Annonce
Annonce
Annonce

Per Michael Jespersen

Politikens opinionsredaktør

Debat 28. jun. 2012 KL. 00.01

Der skal tænkes helt nyt, kære regering

Regeringen må diske op med nye fængende dagsordener.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Per Michael Jespersen
Per Michael Jespersen er Politikens opinionsredaktør. Han er uddannet cand.scient.pol.

Undskyld mig, men er mangelen på arbejdskraft i 2020 virkelig det største problem, som vi står over for? Nej, vel?

Alligevel er det dette tema, som har domineret dansk politik lige siden Anders Fogh Rasmussens velmagtsdage. Det fatale er, at centrum-venstre-regeringen har overtaget temaet og underligt nok gjort det til sin vigtigste dagsorden. Og succeskriterium. Det punkt, som man allerhelst vil bedømmes på. Et øget arbejdsudbud!

Denne besættelse af arbejdskraftmangel har ikke bare gjort regeringen sårbar og svær at skelne fra den borgerlige opposition, men flytter desværre også fokus fra de udfordringer, der i omfang og tyngde er langt større end arbejdskraftmangelen, og som derfor burde stå allerøverst på enhver regerings ’to do’-liste.

Her er de fire store udfordringer:

Hverken penge, store satsninger eller kommissioner tilflyder uddannelsesområdet og kampen mod den sociale arv. Det virker ikke, som om regeringstoppen prioriterer det. Meget mærkeligt!

Per Michael Jespersen

1) Demontér ’ungebomben’
Udfordringen: Danmarks suverænt største problem er, at uddannelsesmaskinen og den sociale mobilitet er gået i stå. Hver femte ung får ikke en uddannelse, og vi er ved at tabe en generation af unge på gulvet i en situation, hvor 800.000 allerede står uden for arbejdsmarkedet. Et gigantisk økonomisk og socialt spild. Status: De borgerlige regeringer sjoflede kampen mod ungebomben. Derfor har regeringen her en oplagt chance for at lancere en ny offensiv dagsorden.

Men endnu har den ikke fremlagt en plan for, hvordan den vil kickstarte den sociale mobilitet. Hverken penge, store satsninger eller kommissioner tilflyder uddannelsesområdet og kampen mod den sociale arv. Det virker ikke, som om regeringstoppen prioriterer det. Meget mærkeligt!

LÆS OGSÅ Uddannelsesminister til unge: Se at komme i gang med en uddannelse

2) Grøn omstilling af økonomien
Udfordringen: Det er helt afgørende, at Danmark får omstillet økonomien i en grøn retning. Finans-, klima-, råstof- og fødevarekrisen er vævet ind hinanden, og en øget vækst vil kun betyde øget CO{-2}-udslip, klimaproblemer og undergrave væksten. Spillereglerne skal altså fundamentalt ændres for at undgå, at både økonomien og økologien nedsmelter. En kæmpe udfordring!

Status: Selv om den grønne omstilling burde kunne samle centrum-venstre-alliancen i en fælles dagsorden, sniger resultaterne og ambitionerne sig i gulvhøjde. Betalingsringen klaskede sammen. Og den radikale og folkesocialistiske drøm om en ’grøn’ skattereform, som skulle flytte skat fra arbejde mod miljøbelastning, blev aldrig til noget. End ikke en sølle flyafgift på 75 kr. blev sneget ind. Det grønne potentiale er stort – men regeringen er endnu ikke kommet i gang.

3) Hvad skal vi leve af?
Udfordringen: Regeringen er med sin arbejdsudbudsstrategi optaget af, at danskerne skal lægge flere arbejdstimer på arbejdsmarkedet for at finansiere fremtidens velfærd. Men hvad skal vi lave i de mange timer i en globaliseret verden, hvor vi presses af de nye tigerøkonomier? Politikerne aner det ikke.

Status: De borgerlige regeringer var handlingslammede i erhvervspolitikken. Men i dag er man i tvivl om, hvorvidt der overhovedet eksisterer et Erhvervsministerium i dette land. Hvor er du, Ole Sohn? Hvor er satsningen på styrkepositioner? De særlige centrum-venstre-aftryk? Væk! Gone!

LÆS OGSÅKrisen har gjort staten til jobfabrik

Efter trepartssammenbruddet og det kaotiske forløb om skatteaftalen kan regeringen mildest talt ikke satse på at leve på charmen og de gode resultater.

Per Michael Jespersen

4) Velfærdsreformer
Udfordringen: Presset på den offentlige sektor vil eksplodere. Derfor vil reformer være uomgængelige – af det sociale system, af arbejdsmarkedssystemet – og spørgsmålet er: Skal vi målrette ydelser mod de svageste? Indføre tilkøbsydelser? Brugerbetaling? etc.

Status: Her må man retfærdigvis sige, at regeringen er i gang med reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp, med opgør med ’krævementalitet’, og op til S-kongressen debatterer Socialdemokraterne velfærdsreformer. Men det er foreløbig en beskeden start. Efter trepartssammenbruddet og det kaotiske forløb om skatteaftalen kan regeringen mildest talt ikke satse på at leve på charmen og de gode resultater, som Nyrup-Jelved-Lykketoft gjorde i 90’erne.

Man er pisket til at diske op med nye fængende dagsordener. Den gode nyhed er, at det ikke skulle være så svært, da landet står over for gigantiske udfordringer, som kræver visionære, originale bud.

Der skal tænkes nyt, kære regering. I har ikke så meget at tabe ved at prøve.

Annoncer