Vilhelmsen ligner en klar vinder, og man bliver til stadighed forbløffet over Søvndal-fløjens uformåenhed.

Krag, Möger og de andre burde let have forstået, at strategien med at svine Vilhelmsen til kun ville gavne hendes profil og kampagne. Og at skælde hende ud for at ville præcis det, som et stort flertal i SF sukker efter, er direkte plim.

De gik efter hende fra dag ét. Hun satte spørgsmålstegn ved regeringssamarbejdet. Astrid Krag, Jesper Petersen, Thor Möger hakkede til. Ja, selv Ole Sohn genopstod kortvarigt i dansk politik og tog sin del af slæbet.

Lejesvenden Steen Gade, som dengang øjnede en ministerpost, fordi Ida Auken trak sit kandidatur, hørte vi for første gang noget til, siden han selv tabte formandsvalget til Holger K. Nielsen i 1991.

Senere kom Søvndal selv på banen med sin kritik. Og endelig dansede alle SF-ministrene boogie-woogie gennem Christiansborgs gange, imens de sang Astrid Krags navn af deres lungers fulde kraft. Men de gjorde Vilhelmsen til martyr.

Man kan sige meget godt om Vilhelmsen – og hun gør det stadig mere overbevisende – men som valgkampen er skredet frem, står det klart, at nærmest hvem som helst kunne vinde over Krag.

Der er med Vilhelmsen ikke tale om et fravalg af visionen om SF i regering, men et fravalg af visionen om et SF i regering på netop det politiske grundlag, som har været gældende, siden Villy Søvndal kom ud af ’Tårnet’.

LÆS OGSÅVilhelmsen får massiv støtte fra regionerne

SF’erne rundt omkring i kongeriget kan ikke genkende sig selv i projektet, uanset hvad Thor Möger og andre top-SF’ere igen og igen prøver at banke ind i hovedet på dem.

Hvad sker der, når Vilhelmsen vinder? Allerede nu står én ting klart: Hun er kommet til på en forventning om, at SF’s profil bliver skærpet i regeringen. I konkret politik betyder dette, at hun skal drikke en kop kaffe med statsministeren, men måske i endnu højere grad med Margrethe Vestager.

Hvad kan hun få af ændringer, som giver hende lidt mere albuerum?

Standardanalysen omkring Christiansborg er den, at Vestager ikke vil give Vilhelmsen noget som helst. Hvorfor skulle hun det?

Det er allerede i forhold til finansloven, at Vilhelmsen skal i ilden første gang. Johanne eller Løkke?

Såfremt der indgås et forlig med Enhedslisten, vil dette blive udlagt som en flyvende start for Vilhelmsen. Og det vil skabe en helt ny energi i – og måske omkring – SF. Hvis Vestager igen gennemtrumfer et forlig med Venstre (hvad finansminister Bjarne Corydon ligeså hælder mest til), vil det se skidt ud for den nye SF-leder.

Vilhelmsen kan da vælge ét af to: For det første kan hun håbe på, at hendes SF’ere forstår, at hun har overtaget et politisk fallitbo fra Søvndal. Og at de ikke vil bebrejde hende noget. Det skal hun ikke regne med. Vilhelmsen vil da være en skuffelse fra starten.

Derfor, for det andet, kan hun forberede sig på at forlade regeringen, efter en æresrunde på et års tid. Sandheden er, at SF kun kan reddes, hvis politikken ændres, eller man forlader regeringen. Fortsætter man som nu, vil EL få frit slag, og SF vil blive stadig mindre.

Det er en bunden opgave at rejse partiet igen – inden eller uden for regeringen. Sådan tænker SF’erne.

Allerede nu sidder man i Vilhelmsens lejr og diskuterer det nye ministerhold. Hun skal selv være minister. Og vel ligeså et par af hendes støtter.

Hun har klogt undladt at give Søvndal en garanti om, at han kan blive siddende som udenrigsminister. Men at slagte Søvndal vil være for brutalt. En ny leder skal kunne samle.

Derimod ser både Thor Möger og Ole Sohn ud til at ligge skidt til.

Mögers exit er en nem beslutning. Han må ud, fordi han er et omvandrende symbol på den ’forkerte’ SF-strategi.

Hans råd har vist sig ikke at føre noget godt med sig. Og han er stærkt upopulær i partiet. Yderligere vil han ikke kunne lave ballade i gruppen efterpå, da han ikke kunne opnå valg til tinget.

Sohn er siden oppositionsdagene bundet helt op på Søvndal. Krag kan ikke røres af samme grund som Søvndal. Og Auken er sikker uanset. Tilbage er Pia Olsen Dyhr fra Auken-fløjen, som i den grad er på vippen.

Vilhelmsen må knibe sig i armen i denne tid. Lykkes det hende at vinde over Krag, er hun nødt til at forberede sig på at forlade regeringen.

Den egentlige forskel på de to kvinder er netop, at Vilhelmsen – som ny i ledelsen – kan gennemføre en sådan udtrædelse. Derfor er hun favorit.