Undskyld, men hvem har hørt en dansk borgerlig politiker eller intellektuel reflektere dybt over finanskrisen?

En, der har sagt: Denne krise har været et erkendelseschok for mig og har afsløret sorte sider af kapitalismen, som jeg ikke tidligere var opmærksom på, og som vi må have reformeret gennemgribende for at sikre mit foretrukne samfundssystem på længere sigt?

Jeg er helt blank!

Dette totale fravær af borgerlig selvransagelse i Danmark står i skrigende kontrast til de intellektuelle diskussioner, som europæiske meningsfæller har kastet sig ud i.

I sidste uge tog initiativtageren til Davos-møderne, den schweiziske professor Klaus Schwab, bladet fra munden i netop Davos:

»En voksende andel af verdensbefolkningerne viser sympati med antikapitalisterne. De antikapitalistiske protester har uden tvivl fingeren på vor tids puls. Der er gået næsten tre år, siden krisen begyndte, og vi har endnu ikke lært af vore fejltagelser. Vi kommer ikke ud af krisen, før vi reformerer systemet«.

Videre sagde Klaus Schwab, at finanskapitalismen er kommet ud af kontrol og systematisk nedbryder verdensøkonomien, fordi kapital ikke længere bliver brugt til at investere i produktion, men til at spekulere i kapitalen selv.

»Det er perverteret«, kaldte Schwab denne form for finanskapitalisme (ifølge Mikael Lindholm i Berlingske Tidende).

Med sit wake up-call udstillede Davos-grundlæggeren den udgave af kapitalismen, som må provokere enhver borgerlig: At kapitalisme anno 2012 ikke længere handler om driftige mennesker, der innoverer, og om hårdt slid og produktion af forbrugsgoder, der løfter velfærden for så mange som muligt, men derimod om en kølig finanselite, der ved at trykke på en tast kan rykke rundt på formuer og kaste mennesker og samfund ud i gæld og krise.

Og gør det!

En ny rapport fra OECD viser ifølge Mandag Morgen, at kløften mellem globaliseringens vindere og tabere aldrig har været større end nu. Taberne er de almindelige lønmodtagere i USA og Europa, der har mistet deres job, tabt realløn og fået deres – borgerlige – drømme om eget hus og en økonomisk tryg alderdom smadret.

Middelklassen skrumper. Det sker samtidig med, at den bedst lønnede ene procent af befolkningen i næsten alle OECD-lande scorer en stadig større andel af de samlede indkomster.

På Davos-topmødet var der enighed om, at denne perverterede udgave af kapitalismen vil kunne føre til desillusion, social opstand og dysfunktionelle samfund, der kan udfordre hele verdensordenen.

Derfor er ulighed og ureguleret finanskapitalisme rykket helt op på den borgerlige dagsorden i hele verden og vil blive det store emne under præsidentvalgene i USA og Frankrig.

Selvransagelsen finder også sted i store borgerlige europæiske medier som Frankfurter Allgemeine i Tyskland og Daily Telegraph i England, hvor debattører og kommentatorer som Frank Schirmacher og Charles Moore sætter spørgsmålstegn ved den nuværende udgave af kapitalismen.

Herfra går der en lige linje til den borgerlige tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicholas Sarkozy, der nu kæmper indædt for en finansskat på finansielle transaktioner, der skal trække kapitalismen i en mere levedygtig retning.

Noget skal der ske. For som borgerlige råber ude i Europa: Vil vi fortsætte med en ureguleret finanskapitalisme, der skuffer langt ind i middelklassen, eller ønsker vi en sund kapitalisme, hvor regulering, social markedsøkonomi, bæredygtighed og borgerlige værdier er i højsædet?

Spørgsmålet er retorisk. Selvfølgelig skal systemet reformeres, råbes der. Men ikke i Danmark. Her er der larmende tavshed. Det er mere sandsynligt, at Lars Løkke, Peter Christensen og Finansrådets tidligere formand, Lars Barfoed, går i Fælledparken 1. maj, end at de tager den store selvransagende debat oven på finanskrisen.

I det problemfornægtende borgerlige Danmark lukker man helst øjnene. Kapitalismen er, som den er. God nok. Og mener man noget andet, er man kapitalismens fjende. Basta!

Se bare den borgerlige professor Peter Kurrild Klitgaard, som forleden i en hel klumme i Berlingske frydede sig over, at Occupy-bevægelsens kritik er ved at dø ud både herhjemme og i resten af verden og heldigvis ikke blev til noget.

Heldigvis?