Da Tøger Seidenfaden og jeg i sin tid fik ideen til at stifte tænketanken Kraka, skete det nærmest i en fælles rus af frustration over, at politikerne på Christiansborg ikke havde vilje til at træffe de store tunge beslutninger, som nødvendigvis må træffes, hvis Danmarks velfærdsmodel skal bestå i fremtiden.

Men siden Anders Fogh susede gennem 00’erne uden at udnytte de gode tider til at sikre den langsigtede finansiering af velfærden, er der kommet hul på bylden.

Først gik Lars Løkke all in med sin reform af efterlønnen. Så kom den nye regering til med et reformprogram, der ligger lammende langt fra det, man førte kampagne på i årene op til valget i september. Selvsagt er de radikale glade, da både Løkkes og Thorning-Schmidts politik ligger tæt på det, Vestager drømmer om.

Men dansen om de radikale er næppe hele forklaringen på det ’reformdigebrud’, som det seneste år er skyllet ind over dansk politik. Snarere skyldes det en reel erkendelse af, at verden omkring os er ændret markant inden for de seneste par år.

Han bliver nu kaldt Blå Bjarne. Finansministeren. Det er vist et hæderstegn for en socialdemokratisk finansminister. Senest har vi oplevet ham operere med statsministeren i trepartsforhandlingerne, hvor fagbevægelsen i den grad bliver forventningsstyret i retning af, hvor meget medlemmerne skal give, og hvor lidt de vil få.

Corydon har et rimeligt forhold til den stærke Vestager. I ugens løb udgav hun den økonomiske status for Danmark med den sexede titel ’Konvergensprogrammet’. I konvergensprogrammet bankes den nye verdensorden fast.

Der kan ikke bruges penge, som ikke er der (vi kan ikke låne), eller som man forestiller sig nok kommer ind engang i fremtiden. Det sidste er nyt og udgør det såkaldte forsigtighedsprincip, som regeringen fra starten har lagt op til.

Det andet lille regimeskifte er, at der nu ser ud til at blive gjort endeligt op med de budgetskred, som har plaget kongeriget i de seneste 20-30 år. Systematisk er de offentlige udgifter steget mere end det, som skiftende finansministre har planlagt.

I en privat virksomhed var hovederne rullet. Den nye budgetlov med et udgiftsloft for både stat, regioner og kommuner efterlader ikke megen plads til budgetgymnastik. Med andre ord, i den nye tid skal pengene passe i en grad, som ikke efterlader det mindste spillerum for en socialdemokratisk statsminister til at tage ’lidt chancer’.

Med gældskrisen sydpå, med den græske nærbankerot, med den nye finanspagt og i det hele taget en ny verdensorden, hvor alle landes økonomiske politik gennemlyses og udstilles af kapitalmarkederne, er tiden for ’chancesejlads’ forbi. Rød eller blå.

Derfor ser Thorning-Schmidt og hendes del af regeringen noget anskudt ud, fordi hendes og Villys program – ’Fair løsning’ – ikke helt tog højde herfor. De finanspolitiske udfordringer og virkelighedens barske realiteter blev undervurderet. Derfor kaldes han Blå Bjarne.

Derfor var der uro i Enhedslistens bagland op til denne weekends landsmøde, fordi selv Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen har forstået, at man nok kan skælde ud på regeringen, skrive kronikker med Hardy Hansen, men forvente 15.000 kroner om måneden til alle på overførselsindkomst hører en svunden tid til.

Den gode nyhed er vel, at vores bekymring for, om politikerne kan/vil udvise handlekraft, ser ud til at være under angreb. Jeg tror, at Tøger ville have glædet sig. Den dårlige nyhed for vælgerne er, at det bliver stadig vanskeligere at se forskel på rød og blå.

Regeringen slås nu for, at vi i Danmark kan styre sikkert uden om den situation, som vi ser Sydeuropa. Det kræver rettidig omhu, opgør med nogle rettigheder og en svær indenrigspolitisk balance.

Regeringen vil berettiget gøre den indsigelse, at grænsekontrollen samt udlændingepolitikken ikke længere er udsat for overgreb fra højre, og at fattigdomsydelserne er afskaffet. Men det vil efterhånden blegne, i takt med at der fyldes op i den anden vægtskål. Skattereformen bliver rigtig svær.

Der kommer formentligt også – som en del af kontanthjælpsreformen – nye krav til de ledige, som Enhedslisten vil opfatte som en delvis tilbagerulning af fattigdomsydelserne.

Den dårlige nyhed for Thorning-Schmidt er, at hendes vælgere ikke kan skelne hende fra Lars Løkke, når det gælder økonomien, og at Løkke unægtelig har mest at vinde her, givet den røde plan, som S-SF-duoen gik til valg på. Thorning-Schmidt, Løkke?

Skal hun profilere sig, bliver det ikke på den økonomiske reformpolitik, men på andre områder, eksempelvis værdipolitikken, privat-offentligt samarbejde osv.

Men er det nok? God søndag.