Det er fantastisk så meget, statsministeren bliver rost for at være stået frem med sit privatliv og for de offentlige erklæringer om sin mands seksualitet.

Sympatisk, synes man. Skrækkeligt, at man er kommet dertil, at nogen er nødtvunget til at tage det skridt. Nødtvunget.

Både tidligere og nuværende politiske rådgivere samt journalister på sociale medier har stået på nakken af hinanden for at rose spinnet. Jeg mener, de tager fejl. Hendes træk skader hende langt mere, end det gavner.

Ja, på kort sigt - meget kort sigt - giver det momentum. Hun bestemte selv timingen af oplysningernes offentliggørelse, og her skal jeg undlade at gå dybere ned i Politikens velvilje til at samarbejde omkring denne PR-strategi.

Statsministeren ville have et indlæg i avisen om sit privatliv. Og det fik hun naturligvis lov til, så det passede i forhold til både finanslov og indledningen af Skattekommissionens afhøringer.

Sådan foregår sammenhængen mellem PR og journalistik naturligvis i praksis. Det er en god historie, og sådan en afviser man ikke - heller ikke hvis den handler om noget, der overhovedet ikke rager mediets læsere.

Var hun virkelig nødtvunget?

Rygterne har kørt, siges det. På Christiansborg og lige rundt omkring. Mit indtryk er, at rygterne kørte rundt blandt et meget begrænset antal mennesker.

Men når alt handler om spin, spil, timing og image, ja, så fylder den slags rygter meget, og jeg forstår såmænd godt, at hun følte trang til at lette presset og sætte nogle ting på plads.

Sladder er både urimeligt og usmageligt.

Men hun er ikke den første statsminister, der bliver udsat for rygter. Så langt fra. Og mange offentligt kendte personer har med stor frustration måttet leve med rygter, der har været med til at smadre deres privatliv.

Små folk sladrer for at skabe drama og gøre sig interessante og tænker næppe på, hvor meget de kan ødelægge for de mennesker, de taler om.

Dem, der har smæsket i sig med historier om statsministerens mand, skal naturligvis skamme sig. Men dertil og ikke længere. Under normale omstændigheder.

Hvis man går offentligt ud og afkræfter rygter, bærer man rygterne videre og ud til en langt større skare. Man afliver dem ikke, men puster dem op. Nu taler alle lige pludseligt om det.

For hvorfor ville en ellers dygtig skattejurist som Frode Holm - som oplyst af statsministeren - bære rygterne helt ind i officielle samtaler med SKAT? Og hvad værre er: Pludselig fyger det rundt med alle slags rygter om statsministerparret.

Man må græmmes. Naturligvis over rygtebørsen. Men også over det dårlige råd, statsministeren har fået. Hun skulle have afvist dem ved enhver lejlighed med sætningen: »Jeg kommenterer ikke på absurde påstande«.

Ikke noget med at gå ind på præmissen. I længden havde hun udvist værdighed, og hun ville ikke have lukket op for en ny praksis i medierne.

Ganske som det var muligt at forudse, fylder hendes privatliv nu igen meget mere end hendes politik. Hendes træk var langt mere farligt, end det var klogt.

Imens tørster befolkningen efter at læse om reelle løsninger på reelle problemer, der vedrører en langt større skare end dem, der utroligt nok bliver overraskede over Ekstra Bladets metoder og dobbeltmoral.