SF’s bud er en Ro-på-reform, der finansieres af øget skat på formuer over 5 mio. kr. ”Ro på” fordi vi skal få danskernes familieliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen.
Foto: Anders Brohus

SF’s bud er en Ro-på-reform, der finansieres af øget skat på formuer over 5 mio. kr. ”Ro på” fordi vi skal få danskernes familieliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen.

SF-formand: Det er tid til en Ro-på-reform

SF ønsker en ny reform, der skal modvirke det målingstyranni, der er opstået i samfundet.

Pia Olsen Dyhr

Der er brug for, at vi gør en seriøs indsats for, at mennesker ikke bliver syge af at gå i skole og på arbejde. Når vi ser, at børn i folkeskolen oplever rysteture, mavekramper og grædeture, fordi skoledagen er så lang, at de ikke har tid til at slappe af og dyrke deres fritidsinteresser, eller fordi de bliver målt på i et utal af tests, og derfor får en følelse af, at de kun er noget værd, hvis de kan levere toppræstationer, så er det ikke fordi, der er noget galt med den enkelte elev. Så er det fordi, der er noget galt med den måde, vi driver skole på.

Det samme gælder, når vi ser, at gymnasieelever er lige så stressede som de 20 % mest stressede voksne på arbejdsmarkedet. Når pensions- og forsikringsselskabet PFA fortæller, at det ikke længere er fysiske skader i bevægeapparatet, der er årsag til de fleste skadesanmeldelser, men derimod de psykiske.

Og når læger, sygeplejersker, socialrådgivere og andre velfærdsansatte fortæller, at de er underlagt nogle styringsmål, der er så rigide, at der ikke længere er tid og overskud til at tage udgangspunkt i det enkelte barn, den enkelte patient, ja, helt generelt det enkelte menneske. Fordi det er vigtigere at leve op til et bestemt produktivitets- og dokumentationskrav fremfor at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes livssituation.

Der er simpelthen grænser for, hvor hurtigt sygeplejersker og læger kan løbe, uden det går udover patienterne

Når vi ser de her eksempler, så skal alarmklokkerne ringe. For det handler ikke om, at det er det enkelte menneskets skyld. Nej, det handler om, at vi er endt et sted, hvor vi har bygget vores samfund og vores velfærdsinstitutioner på en meget uhensigtsmæssig måde. Det kan og skal vi gøre bedre.

SF’s bud er en Ro-på-reform, der finansieres af øget skat på formuer over 5 mio. kr. ”Ro på” fordi vi skal få danskernes familieliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen. For eksempel ved at give børnefamilier ret til nedsat arbejdstid og et SU-lignende lån fra staten på 60.000 kr. pr. barn, som kan bruges til lønkompensation. Men også gennem bedre muligheder for fleksibel arbejdstid fra år til år.

Det vil gøre det muligt at tilpasse sin arbejdstid til sit private liv ved at arbejde mindre, hvis der for eksempel er sygdom i den nærmeste familie, eller skrue timeantallet op, hvis der er tidspunkter i karrieren, hvor man ønsker det.

Ro-på-reformen handler også om, at der er behov for en national handlingsplan, der kan komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi kommer stress til livs på de danske arbejdspladser. Der sker i øjeblikket en alvorlig stigning i antallet af lønmodtagere, der oplever at have symptomer på stress, depression, angst og andre mentale helbredelsesproblemer.

Særligt tydeligt er det på vores sygehuse, som er underlagt det rigide produktivitetskrav. Der er simpelthen grænser for, hvor hurtigt sygeplejersker og læger kan løbe, uden det går udover patienterne. Selvfølgelig skal vi have et effektivt sygehusvæsen, men vi skal effektivisere det på en smart måde, der giver danskerne den stærke velfærd, som de fortjener.

Vi skal have et langt bedre psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne – og det gælder i alle brancher. Det skal være obligatorisk for alle offentlige ledere, at de om fem år er uddannet i psykisk arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet skal have et løft, så der er mulighed for flere kontrolbesøg og tilsynets eksisterende hotline skal fremover også kunne rådgive og vejlede alle, der er udsat for et dårlig psykisk arbejdsmiljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Moderniseringsstyrelsen skal lukkes og skiftes ud med en Styrelse for afbureaukratisering og godt arbejdsliv. Styrelsen skal fjerne hver tiende regel i det offentlige, så vi kan komme af med unødvendig dokumentation og bureaukrati. Fordi vi kan og skal have et bedre arbejdsliv.

Mere ro på gælder også for vores børn og unge. Børn skal ikke paces fra den ene institution til den anden og videre til den tredje, fordi det er en økonomisk god forretning for kommunerne.

Helt konkret skal børn under tre år ikke tvinges fra vuggestue til børnehave, medmindre det er en beslutning, der træffes i fællesskab mellem forældre og pædagoger, fordi de vurderer, at barnet er klar til børnehaven.

På samme måde, skal det heller ikke være kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, hvorvidt et barn skal have ret til et års skoleudsættelse. Det skal forældrene i samråd med daginstitutionen og en kvalificeret pædagogisk vurdering fra skolen. Fordi vi kan og skal give vores børn tid til at være børn.

Det hører også med til Ro-på-reformen, at vi gør op med det målingstyranni, der gennemsyrer vores skoler og uddannelsesinstitutioner. Der er et hav af eksempler på, hvordan karakterer konstant måler og vejer vores børn og unge. Det gælder alt fra nationale tests, karakterranglister og standpunktskarakterer til adgangskvotienter, hurtig-videre-bonus og fremdriftsreformen.

Vi vil arbejde for at nationale tests gøre frivillige og brugen af standpunktskarakterer mindskes. At nationale karakterranglister, hurtig-videre-bonus og fremdriftsreformen afskaffes, og så vil vi nedsætte en arbejdsgruppe på tværs af partierne på Christiansborg, der skal undersøge mulighederne for et nyt optagesystem, der i højere grad tager udgangspunkt i samtaler med den enkelte elev og mindre i karaktergennemsnit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi skal generelt ændre den måde, vi er begyndt at se på mennesker. Mennesker er ikke til for samfundet. Samfundet er til for mennesker. Så lad os få samfundet tilbage på rette spor. Lad os skabe et bedre samfund for os alle sammen.

Et samfund, der hænger sammen. Hvor mennesker hænger sammen, når de går i skole og på arbejde, og hvor velstand handler mindre om økonomisk vækst og mere om, at mennesker har det godt. Det er tid til en Ro-på-reform.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce