»Er Helle Thorning-Schmidt klar over, i hvilken grad hun er i frit fald – selv blandt arbejderbevægelsens kernetropper?«.

Sådan skrev centrum-venstre-debattøren Lars Olsen forleden i en klumme i Jyllands–Posten under overskriften ’Nedsmeltning’. Og han er ikke alene om kritikken.

»Jamen, jamen, hvad sker der dog i den regering?«. »Hvad skal vi med en rød regering, der fører blå politik?«, siger røde debattører og vælgere i denne tid til hinanden.

Der rystes på hovedet. Der stampes i gulvet. Så kom dog med dét projekt! En retning! Et eller andet. For det sejler!

Kritikken understøttes af en helt ny undersøgelse i Altinget, som viser, at røde vælgere er dybt skeptiske over for deres egen regering, som de har ventet så længe på. Den gør det bare ikke godt nok, mener de.

LÆS OGSÅ Redaktører: Henrik Sass skal frelse Thorning-Schmidt

En væsentlig forklaring på al denne kritik er naturligvis, at regeringen ikke gør det godt nok.

Men der er altså også en supplerende forklaring: at rød bloks ’supportere’ og vælgere altid, ja nærmest per instinkt, er markant mere krævende og kritiske i forhold til deres egne ledere, end blå bloks vælgere er over for deres.

Der er simpelthen en anden forventnings- og debatkultur til venstre, end der er til højre. Det ligger nærmest i dna’et på centrum-venstre-fløjen, at man kritiserer sine egne. Stiller krav. Bliver sure. Og råber højt.

Det står i skrigende kontrast til den borgerlige lejr. Personligt var jeg målløs over stilheden og den manglende debat i 00’erne.

Under statsminister Anders Fogh Rasmussen var der blandt vælgere og supportere nærmest tale om høflig ydmyghed over for ’chefen’. Og det til trods for, at der ikke var mange borgerlig-liberale vitaminer i Foghs politik.

I årevis trak borgerlige lidt på skuldrene over en voksende offentlig sektor og sagde »nåh, ja, sådan må det være«. Ingen ville ødelægge den gode stemning. Nøjagtig som under Schlüter, der jo insisterede på ikke at være så konservativ, at det gjorde noget.

Der var kun én fræk dreng i klassen i 00’erne: tænketanken Cepos, der skosede Fogh for at være en forklædt ’socialdemokrat’.

LÆS OGSÅ Kommentatorer: Thorning stikker hånden ind i et muligt hvepsebo

Pudsigt nok blev denne kritik aldrig udlagt som pinlig for Fogh, men blev en bekvem blåstempling af Fogh som en blød rund pragmatiker uden stærke mål med samfundet, som tilsyneladende tilfredsstillede det borgerlige bagland, der langt hen ad vejen foretrækker forretningsministerier.

Men vé den nyvalgte socialdemokratiske statsminister, der over for sine egne vælgere fremstår som en blød pragmatiker uden markante planer med samfundsudviklingen ud over bogholderambitioner. Det går bare ikke. Spørg Nyrup. Spørg Thorning.

I rød blok har man helt andre store og håndfaste forventninger til egne politikeres ideer om fremtiden. Man kræver røde og grønne visioner. Samfundsforandrende projekter. Og man kræver oven i købet, at de appellerer til vores følelser og længsler og drømme. Man vil begejstres!

Det kan naturligvis være p....irriterende for en statsminister. Og der er ingen tvivl om, at Thorning & co. tager sig til hovedet i denne tid. Hvorfor kan vores egne ikke se, at vi står midt i en krise? At Enhedslisten trækker den ene vej? At de radikale trækker i den modsatte? At det hele er hamrende svært?

For det blotte øje fremstår det da også som uretfærdigt, at socialdemokratiske statsministre konsekvent bliver mødt en tsunami af forventninger, mens borgerlige statsministre får lang mere snor og arbejdsro.

Men det er nu engang et vilkår, som socialdemokrater mødes med, og som skyldes, at deres vælgere har forventninger til deres ledere.

Mange vælgere i rød blok forventer simpelthen, at når velfærdsstatens bygherrer kommer tilbage til byggepladsen, er reformpausen slut, og så fortsætter vejen mod ’det gode samfund’.

LÆS OGSÅ Utålmodig KL vil have Thorning ud af starthullerne

Og det er jo ikke noget dårligt udgangspunkt for en politiker, vel? Et eller andet sted må det da være et privilegium at have så forventningsfulde og engagerede vælgere i sit bagland. Også selvom det kan være hamrende irriterende.

Derfor bør man til venstre glæde sig over, at vælgerne og debattører som Lars Olsen ikke bare holder deres kæft.

Alternativet er værre. Det stillestående borgerlige Debatdanmark op igennem 00’erne var mildest talt skræmmende på den kedsommelige måde, lidt som at gå rundt på kirkegården efter præstens søndagsprædiken.