Hele verden fulgte med en mand i rumdragt, da han kastede sig ud fra næsten 40 kilometers højde.

Men i modsætning til månelandingen i 1969, hvor vi blev guidet igennem af Walter Cronkite (jeg lå personligt i min mors mave), kunne vi her følge med uden filter på.

Neil Armstrongs bevægende første skridt på Månen var på samme måde sensationelle, udtryk for et vovemod, og vi var helt tæt på. Syntes man i hvert fald. Familien blev samlet, der blev bagt kage, poppet corn og skabt nye drømme.

Jeg tvivler på, at mange millioner på samme måde havde samlet familien og bagt kage i anledning af den faldende Felix.

Vidst var det spændende og millioner fulgte med.

Personligt glemte jeg det, men samlede naturligvis op på nettet kort tid efter, satte Forbrydelsen III på optag og fortsatte herefter med at følge med i den danske dramaserie.

Jeg trak på skuldrene og tænkte først over det dagen efter.

LÆS OGSÅEksperter: Baumgartner-stunt er fremtidens markedsføring

Forestil dig, at man i 60'erne havde haft Facebook, Youtube og Twitter. Hvordan ville historien om månelandingen så have set ud? Havde vi bagt kage og samlet familien?

Den klareste forskel på de to begivenheder set med en formidlers historiske briller, er propagandaapparatet bag og den politiske virkelighed omkring projekterne.

Neil Armstrongs backing var verdens stærkeste nation, et budget på billioner, et bittert våbenkapløb og et medielandskab, som kun havde en interesse i at bakke op om heltedåden. Ja, de havde bevidst bygget heltene op. Felix havde Red Bull bag sig.

Vist skal der noget mere teknisk snilde til at lande på Månen og ikke mindst få hele mandskabet sikkert tilbage, men begge begivenheder nærmer sig hinanden i sensation og personligt vovemod.

Men hvad kom der i grunden ud af Armstrongs bedrift ud over månegrus, verdens samlede anerkendelse samt en fornem plads i historiebøgerne?

Den mest mærkbare langtidseffekt er den videnskabelige.

Det amerikanske rumprogram blev skåret drastisk, da man havde "beaten the Russians to the Moon" og dermed bevist, at man var teknisk længere fremme. Altså døde den politiske effekt hurtigt ud, og eftertiden har vist, at månelandingen næppe gjorde fra eller til på den konto.

Tilbage står astronørdernes jubel og en lang række bivirkninger fra begivenheden, der strækker sig til mere end blot specialdesignede rum-kuglepenne.

Kan man ikke sige det samme om Felix? At han også har bidraget til videnskaben ved at stille sin krop og sit vovemod til rådighed?

LÆS ARTIKEL»Man vil ikke dø, mens ens forældre og ens kæreste ser med«

Men hvem fortæller den historie, hvis vi er overladt til os selv og vores personaliserede medier? Er vi som direkte tilskuere uden filter blot efterladt med det videns- og abstraktionsniveau, vi nu hver især har? Hvem sætter begivenheden i perspektiv?

De etablerede medier ville prompte svare: Det gør journalister. Det ville jeg også selv have svaret - for at hævde mit fag.

Men sandheden er, at jeg brugte mine venner på Facebook: En naturvidenskabskvinde, en pensioneret pilot, en filmvidenskabsmand, en sociolog og en enkelt journalist ledte mig på sporet af det egentlige perspektiv i Felix' gerning:

Adgangen til rummet og medierne tilhører ikke længere de få. Den tilhører os alle og det lukker op for meget mere, end de etablerede medier vil indrømme eller tør tro på. Formuleret af en af vennerne på Facebook:

»Hvis Felix kan få 12-årige til at interessere sig for fysik, tyngdekraft og Jordens krumning i stedet for Amalie, Kongerne af Campinggrillen eller de Unge Mødre, såeh....«.

Ja, så giver 'vovemodet' pludseligt mening. Og Red Bull høster gode point på CSR-kontoen.