Hun sad der på stolen, midt på den store scene.

Hun sad og hørte Poul Nyrup Rasmussen - hendes forgænger i embedet - tale om, hvordan alting også gik af h... til i starten af 90'erne. Kameraet fangede, hvordan hun nærmest forvandlede sig til en lille pige, som til sin egen overraskelse havde fået oprejsning fra en blodig uretfærdighed. I de få sekunder var hendes byrde lettet - lidt.

I de få sekunder kunne alle i salen og ved fjernsynsskærmene forstå, at det havde været tilsvarende slemt at være socialdemokratisk statsminister tidligere i historien. Da lettedes byrden kortvarigt. Og et glimt af håb tændtes.

LÆS OGSÅThorning genvalgt til stående ovationer

Kongressen var ikke en sejr for Thorning-Schmidt, men et stykke arbejde, der skulle gøres. I en blanding af professionel begejstring og dyb bekymring gik hendes delegerede rundt i den forgangne weekend og gjorde det, de skulle: holdt deres bøtte på talerstolen med alt det, som de ikke tror på ved deres regering og dennes chef.

Thorning-Schmidt skal ikke overfortolke velviljen. Som slagtekvæg på vej til slagteriet havde de forsamlede S'ere ikke noget valg. Skal de undgå deres skæbne, som den tegner p.t., har de kun hende at håbe på.

Finansminister Corydon - 'Blå Bjarne' eller (efter hans positive udsagn om økonomien næste år) 'Økonomiske Ali' - var ligeså udkommanderet til at give sit bud på, hvorfor alle i salen skal acceptere lidelserne. Det gjorde han suverænt.

Såvel som statsministeren selv, da hun forklarede, at det smertelige nu engang er en del af pakken, når man som socialdemokrat vælger at påtage sig ansvaret.

Nøglespørgsmålene, som de begge kæmper med, er følgende:

1) Hvorfor skal de bakke aktivt op om dagpengeperiodens forkortelse, når det ikke er en blomst, som er groet i deres have?

2) Hvordan hulen forklarer man, at der nu føres en anden økonomisk politik end den, S-SF gik til valg på, når S har statsministerposten, når partiet er det største parti, og situationen i kongeriget er næsten lige så krisepræget, som Thorning-Schmidt og Søvndal før valget fortalte, at den ville være, hvis danskerne én gang til stemte Lars Løkke til magten?

LÆS OGSÅNyrup langer 'stilfærdigt' ud efter Vestager: Tænk dig om

Poul Nyrup holdt kongressens suverænt bedste tale, og han ramte ligeledes hovedet på sømmet i to henseender. Første sømhoved: Han talte til regeringens stærke dame - Vestager - da han bad hende slappe lidt af med arbejdsmarkedsstramningerne i en tid, hvor der er stigende ledighed.

Poul Nyrup ved som økonom godt, at det samfundsøkonomisk på lang sigt måske kan være en fornuftig handling at skære i dagpengeperioden og beholde genoptjeningskravet uændret.

Men ingen i S-ledelsen kan forklare, hvorfor det partout skal være nu, hvor det hele går den gale vej, man skal være så forhippet på at gennemføre disse ændringer.

Hvorfor ikke vente med at gennemføre stramningerne, til det atter går lystigt derudad med masser af arbejde til alle?

Derfor var hans bøn til Vestager om at slække på genoptjeningskravet politisk o.k., når bortses fra, at hans udfald fik hans kongresdeltagelse til at minde om pædagogen, der kommer ind på stuen og skaber ro i børnehaven.

Læg hertil, at denne indrømmelse alligevel er i spil i finanslovsforhandlingerne, hvor Enhedslisten givet vil fokusere stenhårdt på at få denne indrømmelse, når nu den korte dagpengeperiode ligger fast.

Billige point? Måske. Nyrup fik ikke ros i S-toppen.

Andet sømhoved: Det går skidt nu med opbakningen til S. Historisk skidt.

Men når resultaterne så småt begynder at komme, bliver det hele bedre.

Så vender vælgerne tilbage, sagde manden, som fik 36 procent af stemmerne ved valget i 1998. Nyrup har principielt ret, men snød barmhjertigt lidt på vægten. S lå aldrig i nærheden af 18 procent i hans første år som statsminister.

LÆS OGSÅThorning beder om ro i geledderne: Vi har gjort alt vi kunne for de ledige

Det er korrekt, at Thorning-Schmidts chance er at vise nogle resultater. Som Corydon tilsvarende korrekt pointerede, skal det ske for meget få penge. Det bliver svært at levere de nødvendige resultater inden kommunalvalget.

Kongressen var derfor ikke alene splittet i vurderingen af, hvordan man skal behandle de ledige i nedgangstider. Den var lige så (i korridorerne) søgende efter svaret på det største spørgsmål af dem alle: Hvordan kan partiet bringe sig i en situation, hvor man jubler over en måling, der bringer S over 20 procent?

Talte man i Aalborg med tidligere fremtrædende medlemmer af partiet, som nu har forladt aktiv politik, skulle man tro, at de var flygtet ud for at undgå medskyldighed i en forbrydelse mod Socialdemokratiet. De så lettede ud over ikke at være med mere.

Men hvis elendighedernes omfang er en forbrydelse, hvem er da skurken? Jeg tror, at vi skal vente mere end ni søndage på at få svaret.