»Hvor er det bare deprimerende at komme hjem til uambitiøse Danmark efter at have været i udlandet i sommerferien. Der er lavt til loftet, og det hele er på det jævne, på det jævne, Danmark, dit navn er middelmådighed, aldrig ambitioner. Aldrig!«.

Sådan sagde en god ven til mig forleden. Og den holdning er han ikke alene om. Forestillingen om, at det nærmest er et træk i den danske nationalkarakter og indbygget i vores samfundsmodel at være lavtflyvende har spredt sig langt uden for kredsen af jakkesæt i Cepos og omegn.

Men det er noget vås. Hvis ’middelmådighed’ er identisk med at være jævn og gennemsnitlig, så har udviklingen af vores velfærdsmodel i ekstrem grad været udtryk for det modsatte.

LÆS OGSÅDanmark er blevet stærkere

Vi danskere har historisk haft en enestående evne til at udvikle os og til at gå vores helt egne veje i forhold til arbejdsmarkedet, miljøet, skolen, omgangsformer, ledelse etc. Her har vi konstant fundet kreative, originale og ambitiøse løsninger på nye udfordringer. I verdensmålestok har vores innovationsevne faktisk været unik!

Tænk lige over, hvor ofte man taler om den særlige danske model: Flexicuritymodellen på arbejdsmarkedet. Danmarks grønne førertrøje. Det antiautoritære forhold mellem leder og medarbejder. Den særlige daginstitutionsmodel. Kvindernes høje erhvervsdeltagelse. Selvstændigheden i uddannelsessystemet. Den særlige balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Ulandsbistanden. Den høje sociale mobilitet, der forleden fik New York Times til at skrive, at Danmark realiserer den amerikanske drøm.

Den særlige arbejdsmarkedspensionsmodel, der har demonteret pensionsbomben. Verdensrekorden i tillid mellem mennesker. Verdensrekorden i lykke. Ja, for ikke at tale om den særlige danske omfordelende velfærdsmodel.

Alt det har vi udviklet, samtidig med at vi har skabt et af verdens mest velstående lande.

Kald det lige gennemsnitlig middelmådighed én gang til!

LÆS OGSÅØkonomer: Danmark vil undgå markant stigende ledighed

Skæbnens ironi er, at hvis Asger Aamund- og Saxo Bank-slænget, der skoser Danmark for middelmådighed, fik lov til at udsætte landet for en liberalistisk rystetur, der barberede det originale ’danske’ væk for at tilpasse os det udenlandske normalniveau, ville vi blive et gennemsnitligt, middelmådigt samfund.

Men er alt så, som det skal være?

På ingen måde. For selv om min gode ven i indledningen ikke har ret i, at Danmark per definition er identisk med middelmådighed, så rammer han alligevel noget: Følelsen af, at vi er gået i stå.

Danmarks problem i 2012 er, at vi har mistet præcis den evne, der har bragt os så langt: Vores enestående evne til at tænke nyt, kreativt og originalt i forhold til nye udfordringer. Hvornår har vi sidst set en idé med schwung som pensionsreformen, udbygningen af daginstitutioner, grønne afgifter etc. blive gennemført i dansk politik? Nej, vel?

Den unikke danske idémaskine er gået i stå.

Årsagen skal søges i et skred, som har fundet sted i den politiske kultur. De rædsomme 00’ere var præget af borgerlige stopregeringer, der ville bremse udviklingen: Indvandringen. Skatten. Miljøsektoren etc. Og de progressive kræfter, som burde videreudvikle velfærdssamfundet i dag, har fuldstændig tabt inspirationen.

Hvor er fagbevægelsen i debatten om fremtiden? Intelligentsiaen? Det højtbesungne civilsamfund? Erhvervslivet? Eksperterne?

Men værst af alt: Hvor er regeringen?

Når regeringen en sjælden gang lister nye ideer op– f.eks. betalingsringen og en grøn skattereform – så smuldrer det, før det kommer i gang. Og symptomatisk nok er det de lyseslukkere, der skyder andres ideer ned, der er tidens helte. For sådan er det blevet : Du er en helt, hvis du kan plaffe andres forslag ned. Og ingen forventer, at du kommer med en alternativ idé selv.

Det er præcis den kultur, der skal gøres op med nu. Jeg nægter at tro på, at vi danskere har tabt vores unikke evne til at genopfinde os selv og vores samfundsmodel, som vi har gjort masser af gange tidligere. Selvfølgelig kan vi gøre det igen. Ja, vi skal. For lige nu aner vi ikke, hvad vi leve af i fremtiden, hvad vi skal gøre ved ungebomben, hvordan vi håndterer vi den grønne omstilling og meget andet.

Men det finder vi ud af. Når vi får kickstartet den danske idémaskine.