Hvad tænker elektriker-Bjarne fra Herlev, der til daglig kører rundt i en kassevogn, når han ser Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Astrid Krag (SF) for sig?

Mon han tænker: Disse fire kvinder repræsenterer mig, mit liv og mine interesser politisk?

Eller tænker han: De fire dér ligner godt nok en gammel læsegruppe på universitetet, som ligger langt fra mit liv – jeg foretrækker Løkke?

LÆS DEBATRegeringen fejllæser vælgerflugten

Det vides ikke.

Men faktum er, at kun hver tredje danske arbejder nu stemmer på de røde, mens resten foretrækker de blå.

Det første regeringsår har altså været historien om en centrum-venstre-regering, der gled længere og længere væk fra de ufaglærte og faglærte arbejdere. Og intet tyder på, at den tendens vil svækkes.

Ved en overfladisk betragtning er tabet af arbejderen dybt uretfærdigt.

Siden 00’erne har Socialdemokraterne nemlig råbt »Bjarne skal hjem«, og i SF har Thor Möger bedyret, at hans parti ikke er partiet for advokater og piloter og andre fra eliten, men for dem, der smører leverpostejmadder om morgenen, før de springer i Kansastøjet.

Alligevel viser meningsmålinger det modsatte: Det er akademikerne, der stemmer rødt, mens arbejderne holder sig langt, langt væk.

Tabet af arbejderen er også uretfærdigt i den forstand, at regeringen har forsøgt at tilpasse sig ’Bjarnes’ ønsker. I de seneste år har man sagt: O.k., vi accepterer Foghregeringens udlændingepolitik. O.k., vi accepterer skattestoppet på boliger. O.k., vi dropper den betalingsring. O.k., vi dropper sukkerafgiften. Osv., osv.

Der er tale om én lang række af knæfald for Bjarne i Herlev. Alligevel stemmer han ikke rødt, det utaknemmelige skarn.

Regeringen har endnu et problem: at den ikke kun kan halse efter Bjarne. Den skal også nurse en anden vælger.

Lad os kalde hende Caroline. Hun er idealistisk humanist, bor på Østerbro og cykler til arbejdet på Ørestad Gymnasium. Og Caroline vil mildest talt noget andet med samfundet end Bjarne.

At de to er uenige om udlændingepolitikken, har vi vidst længe. Når Caroline har kaldt Bjarne racist, har Bjarne rystet på hovedet: »Så kom dog herud til os andre i forstaden og oplev virkeligheden, Caroline«. Det gik der ti år med.

Håbet blandt røde politikere har været, at forsoningen ville indfinde sig, når 00’ernes værdipolitiske skyer trak væk.

Men dér har det første år i regering været en skuffelse. År 1 blev et inferno af indre uenighed mellem den veluddannede ’Caroline’ med den idealistiske humanisme og ’Bjarne’ med den nære realisme. Her er nogle udpluk:

1. Carolines drøm om en betalingsring blev jordet af Bjarne, som gik på barrikaderne med sin forstadsborgmester i spidsen: »Jeg skal fandeme ikke betale for at køre i bil på arbejde!«.
2. Da Caroline så ønskede at forbedre sundheden med sukkerafgifter, var svaret fra Bjarne: »Drop det«.
3. Når Caroline talte om NOx-afgifter, har Bjarne ærgret sig over, at afgiften skulle kaste kolleger ud i arbejdsløshed.
4. Og når Caroline i denne tid advarer mod at gøre overførselsindkomstmodtagere til prygelknaber, de nye ’indvandrere’, gør Bjarne opmærksom på, at han sgu ikke gider betale for, at ’dovne Robert’ lever af hans skattekroner.

LÆS DEBAT'Dovne Robert' har en forbandet samfundspligt

Samme historier kan findes om uddannelsesområdet, ulandsbistanden, skattereformen etc.

Det infame dilemma, som har martret regeringen, er, at den både skal appellere til de højtuddannede, der foretrækker en salat og et glas vand til frokost, og til de mange, der foretrækker en stor fadøl og en grillkylling. Vi taler om en kulturkløft – måske den største? Og om en regering, der står med en fod på to isflager, der flyder i hver sin retning.

Det har gjort det svært for regeringen at finde balancen og kursen. År 1 efterlader os med en forpjusket regering, der forsøger at gøre både Bjarne og Caroline tilpas, uden at nogen af dem er glade.

Nu kan regeringen enten sige: Kulturkløften er uoverstigelig – vi giver op. Eller den kan udbryde: Selvfølgelig kan vi bygge den bro over kløften, på samme måde som Fogh i sin tid byggede bro mellem den økonomiske elite og arbejderne.

Regeringen har intet valg. Den skal vælge broen. Og tro på det. Om det også indbefatter en ny ledelse med større ’arbejderappel’, må den selv rode med. Men nemt bliver det ikke.

God fornøjelse og tillykke med 1-års dagen!