Hvorfor har regeringen ikke gjort den grønne omstilling til sit store projekt?

Det er ikke til at fatte. Og man blev mindet om regeringens undladelsessynd, da EU-kommissær Connie Hedegaard forleden var i landet.

Her gjorde hun i flere interview op med dyrkelsen af forbrugerismen: »I 1990’erne og nullerne oplevede vi en forbrugskultur i sin yderste konsekvens. Jeg tror, flere og flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om de blev så meget lykkeligere af det«. (Information, 9.10).

Men frem for alt udstillede hun Bjarne Corydon-segmentet, som sidder fast i fortiden og drømmer om at komme tilbage til det gamle vækstspor: »Økonomer og finansministre står i hele Europa og skriger til folk: Brug nogle flere penge. Men det gør de ikke (...) vi kan ikke blot gå tilbage til 90’erne« (Politiken, 26.9).

Tydeligere kan en EU-kommissær næppe kritisere den danske regerings manglende evne til at tænke i nye, grønne baner.

Og dog. For midt inde i et interview i Information sætter Connie Hedegaard trumf på: »Det burde være en umulighed, at et politisk parti kan holde landsmøde stort set uden at tale om det grønne, eller at tre danske ministre og en gruppeformand kan skrive en kronik uden at nævne det, når de snakker om fremtiden«.

Frit oversat: Det er en skandale, at danske socialdemokrater slet ikke taler om den grønne omstilling, ikke engang når de foregiver at skrive visionære kronikker i Politiken.

Smak! Smak! Smak! Problemet er, at Connie Hedegaard har fuldstændig ret. Regeringen – herunder især Socialdemokraterne – har i pinlig grad tabt den grønne tråd. Hvad blev der af fokus, modet og handlekraften? Helt væk. Gone! Den grønne skattereform? Den kom aldrig. Betalingsringen? Blev droppet. Flyafgifterne? Ditto.

O.k., det er rigtigt, at vi fik en energireform, og at der bliver tilskyndet til energiinvesteringer mv.s. Men det forslår overhovedet ikke set i forhold til de kæmpe klima- og miljøudfordringer, vi står over for. Og slet ikke i en situation med flere kriser vævet ind i hinanden: fødevare-, energi-, klima- og finanskrisen.

Fremtidens grønne udfordring kan vel bedst sammenlignes med den udfordring, som Socialdemokratierne stod over for med opbygningen af velfærdsstaten. Alligevel tøver Socialdemokraterne. De originale ideer kommer ikke.

Og hvis regeringens ideer udsættes for lidt kritik – som betalingsringen – bliver man bange for sin egen skygge. Man kan undre sig over, at det er en konservativ EU-kommissær og ikke en socialdemokratisk statsminister, der skal sige alt det rigtige om vækstens begrænsninger, forbrugerismen og miljø- og klimaudfordringen.

Og man kan undre sig over, at en S-ledet regering ikke tager Svend Auken-handsken op og satser fuldt og helt på grøn omstilling.

Jeg mener, hvad har man at tabe? Vi taler om en regering, der i et år har været i evig forhandling med sig selv i den økonomiske politik, og som i den grad mangler noget at være fælles om.

Men lige nøjagtig det grønne kan jo samle og skabe kant til oppositionen. Regeringen består af tre grønne partier med et grønt støtteparti, Enhedslisten. Flertallet er hjemme.

Kære regering: Pluk dog de lavthængende grønne frugter, der hænger lige foran jer. Skab enighed. Og begejstring!

Den socialdemokratiske tøven skyldes formentlig frygten for ’blå Bjarne’, den eftertragtede svingdørsvælger fra Herlev, som har hus og bil. Socialdemokraternes dilemma er, at ’de blå Bjarner’ gik til Venstre og Dansk Folkeparti ved 2001-valget, og siden har S skreget ’Bjarne skal hjem’.

LÆS OGSÅBlå Bjarne erobrer midten

En af ’Bjarnes’ fremmeste fortalere hedder Thomas Gyldal Petersen og er borgmester i ... ja, Herlev.

I det seneste nummer af magasinet Ræson har han skrevet denne opsang til sit parti:

»Hvor galt det kan gå, når det socialdemokratiske kompas går i stykker, lærte vi i debatten om betalingsringen. Et forslag, der ville betyde, at mange familier i hovedstadsområdet ikke længere ville have råd til en bil (...). Det var en stor glæde, at statsministeren fik betalingsringen kvalt inden fødslen, men det var en belastning for partiet, at socialdemokrater uden for Christiansborg skulle bruge så mange kræfter i så lang tid for at få det til at ske«.

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi spørger os selv, om Thornings kvælning af betalingsringen mon var en handling med stor vælgerappel?

Det, som Danmark har brug for, er en modig regering, der tør gennemtrumfe en ambitiøs plan for grøn omstilling.

Både miljøet og regeringen har alt at vinde.