Igen og igen sejler regeringen på nærmest ’Titanic’-lignende skær i den stadig mere ulykkelige sag om betalingsringen.

Og hele Christiansborg er snart ét stort spørgsmålstegn og spørger, hvorfor Thorning-Schmidt, Vestager og Søvndal dog vælger at tage så mange tæsk på en sag, som selv den røde bloks bilkørende vælgere (Megafonmåling fra Kraka) er imod.

Har SF reelt truet med at forlade regeringen? Klynger SF sig stædigt til ’ringen’, idet partiet er pinligt opmærksom på, at den er den eneste synlige storpolitiske SF-mærkesag i hele regeringsgrundlaget?

Man truer sjældent med at gå, men med at blive. Men prisen for ’ringen’ kan vise sig at blive ufattelig høj for den pressede regering, hvad den underligt nok ikke har forstået. Den kolde analyse er nu, at tænker Søvndal på sig selv, kan han umuligt forlade sit regeringsprojekt uden selv at gå.

Tænker han på partiet, må han allerede nu sande, at projektet bare ikke er faldet ud til SF’s fordel, hvorfor han bør tage konsekvensen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har endnu en gang bandet betalingsringen langt væk, da hun på sit pressemøde i tirsdags ikke kunne huske, om der står ’cirka’ eller ’højst’ i regeringsgrundlagets passus om det provenu, som betalingsringen skal indbringe.

Statsministeren blev latterliggjort. Og ugerne går. Regeringens vægelsind er blevet udstillet, idet lovforslaget skulle være fremlagt for længst. Christiansborg lugter regeringskrise, og tilsvarende mediehetz er vel kun blevet finanssektoren til del ved krisens start.

Hvorfor er det så svært at få sagen afklaret, givet at tiden ikke arbejder for regeringen? Hvorfor kan man ikke kalde det en ’hastesag’ og ’lande ringen’ såvel placeringsmæssigt som provenumæssigt, således at SF oplever en vis largesse fra de to øvrige regeringspartiers side? Hvem trækker tiden? Se svaret sidst i teksten.

Selv om SF ikke direkte truer med at gå ud af regeringen, peger flere forhold på, at dette måske er det klogeste. For taler tre ting. Der er ikke mere synlig SF-politik i regeringsgrundlaget. Og regeringsgrundlaget er af gode grunde blevet en hellig bibel for regeringen, idet den ikke er enig om ret meget i udgangspunktet.

For det andet vil SF herfra kun opleve, at det ene forlig over midten efter det andet vil give Enhedslisten vind i sejlene. Johanne Schmidt-Nielsen vil igen og igen sidde med sine venlige dådyrøjne og kritisere Søvndal for at svigte de svageste. De stærke radikale vil arbejde over midten, jf. klimasagen – og det bliver dyrt for SF.

For det tredje tvinges partiet igen og igen til at være loyalt over for en politik, som man dybest set ikke deler. Som tilfældet er med skattereformen, kæmper man af al magt med at frame denne i forhold til det arbejdende folk.

Men blækket vil ikke være tørt på den politiske skatteaftale, før medierne bringer beregninger om, hvem der tjener mest på reformen: bankdirektøren eller kassedamen. Med den krævede topskattelettelse; gæt, hvem der vinder?

Indsatsen på kontanthjælpsområdet, førtidspension, trepartsforhandlinger vil heller ikke gøre nogen SF’er glad. Det, som taler for at blive hos Thorning-Schmidt og Vestager, er to forhold. SF er kommet i regering for første gang.

Og magten udøves faktisk af diverse ministre. Ida Auken maser – som en af de bedste SF-ministre – på med vanlig gejst i sit Miljøministerium. Pia Olsen Dyhr gør det vel o.k. som landets eksportambassadør. Og den barselsramte sundhedsminister, Astrid Krag (og stedfortræder Pia Olsen Dyhr), er overraskende ikke kommet i totalt uføre i den svære sundhedssektor.

Det tager tid at blive et ægte magtmenneske, og hvis flere SF-ministre (bl.a. Søvndal selv og Ole Sohn) nærmest virker, som om de har dårlig samvittighed, når de ankommer til deres ministerkontorer, så er det – efter 52 år hængekøjen – vel ikke så mærkeligt.

Søvndal har satset hele butikken på regeringssamarbejdet. Går han ud af regeringen, går han som formand. Og sammen med ham går bl.a. Thor Möger, hans lysende håb, som ikke er nogen sællert internt i SF. Så længe SF er i regering, er Möger en del af løsningen.

Går de ud af regeringen, bliver han en del af problemet og syndebuk. Og hvem skal tage over? Af de unge SF’ere er det kun Ida Auken, som har en folkelig profil, der kan samle stemmer.

Det forhold, at en exit fra regeringen indebærer en exit for Søvndal selv, besvarer det indledende spørgsmål om, hvorfor betalingsringen trækker ud: Thorning-Schmidt og Vestager ved, at de kan presse Søvndal, uden at det får parlamentariske konsekvenser.

Og lige nu vil – ikke mindst de radikale – hellere lege kattens leg med musen end arbejde på at få regeringen videre. Så grum (og ulogisk) er politik også.

God søndag.