På og omkring Christiansborg cirkulerer en historie, som beskriver de konservative på følgende vis:

Hvis du møder en tilfældig mand på gaden, er der tre gange så stor chance for, at han er homoseksuel, som at han stemmer konservativt.

Dette naturligvis skrevet uden at forklejne hverken konservative eller homoseksuelle.

De konservatives ulykkelige situation er et problem for både højre og venstre side af Folketinget. Borgerligheden først.

Der er ikke skyggen af tvivl om, at Lars Løkke Rasmussens partifæller på ingen måde har problemer med, at deres ’brødre’ hos K ligger og bløder.

Rivaliseringen i den borgerlige blok har altid været skånselsløs, præcis som kampen hos de røde mellem SF og Enhedslisten og mere historisk kampen mellem Socialdemokratiet og kommunisterne.

Men Løkke må være bekymret inderst inde. Sagen er, at når valget kommer, og der er tvivl om, hvorvidt Barfoeds tropper er kommet ind i tinget eller ej, da truer stemmespildet.

Nok er Løkke foran 53/47 lige nu, men det vil næppe holde tre et halvt år frem.

Regeringen kører stadig mere sikkert, hvad vælgerne dog ikke har opdaget endnu, og statsministeren har lang tid til at lære den svære metier.

Derimod er der intet, som tyder på, at de konservative kommer til at vokse fremover.

En langsom sivning er et mere sandsynligt scenarium, simpelthen fordi Barfoed allerede havde vendt skuden, hvis han kunne.

Barfoed har forsøgt at markere særlige K-standpunkter, og stadig synker han stille som en sten mod havets bund.

Om et år er vi to et halvt år fra valget, og her lukker leddet for særstandpunkter hos V og K, idet en fælles front er nødvendig for at stå som et relevant alternativ på valgdagen.

Derfor er hverken energiforhandlingerne eller andre store reformbeslutninger Lars Løkkes største bekymring over de næste tre et halvt år, men snarere det matematiske forhold mellem landets konservative og homoseksuelle mænd.

Et stemmespild på 1,9 procent vil være en klar forhindring for at genvinde magten.

De konservatives skæbne ligger også Thorning, Vestager og Søvndal (Möger) på sinde.

Sagen er jo, at den røde regering har flertal med de konservative, hvis Johanne Schmidt-Nielsen og hendes tropper i Enhedslisten afholder sig fra at stemme.

På vej ind i et stalinorgel af reformer er der grund til dybe panderynker i regeringen.

Kontanthjælpsreformen, førtidspensionsreformen og skattereformen vil med en af Thorning-Schmidt udstedt statsgaranti ikke kunne bæres igennem tinget med Enhedslistens stemmer, idet reformerne vil gøre livet mere surt for dem på overførselsindkomst.

Det betyder, at såfremt Løkke siger nej, har regeringen kun én alternativ mulighed: at de konservative siger ja og EL afstår fra at stemme.

Hvad der bliver nemmest – at overtale en ekstremt presset Lars Barfoed til at gå selv i en højspændt politisk forhandlingsproces, som Løkke har vendt tommelfingeren nedad til, eller at overtale det rasende parti på den yderste venstrefløj til at undlade at stemme – ved jeg ikke.

Den kolde analyse er den, at en Barfoed i fremdrift vil have en del mere mandsmod over for en Løkke, som i gigantstørrelse bare står med ryggen til og råber nej til forlig. En Barfoed tæt på spærregrænsen vil vide, at træffer han den forkerte beslutning, bliver han partiets sidste formand.

Man skal ikke være et politisk geni for at indse, at chancen for at få Barfoed til at stemme for reformer, når Løkke siger nej, og samtidig få Johanne Schmidt til at undlade at stemme, ikke er overvældende, når det kommer til de defining moments, hvor de store forlig skal i kassen.

Det betyder reelt, at dansk politik er på vej tilbage til den gammeldags model, hvor der enten bliver forlig over midten, eller (måske) folketingsvalg i utide. Løkke må for længst have indset, at han kan fremprovokere et valg i utide, hvis han vælger at sige nej til en stribe nødvendige reformer, som alle skal vedtages i 2012.

Forestil Dem situationen, kære læser, hvor statsministeren til december må konstatere, at der ikke findes et flertal for regeringens højtprofilerede kontanthjælpsreform, for dens førtidspensionsreform, for dens fleksjobsreform og for dens skattereform (og måske for dens energireform).

Siger Løkke nej til dem alle, må Thorning-Schmidt konstatere, at hun ikke kan regere landet med det nuværende Folketing. Tilbage er kun en varm ministerbil.

Vil Løkke og Venstre komme dertil? De vil jo gerne have disse reformer. Ja, hvis målingerne er som nu. Og Barfoed?

Tja, Løkke kan jo komme til den konklusion, at et hurtigt valg mindsker chancen for et livsfarligt konservativt stemmespild.