Det er yderst sjældent, at trangen til at rose tabloidpressen melder sig.

Normalt er den præget af sensationsjagt og ensidige kampagner med ofre og skurke.

Men BT har i efteråret satset på at bruge undersøgende kræfter på noget, som rent faktisk berører os alle, nemlig de skjulte skatter. Hvad går vi egentlig rundt og betaler til, hvor meget scorer staten på det, og hvad betyder det for vores virksomheder og i sidste ende for antallet af job?

Og så tænker læseren nu, at selvfølgelig er det sådan noget, pressen skal bruge kræfter på.

DEBAT Se og Hørs stunt handler om mere end bare bryster

Altså, at være vagthund over for staten og andre store magthavere, men det kommer altså alligevel som en slags mediesensation, fordi vi har vænnet os til, at undersøgende journalistik mest handler om at finde et offer med en skurk på den anden side, hvorefter det hele bliver præsenteret som om, dette er et problem for os alle.

Navnlig tv-stationerne excellerer i den slags historier, for det er godt fjernsyn, og så sidder seerne i den anden ende og skiftevis gyser og fryder sig, mens de ånder lettet op over, at de ikke selv har noget med sagen at gøre.

Med andre ord: Det bliver ren underholdning, fordi historierne er dramatiske, men ikke spor væsentlige for modtageren.

Denne journalistiske dogmatik er, hvad de fleste kender som sensationsjagt.

Man identificerer et offer - for kommunen, for den forretningsdrivende, for vedkommendes egen familie - og så har man en journalistisk historie.

Den måde at fortælle historier på er den klassiske tabloide form, og den er i jagten på seertal gået hen og blevet tv-journalistikkens foretrukne skabelon. Ganske enkelt fordi følelser gør sig godt på fjernsyn.

For nogen kommercielle hensyn er der jo ingen grund til at tage i et land, hvor vi betaler licens - en afgift - for ved lov at modtage public service journalistik i den anden ende.

Bemærkelsesværdigt er det derfor, at det bliver BT, der kommer til at levere public service med en kritisk tilgang til de skatter og afgifter, som Folketinget har belagt os med gennem flere regeringer.

De går kritisk til staten, mens statens medier går efter tabloid underholdning.