En ulykke kommer sjældent alene. Efter gårsdagens hovedbestyrelsesmøde i Dansk Metal stod det klart, at formand Thorkild Jensen end ikke har opbakning til at forhandle med en enkelt feriedag.

Så var den ged barberet - Metal måtte melde fra. Hvorfor er det kommet hertil? Fire grunde:

1) For første gang i årtier handler forhandlingerne mellem parterne om noget, de almindelige medlemmer kan forstå. De skal arbejde mere, miste feriedage, være mindre i sommerhus med langelændere på grillen.

Normalt forstår alene de folkevalgte faglige ledere og så bureaukraterne i fagbevægelsen og regeringen, hvad det er der snakkes om. Almindelige smede og tømrere kigger mere passivt ud over en stribe tilbud om efteruddannelse osv., uden at deres puls stiger af den grund. Det gør den så nu.

2) Statsministeren har brudt sit løfte om, at såfremt tilbagetrækningsreformen blev gennemført, ville hun trække kravet om de 12 minutters mere arbejde. Løkke og Vestager gennemførte forringelsen af efterlønnen, og Thornings løfte blev ikke glemt. Løftebruddet kan være et banesår.

3) Arbejdsløsheden er af astronomiske dimensioner - hed det under Løkke, når SF-bossen Søvndal og Thorning dengang skulle beskrive situationen. De faglige kammerater troede på dem. Problemet er, at dengang såvel som nu er der ikke den store ledighed, hvis man sammenligner med tidligere tider.

I 1993 var bruttoarbejdsløsheden 410.000 personer og i dag er den kun på 160.000. Hvilket er lavere, end da Nyrup-regeringen faldt i 2001. Men bordet fanger. Den 'astronomisk høje' ledighed gør, at ingen metalarbejder fatter, at de pinedød skal arbejde mere og undvære deres langelændere.

4) Endelig er der regeringens elendige meningsmålinger. De faglige kammerater ved, at skal de kæmpe for en forringelse, som deres medlemmer hader, og det sker i en tid, hvor historisk få af dem stemmer på S og SF.

Havde Thorning haft 35 procents opbakning, ville sagen måske stille sig anderledes. Valget står således mellem Thorning eller deres medlemmer, og hvem ville De vælge, kære læser?

Regeringens svage position udvander dens situation i alle forhold; sådan er politik.

I 2011 tabte LO-fagbevægelsen 45.000 medlemmer. De gule konkurrenter gik op med 67.000. Læg nu til, at LO - hvis de ikke vender tilbage til forhandlingsbordet - stort set har afskrevet sig fremtidig indflydelse på samfundsudviklingen, hvad de ikke vil få ros for af deres medlemmer.

Nervøsiteten bør brede sig på Islands Brygge. LO er derfor ikke lykkelige for Metals hovedbestyrelse, men må tavs se på. LO er nu ude i en overlevelseskamp.

Konsekvenserne for regeringen er monumentale. Trepartsforhandlingerne udgør en tredjedel af regeringens reformprogram i valgperioden. Og nu skydes den ikke ned af Venstre, men af regeringens eget bagland. Det siger sig selv, at hvis indtrykket af S-R-SF-aksens arbejde overhovedet kan blive værre, så sker det nu.

Men Thorning ligger, som hun har redt. Hun hvirvler rundt i en ond spiral, der dækker alle afkroge af hendes politiske projekt.

Får vi valg? Nej. Definitionen af kabinetsspørgsmål har ændret sig over de seneste årtier. Thorning bliver siddende uanset og håber. Men kønt eller sjovt bliver det ikke.

Og Løkke - ja, han bliver bare vanskeligere. Lige nu er alt forhandlingsaktivitet omkring førtidspension og fleksjob stoppet. Han skal ud og ikke ind i forhandlingerne.