Forleden skrev en kvindelig borgerlig debattør på Facebook: »Hvorfor holder de 1. maj? Har de ikke allerede opnået, hvad de ville? Et samfund, hvor halvdelen er på støtten«.

En kæk formulering om symbiosen mellem ’de røde’ og ’dem på støtten’, som man hører oftere og oftere i forskellige varianter. På blogs, i avisledere og i miljøet omkring Saxo Bank-partiet.

Her blandt de selvbevidste, som forestiller sig, at de selv holder Danmark oppe, bygges der i denne tid et fjendebillede op: at Danmark regeres af en magtfuld og dyr vælgergruppe, ’velfærdskoalitionen’, som lever af andres skattekroner og stemmer på partier, der vil give dem højere ydelser.

Som cheføkonomen i Cepos, Mads Lundby Hansen, har sagt her i avisen: »Desværre har vi skabt et samfund, hvor næsten 3 millioner vælgere over 18 år lever af offentlige kasser og har en særlig interesse i at få så gode og høje ydelser som muligt«.

Af tre årsager er forestillingen om den magtfulde ’velfærdskoalition’ vås.

LÆS OGSÅ800.000 danskere er på overførselsindkomst

1. Koalitionen stikker i mange retninger
Velfærdskoalitionen består angiveligt af 800.000 offentligt ansatte, næsten 1 million folkepensionister og over 1 million i den arbejdsdygtige alder på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, efterløn, SU mv. Næsten 3 millioner med samme interesser!

Forestillingen om en samlet koalition bliver komisk, når man dykker ned i gruppen. For har den studerende på Copenhagen Business School da samme interesser som den nedslidte renovationsarbejder på efterløn?

Eller har departementschefen i Finansministeriet samme interesser som sosu-assistenten?

Og er de borgerlige professorer og lektorer, der argumenterer for velfærdskoalitionen, selv en del af den? Absurd.

Abstraktionen ’velfærdskoalitionen’ smuldrer, når man gør den konkret.

2. Koalitionen knokler
Når liberalister fremstiller velfærdskoalitionen som en gruppe ’nydere’, der tænker i at maksimere egne ydelser og sende regningen videre til ’yderne’, skurrer det.

For hvem taler de om? Det er vel ikke de mange, der står tidligt op for at knokle og tage sig af vores syge, gamle, børnene, gøre rent på hospitalerne, forske etc.?

Hvis det er pensionisterne, der lever af andres penge, giver det slet ingen mening. For pensionisten har jo netop knoklet i et helt arbejdsliv, hvor han har betalt skat. Han lever af egne penge.

Så er der dem på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, efterløn, SU. Men ideen med de fleste overførselsindkomster er, at de er midlertidige. I perioder arbejder vi og betaler skat. I andre perioder får vi SU, dagpenge, barselsorlov.

Der er jo i høj grad tale om faser i vores liv og ikke om samfundsgrupper, og bankmanden bliver jo ikke en rød ’velfærdsnyder’, fordi han går på dagpenge eller pension.

3. Overførselsmodtagere stemmer borgerligt
Hvad stemmer de egentlig, dem på overførselsindkomster? Megafon har tidligere på året for Politiken spurgt overførselsmodtagere under 65 år, og her svarer et stort flertal blåt. Og blandt folkepensionisterne foretrækker to ud af tre Løkke som statsminister.

Dermed falder hele fjendebilledet om ’velfærdskoalitionen’, der stemmer og tænker rødt for at få højere ydelser, fuldstændig sammen. Skulle man forvente.

Men siger man det til de stærke i troen, er svaret: Jamen, målingerne viser jo bare, at velfærdskoalitionens magt går langt ind i de borgerlige partier, som er nødt til at nurse koalitionen.

LÆS OGSÅDanskere på støtten stemmer til højre i Folketinget

Hov! Har VKO ikke afviklet efterlønnen og forkortet dagpengeperioden? Alligevel vil overførselsmodtagere og folkepensionister stemme på dem!

Undskyld, men kan du, kære læser, høre, hvordan teorien splintrer mod gulvet som en porcelænskrukke, der bare ikke kunne holde til faldet på 3 meter?

Vulgærmarxismens svaghed var, at den ville presse konkrete, levende mennesker ned i kasser og klasser: Her er de gode, som har de og de interesser. Her er nasserne, som har de og de interesser. Sådan begår man vold mod virkeligheden.

Nyliberalisterne begår vold mod virkeligheden.

I stedet skulle de hellere glæde sig over, at antallet af offentligt ansatte falder, og at der – endelig! – er fokus på reformer, der skal gøre noget ved de 800.000 overførselsmodtagere.

Det sker under en ’rød’ regering. Endnu et bevis på, at ’velfærdskoalitionen’ er noget vås.