Så er kampen mod den negative sociale arv på dagsordenen. Igen.

Denne gang med børne- og uddannelsesminister Christine Antorini (S) i spidsen.

LÆS DEBATMinister kræver mindre 'slaphed i folkeskolen'

Nu er det ikke første gang, regeringer har meldt sig på den bane. Statsminister Anders Fogh Rasmussen ville gøre »bistandsklienten til bankdirektør«. Og tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) ville have flere arbejderbørn til at opleve et universitet indefra. Men intet skete. Intet blev gjort.

Derfor står vi i dag i den rædselsfulde situation, at når et barn af en ufaglært i gennemsnit får 4,3 i matematik ved folkeskolens afgangsprøve, så får lægebarnet det dobbelte. Det sociale kapløb er allerede afgjort efter folkeskolen i 15-års alderen! Og konsekvensen er, at mere end fire ud af ti unge 25-årige mænd fra ufaglærte hjem i dag ikke får en uddannelse.

Det er en social katastrofe. Og politikerne er handlingslammede. Der er ingen hurtige fix. Og de lavthængende frugter – SU og fri og gratis uddannelse til alle, som gav et markant socialt løft frem til tidligere generationer – er plukket for længst. Vi savner nye svar.

Hidtil har middelklassen nydt godt af uddannelsessatsningerne og har boltret sig hjemmevant i sektoren. Men det nye er, at hvis vi skal have kickstartet den sociale mobilitet, må middelklassen rykke sig til siden og give plads til andre. Særlig på tre områder:

1) Drop jerngrebet om skolen
Flertallet af danskerne er ufaglærte eller faglærte arbejdere – men det afspejler sig ikke i uddannelsessystemet. Her dominerer middelklassens værdier fuldstændig. En uhellig alliance af veluddannede med Fjällräven rygsække og attachémapper har formuleret dansk uddannelsespolitik. Og det bliver værre og værre.

Vi ser det, når faget sløjd – det sidste reservat for drengen, der kan håndtere en hammer – forsvinder ud af skoleskemaet i mange kommuner. Vi ser det, når man på de tekniske skoler ikke kan tilbyde de unge olie på fingrene. Vi ser det, når arbejderbarnet forvilder sig ind på gymnasiet og møder ’ansvar for egen læring’, ’tværfaglighed’, ’videnskabsteori’ i et omfang, så gymnasieelevernes formand her i avisen siger: »Vi kvæles i akademisering«.

LÆS DEBATGymnasieelev: Vi kvæles i akademisering

Og vi ser det på professionsuddannelserne til f.eks. sygeplejerske, hvor Habermas står på skemaet.

Signalet i alt dette er: Tilpas jer middelklassens værdier – eller forsvind. Kun ved at løsne middelklassens greb om uddannelserne kan vi bryde den sociale arv.

2) Flyt penge til de svageste
Analyser viser, at det især er middelklassen, der nyder godt af samfundets uddannelseskroner, og at Nordsjælland får den største andel af SU’en. Men Danmarks største uddannelsesudfordring i 2012 er ikke at hælde flere penge på universitetsuddannelser, men at efter- og videreuddanne ufaglærte.

Gerne gratis og i arbejdstiden. Det er nemlig de dårligt uddannede, der konstant er blevet overset. Flyt også penge til de erhvervsuddannelser, der skal bryde den sociale arv. Hvis omprioriteringen betyder, at stud.mag.en får en lidt lavere eller ingen SU i de sidste studieår – så er det en pris, der er værd at betale.

Tiden skriger på en omfordeling.

3) Del skole med andre sociale lag
Kunne det tænkes, at det forhold, at de veluddannede i stigende grad isolerer sig i boligområder med sociale kopier af sig selv, hæmmer den sociale mobilitet i bunden og ufaglærte børns evne til at rykke fagligt?

Ja da. Forskere taler om, at den klassekammerateffekt, der ligger i, at lægens barn går i klasse med rengøringsassistentens barn, er ved at forvitre. Og at det kun bliver værre, i takt med at de veluddannede isolerer sig. Bland jer noget mere!

Vil middelklassen tage disse tre initiativer af egen fri vilje? Næppe. Derfor er det afgørende, at regeringen tør stille sig i spidsen og udfordre egne vælgere i kultur- og uddannelseseliten. Værsgo, Antorini & co.

LÆS OGSÅ Ufaglærte får ufaglærte børn

Heldigvis er der også en gulerod. Pudsigt nok debatterer vi sjældent den økonomiske side af nederlaget mod den sociale arv.

Men tænk lige på, hvor mange penge vi kunne spare på passive overførselsindkomster og bruge på velfærd, hvis vi kunne bryde den sociale arv.

Eller hvor nemt vi ville kunne løse vores problemer med at skaffe mere kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, hvis vi kunne give bunden et uddannelsesløft.

Det har middelklassen også interesse i.