Jeg hører til dem, der fandt det forfriskende, da Anders Fogh Rasmussen i sin tid indledte sin kultur- og værdikamp. Ikke fordi jeg var enig - men fordi der nu endelig skete noget, som kunne give den politiske samtale i Danmark schwung og kant.

Her var en statsminister, der retorisk veloplagt kunne sætte skel i debatten, begejstre og ægge til modsætning. Kort sagt bruge sproget.

Fogh »ville sætte mennesket før systemet«, »gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning«, han udfordrede »eksperter og smagsdommere« og gjorde »konsekvensløsheden« inden for udlændinge-, rets- og uddannelsespolitikken til fjenden.

Da først Batman havde meldt sig på banen, kom Robin’erne også frem. Blandt andre en ung kulturminister Brian Mikkelsen (K), som her i avisen i 2003 ville gøre op med det venstreorienteret-socialdemokratiske herredømme:

»Nu har vi endelig efter at være kommet til den politiske magt et rum til at sige de ting, vi ikke har haft mulighed for under de sidste 30 års meningstyranni, hvor de venstreorienterede har siddet tungt på den meningsdannende magt«. Smak!

Dengang skabte sådanne udmeldinger i kultur- og værdikampen voldsom debat og klask mellem modstillede holdninger. Hvis nogen i 2012 skulle finde på at tale om et venstreorienteret-socialdemokratisk meningstyranni, ville vi smile og opfatte det som en joke.

Eller i bedste fald som en misforstået kompliment. For selv om centrum-venstre sidder på regeringsmagten og burde være den dagsordensættende kraft i samfundet, er det mildest talt ikke det, den er. Dagsordensættende.

Regeringen er ikke i nærheden af at have fundet sin værdikamp, sit stikord og det sprog, der skal give den liv og retning. Den virker tam og modløs. Hvad er det, den vil sige? Og hvor vil den flytte samfundet hen? Vi aner det ikke.

Når centrum-venstre-lejren taler, så taler den i et lidenskabsløst, teknokratisk sprog, som oser langt væk af finansredegørelser, regneark og ’nødvendighedens økonomiske politik’.

Og når lidenskaberne og retorikken endelig slippes løs, er det for at svine hinanden til, som vi så det, da støttepartiet råbte »klaphatte« til de regeringspartier, der »pisser på dem, der stemte på en ny regering«, og som vi så det, da Henrik Sass (S) forleden gav tilbage med ord som »ekstremister« og »kommunister«.

LÆS MERESass om Enhedslisten: Hellere miste magt end lade sig styre af ekstremt parti

Midt i regnearkene og de indbyrdes trakasserier er den borgerlige opposition totalfredet. Ærgerligt! For vi taler om et tiårigt borgerlig-nationalkonservative herredømme – meningstyranni? - som har sjoflet de egentlige udfordringer, Danmark står over for:

At hver femte ung ikke får en uddannelse. At den sociale mobilitet og kampen mod den negative sociale arv er gået i stå. At Danmark står over for en gennemgribende grøn omstilling af økonomien. At vi ikke aner, hvad vi skal leve af. Bare for at nævne nogle.

Her skulle der vist være stof til en ny kultur- og værdikamp. Regeringens problem er, at den er samspilsramt og splittet mellem to politikertyper: populisterne, der lunter efter den offentlige mening, og økonomisterne, der lunter efter økonomernes mening. De færreste tør slippe egne meninger løs.

Populisterne først: Socialdemokraterne og SF'erne besluttede sig i 00'erne til at lefle for den offentlige mening. Den blå socialdemokrat, Bjarne, der havde forladt S/SF ved valget i 2001, skulle nemlig hjem. Nu!

Derfor sprang man hen til kopimaskinen på de områder, hvor Fogh havde fat i den lange ende i meningsmålingerne. Udlændinge. Skole. Retspolitik. Skat. Kom nu hjem, Bjarne, kom! Det blev en besættelse. Og er det stadig.

Men de radikale er mindst lige så besat. Af økonomiske prognoser. 'Vi lytter. Også til økonomer' var cand.polit. Margrethe Vestagers valgslogan, men hun skulle have sagt: 'Vi lytter. Især til økonomer'.

Det er nemlig regnearkslogikken, der gør, at de radikale er så forhippede på at øge arbejdskraftudbuddet ude i fremtiden. Derfor har vi i dag en handlingslammet regering, som er i evig forhandling med sig selv, og som er ved at gå i opløsning af indre spændinger og manglende evne til at kommunikere et klart projekt.

Dét, som regeringen - og dansk politik - har brug for, er ikke flere politikere, der løber efter den offentlige mening eller efter økonomernes mening.

Vi har brug for politikere, der tør sige deres egen mening. En ny kultur- og værdikamp. Please!