Så har vi en sag igen. Denne gang er det Robert. En døgenigt, der ikke kan se det forkerte i, at han skal leve livet på andres regning.

Før da havde vi Carina, der brokkede sig over fattigdom med 15.000 kroner til rådighed om måneden. Så var der Sofie på SU og også lidt Mette, den grafiske designer, der helst vil lave noget for hende mere meningsfyldt arbejde end at feje gader.

Jeg vil på ingen måde gå ind i den politiske slåskamp, som disse cases har afstedkommet, men i stedet koncentrere mig om det journalistiske helhedsbillede.

For meget forventeligt og rimeligt lyder protester over, at disse fire mennesker overhovedet ikke er repræsentative eller udtryk for et sandhedsbillede. Fordi Robert er doven, er det ikke nødvendigvis alle arbejdsløse, der er det. Selvfølgelig ikke.

Men desværre er resultatet af casejournalistikken - det som politikere i klare stunder kalder enkeltsager - ofte en forvridning af virkeligheden, idet mange benytter lejligheden til at råbe op om lovændringer og jeg-skal-komme-efter-dig.

Det ved journalister dybest set godt. Men det er sådan, man bedst formidler en historie på i dag i det kæmpestore udbud af information.

Identifikation er et vigtigt nyhedskriterium og bruges i stigende grad som virkemiddel, når man skal have en modtager til at forstå en kompleks situation. Det skaber nærhed, forståelse og mobiliserer følelser. Men måske er det på tide at se på, om ikke prisen for denne fortællerteknikalitet er for høj i forhold til det store billede.

Naturligvis er det fint, at disse cases indleder en debat, der rykker på vores faste forestillinger om, hvordan verden ser ud. I al fairness skal man jo huske, at grunden til, at disse opsigtsvækkende cases skaber så meget postyr, er, at de kommer oven i flere års modsatte fortællinger.

Vi er i årevis blevet præsenteret for cases om ofre - folk, vi skulle synes, det var synd for. Nu er det så cases med modsatte fortegn, der diskes op med, og i det lange løb vil det skabe en eller anden form for balance. I det meget lange løb.

Problemet er, at de undervejs danner grundlag for vigtige politiske beslutninger - hos den ordførende politiker til den vælger, der skal sætte sit kryds. Ville det så ikke være mere fair med en mere nøgtern tilgang til cases, så de ikke bliver brugt og misbrugt til enten oppiskede folkestemninger eller hovsapolitiske tiltag?

For, hånden på hjertet, har det ikke altid været sådan, at der findes folk, der vil udnytte systemet og folk, der virkeligt har brug for systemet, når uheldet rammer? Man kan naturligvis ikke altid tage samtlige forbehold med i hver artikel, men man kan som minimum have en selvkritisk tilgang til den måde, man formidler virkeligheden på.

Dertil skal siges, at mange cases i det daglige bliver leveret af PR-folk, der på vegne af deres kunder - det være sig virksomheder, organisationer eller politikere - har en klar interesse i at få debatten ind på et bestemt spor.

Og det bliver læseren, lytteren eller seeren sjældent oplyst om.