Søvndal går nu.

Det er ikke et sekund for tidligt, at Søvndal forlader broen, hvis han vil undgå, at hans tid som SF-formand skal huskes som andet end en politisk katastrofe.

Søvndals regeringsprojekt vil med garanti give partiet et elendigt valg næste gang med ham som formand, idet regeringens politiske linje, som Søvndal har været fortaler for, er meget langt fra den politik almindelige SF'ere ønsker.

Det sikre valgnederlag kan nu muligvis undgås med en ny formand som har tid til sætte sig ordentligt i stolen. Derfor går Villy. Han har intet valg.

Den nye formand skal vælge én af to svære beslutninger:

1. Den nye leder skal kræve et nyt regeringsgrundlag, hvor SF får et antal klare mærkesager ind. Det kan en ny formand kræve i modsætning til Søvndal, som hænger på den nuværende politik. Men vil Margrethe Vestager være med? Næppe.

2. Hvis ikke ovenstående kan gennemtrumfes, er det muligt, at SF må forlade regeringen. For bliver SF i regeringen med alting uforandret på nær et nyt ansigt, vil det blot være et spørgsmål om tid, før også den nye formand må gå. Partiet vil gå under spærregrænsen. SF-nestor Aage Frandsens yderst præcise kritik er ved at blive til virkelighed af én simpel grund: Den har logikken med sig.

Der er ingen tvivl om, at Søvndal hellere havde set en anden udvikling.

Men Thor Mögers politisk umodne rådgivning (personligt har jeg aldrig set et dårligere politiske boldøje) og Søvndals følgagtighed sænkede den mand, som for få år siden var dansk politiks rockstjerne.

Søvndal fik skibet SF ind i et politisk program, som selv parolen 'det tager tid at vænne sig til at være i regering' ikke kunne forhindre blev - og bliver - opfattet som en katastrofe i SF's bagland. Özlem Cekic's tilhængere er ganske enkelt for mange.

Læg hertil, at mens Søvndal oplever sit livs nedtur, blomstrer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen op og skovler stemmer ind til Enhedslisten i et mildt sagt naturstridigt omfang.

SF kan ikke holde til, at den egentlige konkurrent, Enhedslisten, brager op til næsten tredobbelt størrelse af Søvndals parti.

Søvndals projekt om at samle oppositionen startede, dengang han kom til magten i partiet. Det var et klogt brobyggerprojekt. Og uden SF's fleksibilitet havde de næppe sammen med socialdemokraterne kunne vælte Løkke.

Socialdemokraternes - dengang som nu - dybfrosne forhold til de radikale (Sass Larsens håbløse strategi med at trampe på de radikale, selv om de havde de afgørende stemmer) var og er dyrekøbt. Og uden et SF, der var med på en politik, som de vrede radikale kunne sluge, ville S-R-SF-samarbejdet have været en illusion.

Derfor er det bedste, man kan sige om Søvndals ledelse, at hans intention om at vælte den borgerlige regering gennem samarbejde var ægte og klog. Men han solgte sin politiske sjæl på vejen. Og det blev hans endeligt.

Nu kommer der en ny formand.

Og oddsene taler for, at partiet vælger en person, som står for det stik modsatte af Søvndal og Mögers linje. For at samle partiet og tilbageerobre stemmer fra Schmidt-Nielsen.

Astrid Krag er derfor favorit, som den SF-classic-type, hun har ry for at være - på trods af at hun har støttet entydigt op om Søvndals linje.

Ida Auken vil være det bedste valg. Bortset fra at hun - som Astrid - også er så ung. Dansk politik har mange nutidige eksempler på, at såkaldt unge talenter (Johanne Schmidt-Nielsen undtaget) med meget stor sandsynlighed ikke får succes i toppen af et parti, fordi de endnu kun er - talenter.

Men Auken har profilen, og hun er grøn som en skovfrø i regnvejr.

Outsider er den politiske ordfører Jesper Petersen, hvilket færdiggør indtrykket af, at SF ikke rigtig har en oplagt kandidat. Vi ser.

En epoke er forbi. Thor Möger, SF's stærke mand, er siden skattereformen, hvor regeringen indgik forlig med de borgerlige, blevet svækket totalt i de hårde debatter i Økonomiudvalget.

Det efterlader partiet i en håbløst svag situation. Den eneste SF'er i kongeriget, der kan lide Möger, er Søvndal, og nu er hans beskyttende arme væk.

Thorning-Schmidt og Vestager må forberede sig på, at SF snart forlader regeringen, hvilket vil være det klogeste for alle partierne.

Søvndal kan glæde sig over, at selv om SF's regeringsprojekt ikke når frem til næste valg, kan en ny formand kræve, at SF træder ud, uden at man taber ansigt. SF har optrådt modent så langt. Taget pillerne om man vil.

Søvndal vil blive husket som en stor SF-leder på godt og ondt. Og alt var faktisk godt - bortset fra, at politikken var den forkerte, og vælgerne og SF's bagland undsagde manden, der endegyldigt har ansvaret: Villy Søvndal.