Hvordan vil vi danskere reagere, hvis Barack Obama – Gud forbyde det – taber på tirsdag?

Den kollektive desillusion og depression vil indfinde sig.

For sure! Derfor er der heller ingen, der nævner den mulighed, selv om den er alt andet end urealistisk. For selvfølgelig vinder vores helt, Obama, han kan bare ikke tabe, vel?

Selv om Obamas resultatliste har været middelmådig, så har jeg endnu ikke mødt én dansker, der var dybt skuffet over manden, eller som har sagt, at Obama var faldet igennem.

LÆS OGSÅVenstrefløjens støtte til Obama er uforståelig og dobbeltmoralsk

Heller ikke da han leverede en uengageret præstation i den første tv-duel med Romney. Ingen kritik. Kun tavshed. Og det forhold, at Obama ikke fik ram på bank- og finansspekulanterne, men gjorde det tidligere jetset fra Wall Street til sine rådgivere, gav heller ingen kritik.

Obama er indbegrebet af det gode, som vil besejre det onde. Basta!

Meget mærkeligt. Og så måske alligevel ikke. For meget tyder på, at Obama udfylder en psykologisk funktion for os.

Når vi danskere elsker den mand uforbeholdent, så hænger det selvfølgelig sammen med, at han som demokrat er den, der bedst repræsenterer vores frisindede idealer og ligger tættest på vores ideer om lighed og social markedsøkonomi, uanset om vi stemmer på Venstre eller Enhedslisten.

Men ikke kun. Der er meget mere på spil i tilfældet Obama. Vi kan simpelthen ikke kan forlige os med at se Obama tabe, fordi han repræsenterer det sidste håb.

LÆS OGSÅSyv gode grunde til at håbe på Obama

Er han væk, forsvinder også troen på, at politik kan gøre en forskel. At det er os mennesker, der styrer Udviklingen, og ikke Udviklingen, der trækker os med sig. ’Yes we can’ kan på tirsdag blive til et ’No we couldn’t’.

Den scene, Obama trådte ind på i 2008, var desillusionens scene. Det gjaldt på verdensplan, hvor mange havde mistet troen på, at politikere kunne styre Udviklingen efter den tredje vejs knæfald for globaliseringen og individualiseringen.

Men desillusionen gjaldt i allerhøjeste grad også herhjemme. De seneste årtiers danske politik op til 2008 har nemlig været en dyb skuffelse for alle, der mener, at politikere bør gå forrest med de idealer, der brænder for, og at de bør styre samfundsudviklingen.

Et eksempel: Engang handlede skoledebatten om at skabe det gode samfund i form af demokratiske, selvstændige, kritiske borgere og om at skabe lige muligheder for alle. Men nu er den, som professor Ove Kaj Pedersen har vist i bogen ’Fra velfærdsstat til konkurrencestat’, reduceret til et spørgsmål om at kvalificere arbejdskraften til at klare sig i Pisa-test og på et globalt arbejdsmarked.

LÆS OGSÅDerfor støtter jeg Obama - i tale og i handling

På samme måde handler velfærdsdebatten ikke om det gode liv, men om at øge arbejdsudbuddet og trimme velfærdsstaten til globaliseringens krav.

Ligesom universitetspolitik handler om at få de studerende hurtigere igennem studierne. Summa summarum: Konkurrencestaten har slået velfærdsstaten. Og det teknokratiske sprog fra rapporternes verden har fortrængt appellen til menneskers følelser, længsler, drømme.

Passionen er væk. Nu er der kun nødvendighedens politik tilbage, som i al sin enkelhed består i, at Danmark tilpasses de globale markedskræfter. Men så trådte Obama ind på scenen, tændte håbet, og varslede den klassiske politiks renæssance.

Her var en karismatisk politiker, der kunne sige »Yes we can!« på en måde, så vi var mange, der hørte historiens store hjul og tidsånden sætte sig i svingninger.

Han blev til fortællingen om den stærke politiker, der insisterer på at styre udviklingen. Og hvilken fortælling! Obamas heltestatus i Danmark er kun blevet forstærket af, at den danske centrum-venstre-regering har skuffet fælt.

LÆS OGSÅAlt handler om at vinde Ohio - ingen nævner taberne i Youngstown

Man kan diskutere, om Thorning-regeringen er en løftebrudsregering. Men det står uden for diskussion, at regeringen i den grad mangler evnen til at formulere et klart politisk projekt, der kan appellere til vores følelser og drømme og skabe den begejstring for samfundsforandringer, som mange danskere har tørstet efter i mange år.

Regeringen har ført teknokratisk politik, der har tilpasset velfærdsmodellen til de globale udfordringer. For Udviklingen? Den styrer man da ikke, den lunter man efter, mener regeringen.

Derfor er vi danskere stadig ellevilde med Obama i dag.

Han er vores sidste håb.

Også selv om han objektivt set ikke var den Messias, mange havde drømt om.