Forløbet omkring trængselsringen har været så kaotisk, ukoordineret og forvirrende hele vejen igennem, at de fleste af os har glemt, hvad det dybere formål med betalingsmuren var fra starten.

Var formålet at sikre et bedre miljø, mindre trafik, flere penge til den offentlige transport, at mindske borgernes lyst til at tage et job i København eller måske bare at sætte nye rekorder i skattetryk? Eller noget helt syvende; ingen ved det – og nu er projektet fuldstændigt skrinlagt!

For farcen om betalingsmuren eller rettere de luftige planer om en sådan, udstiller, hvor dårlig kommunikationen er i regeringen. Sagen er yderst illustrativ for de tre regeringspartiers dybt forskellige positioner: SF er det idealistisk og utopiske venstrefløjsparti, der bare vil genere borgerne mest muligt i et håbløst forsøg på at gøre verden grønnere eller rødere, hvilket kan koges ned til, at alle skatter skal være højere således, at vi alle ender med at være næsten lige fattige.

Socialdemokraterne tør ikke altid være særligt idealistiske, fordi det skræmmer vælgerne. Det har vi just set i sagen om betalingsringen, men i det hele taget i forhold til stort set alle valgløfter, som er blevet mødt med kritik. Socialdemokraterne er ganske enkelt bange for deres egen skygge.

Det Radikale Venstre synes mest af alt at være optaget af økonomisk genopretning, hvorfor de konstant presser på for reformer, hvilket kolliderer fuldstændigt med de utopiske socialisters ønske og drømme.

Derfor var Enhedslistens Per Clausen også ude at lægge stor afstand til regeringen forleden dag i Jyllands-Posten, fordi han nu har forstået - at han og hans postkommunistiske parti reelt lægger stemmer til en i hans optik - neoliberal regering.

Betalingsringen, trængselsringen eller voldmuren om man vil; kært barn har mange navne, har hele tiden været et utopisk drømmeprojekt, skabt bag et skrivebord af mennesker med høje, sikre indkomster og minimale bekymringer - og uden føling med virkelige menneskers udfordringer i dagligdagen.

Nu er den heldigvis opgivet, men med betalingsringens pludselig død, så er regeringens ekstreme interne modsætninger udstillet til fuldt offentligt skue. Endvidere har forholdet til støttepartiet Enhedslisten og SF's idealistiske bagland lidt et afgørende knæk.

Nu ved de røde utopister med fuldstændig overbevisning, at den røde regering blot er en teknokratregering, som kun er bundet sammen om én eneste ting, nemlig, at det er mere lukrativt at sidde i regering og køre ministerbil, end at være i opposition.

Regeringen har med den i øvrigt politisk meget forståelige begravelse af betalingsringen, endegyldigt vist vælgerne, at den ikke blot er en løftebrudsregering; det ved alle, men hvad endnu værre er, at den er decideret splittet og uden fælles mål for slet ikke at tale om fælles strategi og koordination.

Nu vil kritikerne af mig og Dansk Folkeparti nok tænke: Ah det er bare noget han siger, fordi han ikke kan lide den røde regering. Til det vil jeg svare: Regeringen har bebudet, at den nu vil gennemføre en række reformer, herunder gøre det vanskeligere at komme på førtidspension, jagte og aktivere arbejdsløse unge og gennemføre en skattereform, der skal gøre det mere attraktivt at arbejde.

Det emmer ikke just af socialisme og røde mærkesager. Man skal også være mere end almindelig omstillingsparat for at forstå, at den førhen så skingre og socialt indignerede Mette Frederiksen (S) nu ikke længere har ondt af de svage, men vil tvinge dem i job. Morten Bødskov (S) plejede at sidde på News og gjalde om ufinansierede skattelettelser til bankdirektørerne, hvilket han så nu har gjort til en mærkesag at gennemføre som politisk programpunkt.

Endelig plejede SF at tale om den sociale massegrav, hvorefter deres markante socialordfører, Özlem Cekic, måske ved et uheld, måske bare af mangel på viden, kom til at afsløre, at en del mennesker på kontanthjælp får mere ud af den metier end de lavtlønnede af at arbejde, hvorefter hendes partifælle Thor Möger Pedersen bebudede, at nu skal skatten på arbejde ned!

Det røde regeringsprojekt fortoner sig derfor fuldstændig til tonerne ved betalingsringens sørgemarch, og tilbage står en fuldstændigt afpillet og blottet statsminister og SF formand, som ikke længere stoler på hinanden og som ikke synes at ane deres levende råd om, hvorfor de egentlig er kommet i regering, andet end, at det er enormt spændende at rejse verden rundt på første klasse.

Nedtællingen er begyndt og SFs trængsler bliver ikke løst ved at sende trængselsringen i kommission, tværtimod udstiller det blot partiets fundamentale problemer som deltager i et regeringssamarbejde, hvor dets mærkesager slet ikke prioriteres - endsige respekteres - af de to andre partier

Mvh. Peter Skaarup