grad vil lade dig underholde af blod, vold, ulykke og misere? Hvad skal det gavne? Bliver du beriget som menneske?

Jeg spørger, fordi jeg er bange for det modsatte. At du bliver hærdet som menneske og med tiden reagerer med apati og følelseskulde.

For man har altid læst noget, der var meget værre. Man har vænnet sig til uhyggen, og næste gang noget uhyggeligt sker, trækker man på skuldrene, gyser, og går videre. Er det, hvad der sker med os, hvis vi svælger i detaljerne fra Utøya?

Journalister, der dækker retssagen beretter, at det er hård kost. Man er nødt til at iføre sig et effektivt panser for at stå det igennem. For at gøre sit job. Ligesom fotografer i krig eller læger i sultområder. Min egen værste oplevelse var fra Beslan-tragedien.

Efter at have siddet tre timer og dækket russernes 'befrielse' af skolen i en live ekstra TV Avis gik jeg direkte hjem og kastede op. Hvorefter jeg græd i 24 timer.

Det understregede for mig dengang, hvor effektivt man som menneske kan lukke af for følelser. Tv er i særdeleshed et medie, der appellerer til følelser og som virkeligt kan sætte sindene i kog, hvis man glemmer at holde kadencen.

Ville det ikke være bedre, hvis mediet i højere grad appellerede til vores tanker og i mindre grad til vores dårligere følelser?

I forhold til menneskeskabte, politiske tragedier som krig, terror og sultkatastrofer, har jeg altid ment, at folk skulle have virkeligheden smasket lige i fjæset - råt for usødet. For så måtte de jo gøre noget. Folk. Komme op af stolene og GØRE noget. Omvendt med naturkatastrofer og trafikulykker.

Men jeg har skiftet holdning.

Jeg tror, vi i længden kommer længere ved kun lige at vise så meget, at vi akkurat forstår og kan sende folk videre til handling. I god ro og orden. Hvis vi vader rundt i tragedierne - svælger i voldens detaljer - bliver vi enten hærdede eller apatiske.

Og hvad er journalistik, når den ikke længere kan bruges til at skubbe på for en bedre verden? Ren underholdning.