Jeg er til Folkemøde. I Allinge på Bornholm.

Sidder og smider sten i vandet nede ved havnen og betragter Østersøen, som viser sig fra sin fredelige side. Det er en del mere, end man kan sige om de partier, som deltager i forhandlingerne om en skattereform.

Regeringens skæbne og Thorning-Schmidts politiske eftermæle kan blive skrevet i disse dage, hvor reformforhandlingerne kører på sit højeste.

For at starte med konklusionen trækker det op til et forlig med Enhedslisten, hvilket ikke fjerner Thorning-Schmidts problemer, men blot gør dem lidt mindre, end hvis hun indgår et forlig med Venstre.

I går skred Pia Kjærsgaard fra skatteforhandlingerne. Reformen er for socialt skæv, hed det. Den holdning deles langt ind i S og SF’s folketingsgrupper og baglandet ude i fædrelandet.

Faktisk er der flertal i grupperne for, at regeringen skal lægge kursen om og sætte blå Bjarne ind i et lokale med Johanne Schmidt-Nielsen frem for Lars Løkke.

Sandheden er, at regeringens fremlagte reform opfattes som ren venstrepolitik i S og SF. Og det er en håbløs opgave, når stats- og vicestatsministeren fortæller historien om, at regeringens politik ikke er blå.

Forslagene om at regulere overførslerne (herunder efterlønnen) ned med 5 pct. frem mod 2022 og reduktionen af folkepensionens grundbeløb er alt for klare symboler på det modsatte.

Der er to grunde til, at Enhedslistens nummer bør komme ud på rouletten nu. For det første vil Lars Løkkes taktisk kloge krav om yderligere skattelettelser (til de rige) formentlig betyde et yderligere vælgertab fra de 16,8, som Socialdemokraterne brillerer med for tiden.

Det vil destabilisere partiet yderligere, og ingen aner, hvad det kan føre med sig. I forvejen er det kun akkurat sådan, at roen bevares hos de bekymrede S-medlemmer.

SF kan se frem til et yderligere tab af vælgere til Johanne Schmidt-Nielsen, idet partiet vil have svært ved at argumentere for, at den førte politik indeholder så meget som en promille af det, som SF står for.

For det andet er det faktisk muligt at skrue en skattereform sammen, som Enhedslisten kan leve med, og som i alt væsentlighed lever op til regeringsgrundlagets krav om at skaffe 3 mia.kr. og tusindvis af hænder på arbejdsmarkedet.

Disse krav må og skal opfyldes, for at Margrethe Vestager kan se sig selv i reformen.

For Enhedslisten er der én knast over dem alle: reguleringen af overførslerne. Fjerner man denne, vil et forlig med venstrefløjen pludselig blive en realistisk mulighed.

Kraka fremlagde tidligere på ugen en skitse til en skattereform, som – gennemregnet efter regeringens egne regneprincipper – netop viser, at regeringen i alt væsentlighed kan komme i mål med kravene i regeringsgrundlaget, hvis man fjerner reguleringen af overførslerne og erstatter dem med bl.a. en lidt større reduktion af rentefradraget, en lidt større forhøjelse af topskattegrænsen og en målretning af beskæftigelsesfradraget mod de dårligst stillede.

Krakas reformskitse illustrerer yderligere, at en sådan reform vil være langt mere socialt balanceret end den, regeringen har lagt frem.

Indgår regeringen en skattereform med Enhedslisten, vil den også indgå et finanslovsforlig med sit parlamentariske grundlag.

I regeringen er der en bekymring for, at en øget afhængighed af Enhedslisten vil gøre det let for Venstre at hænge regeringen ud som en venstreorienteret, yderliggående regering. Og dermed æde sig yderligere ind over midten i dansk politik.

Bekymringen har ikke meget på sig. Hvis der er én lære fra regeringens levetid, er det, at vælgerne forholder sig til substansen.

Præcis som ved de kuldsejlede trepartsforhandlinger, hvor lønmodtagerne pludselig kunne forstå, at der skulle pilles ved deres feriedage, vil vælgerne, når det kommer til skat, gennemskue, at selv Krakas modificerede skattereformforslag langtfra er rødt.

Havde Løkke fremlagt den samme reform, da han var statsminister, ville S-SF og EL have slået korsets tegn. Sandheden er, at den politiske midte og definition af, hvad der er normal rød politik, måske nok er flyttet inde i hovedet på ledelsen i S og SF, men hos vælgerne ligger tingene, hvor de plejer.

Det betyder, at regeringen faktisk vil placere sig på den højre side af midten, selv om forhandlingerne med Johanne Schmidt-Nielsen tager afsæt i Kraka-reformen.

Fogh og Løkke regerede med DF i ti år, hvad de ikke blev straffet for. Vælgerne forlod VKO, fordi de troede på Thorning-Schmidts og Søvndals løfter.

Løkke vil naturligvis kun indgå en aftale om skat, hvis den river regeringen i stykker. Så enkelt er det. Kanske en aftale med Johanne Schmidt ikke kommer helt i mål i forhold til kravene i regeringsgrundlaget. Men den kommer tæt på. Og hvorfor lade det perfekte blive det bedstes værste fjende?

God weekend.