Der har igennem de seneste uger været meget stor fokus på Socialistisk Folkepartis formandsvalg. Villy Søvndal opgav for nylig kampen for at genoprette partiet efter den fatale deltagelse i en regering, der på lange stræk fører reformpolitik, frem for velfærdspolitik. Nuvel, Folkesocialisterne opsagde selv kontraktpolitikken før valget, hvilket jeg også påpegede på denne plads ville kunne gå hen og få vidtrækkende konsekvenser. Dem ser vi så nu. SF’erne og Socialdemokraterne står til at miste ca. en tredjedel af deres mandater, hvilket i parlamentarisk forstand er at sammenligne med et blodbad. Man kan beskrive SF’s kamp for at blive regeringsparti med et rammende gammelt citat: Operationen lykkedes, men patienten døde.

Ret skal være ret, SF er ikke døde, men partiet lider under at have solgt sin sjæl til den Radikale formand, Margrethe Vestager, for at få rådighed over seks ministerbiler. Det nuværende formandsopgør skal naturligvis ses i det perspektiv. De seks ministre støtter alle den nuværende ledelses kandidat, Astrid Krag, men det synes som om, at det oprindelige mere fodformede SF er mere end træt af den nuværende ledelses nærmest selvudslettende og neoliberale tilgang til regeringsdeltagelsen.

Nu er det selvfølgelig helt op til SF’erne om de ønsker sig et såkaldt demokratisk valg til formand i en situation, hvor partiet er ved at gå op i interne stridigheder, fløjkampe og dårlige meningsmålinger. Spørgsmålet er blot om timingen fra den afgående Villy Søvndal har været god – både i forhold til sit partis fremtid og regeringens ditto?

Under alle omstændigheder er det ikke en skøn forestilling, når et parti bryder ud i noget, der mest af alt minder om en borgerkrigslignende tilstand. Det får være, hvad være er; sagen er blot, at der rent faktisk er reelle og dybereliggende politiske stridigheder i SFs rækker. Og det er vel i virkeligheden de politiske uenigheder, som vi udenforstående læsere og seere af medierne er interesserede i.

Kan ministerbiler erhverves til en for høj pris? Kan man bare sig ét før valget og gøre noget helt andet efter? Kan SF kort sagt tåle at føre noget, som de før valget ville have betegnet som værende ultraliberal politik?

Svarene blæser i vinden, men min fornemmelse er, at det er de spørgsmål, de skuffede SF vælgere sidder tilbage med. Derfor vil ingen nok falde ned af stolen, hvis det blev Annette Vilhelmsen, der løb af med sejren, hvilket igen meget nemt kunne føre til, at hun ville udfordre regeringens neoliberale sparekurs. Det synes i al fald paradoksalt, at de selvsamme partier – S og SF – der før valget råbte og skreg om sociale massakrer og det der var værre, nu uden at kny, forsvarer en halvering af dagpengeperioden.

I skrivende stund har statsminister Helle Thorning-Schmidt just holdt sin åbningstale for Folketinget og Regenten. Den var som forventet klinisk renset for indrømmelser overfor de måske 20.000 mennesker, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet til nytår og over for de mange, der er påvirket af den utryghed, det skaber. Det gør naturligvis, at den klassiske venstrefløj er i oprør, at SF ligner et parti i åbent opgør og at fagbevægelsen samtidig står målløs og afpillet tilbage; de havde nok forventet større afkast af deres kæmpeinvestering i Thornings valgkamp.

I gårsdagens åbningstale var Thorning inde på problemerne i ghettoerne, herunder de bander i Vollsmose, der flytter deres interne opgør ind på Odense Universitetshospitals skadestue. Thorning pralede med, at hun har sat overførslerne op til disse bandemedlemmer. Ja, det gjorde hun faktisk. Hun er stolt af, at startydelsen er afskaffet, så bandemedlemmerne nu står til at få op mod fordoblet deres indkomst, før deres eventuelle indtjeninger via narkohandel, dummebøder etc. Desværre er det ikke det eneste destruktive, den med god grund stærkt upopulære regering har gjort for at skade integrationen. Nu er grænserne reelt åbne på vid gab for alle lykkeriddere fra Mellemøsten, og vi har senest set, hvordan 38 kriminelle blev anholdt i Center Sandholm, hvor de enten gav den som asylansøgere, mens de sælger narko på Vesterbro eller ganske enkelt bare opholder sig illegalt ilandet med Center Sandholms stiltiende billigelse. Jotak, Thornings kulturradikale og EU-begejstrerede regering fik fjernet grænsebommene, hvilket det ikke tog menneskesmuglerne mange sekunder at reagere på – desværre. Nu kan problemerne, som den nye regering har skabt mærkes helt fysisk i og omkring narkomiljøet på Vesterbro og mange andre steder i landet.

Nu bliver det så spændende om regeringen giver op og udskriver valg på baggrund af de enorme indre spændinger, som også har ført til SFs interne splittelse, eller om de giver op, fordi Thorning-Schmidt indser, at befolkningen ikke støtter hende og hendes politik?

Det kan slet ikke udelukkes, at Thorning-regeringen i løbet af det næste års tid vil se så mange sprækker i regeringssamarbejdet, at det meget nemt vil kunne føre til, at Thorning må smide håndklædet i ringen, som hendes store idol Anker Jørgensen også måtte gøre i 1982.

Mvh.

Peter Skaarup