Der var engang, hvor de sugede på labben og spiste kold kattemad.

Eller sådan hed det sig i hvert fald. Det gør de ikke længere. Fattigfirserne er for længst forbi for landets pensionister. Faktisk har deres formuer aldrig været større.

Danskerne over 60 år sidder i dag på mere end 75 procent af befolkningens samlede formue. Og det er især 68’erne, de 60-69-årige, der sidder på formueflæsket: Den rigeste fjerdedel af 60-69-årige råder således over mere end 30 procent af den samlede formue – på trods af at de kun udgør 4,5 procent af befolkningen.

I 1997 udgjorde samme gruppe 3,2 procent af befolkningen, men sad dengang kun på 17 procent af formuen. Så stigningen er ikke bare voldsom – den er hidtil uset.

»De ældre generationer har i årtier været begunstiget af konjunkturerne og især udviklingen på boligmarkedet i en grad, som ikke er set før, og som vi næppe får at se igen. Det er højst usikkert, om de unge generationer på noget tidspunkt i deres liv vil opleve samme velstand som de ældre i dag«, lød det opsigtsvækkende fra professor Ove Kaj Pedersen i lørdags.

Nu burde man vel glæde sig over, at det er lykkedes for nogen i samfundet at fostre ganske betydelige formuer – og jo, seniorernes økonomiske succeshistorie er dem da vel undt.

Desværre kan man i dag konstatere, at den er sket på bekostning af de yngre generationer.

Danskere under 40 år er således ikke længere formuende, som de var for blot 15 år siden, men derimod gældsat til langt op over børnepengesatsen. Og det er denne polarisering mellem gamle og unge, eller rettere mellem rige gamle og gældsatte unge, der er alarmerende.

LÆS OGSÅRegeringen vil gøre det dyrere at arve

Når der bliver langt fra toppen til bunden i et samfund, risikerer man, at den indbyrdes forståelse ikke rækker, og så har vi balladen – generationskonflikten og kampen om goderne.

Derfor må man også handle målrettet, når man fra politisk side skal fordele disse goder. Her – som i andre sammenhænge – finder man den mest virksomme kur på boligmarkedet.

Det er således den nye uligheds paradoks, at det for manges vedkommende ikke er de ældre selv, der med knofedt og knokkelarbejde har opbygget deres formuer. Det er snarere politiske beslutninger som f.eks. fastfrysningen af ejendomsværdibeskatningen og alt for høje rentefradrag, der har fået formuerne til at vokse ind i himlen.

At heller ikke de aktuelle politikere tør røre ved de magtfulde gråhåredes alt for gunstige – og som sådan skævtrækkende og ødelæggende – vilkår på boligmarkedet, siger mere om politikerne end om de gråhårede selv.

Det er jo ikke deres skyld, at samfundet trækkes fra hinanden, når eksempelvis et mindretal af unge og midaldrende i arbejde skal betale for et flertal af ældre i sundhedssektoren.

Men når politikerne nu ikke vil høre tale om øgede boligafgifter, findes der faktisk andre metoder, oven i købet mere målrettede af slagsen.

Den mest iøjnefaldende ville være en mærkbar forhøjelse af arveafgiften, den såkaldte boafgift.

Tidligere i år fremlagde AE Rådet en analyse, som viste, at man med en progressiv arveafgift – frem for en flad skat som nu – kan skabe et provenu for statskassen på mere end 2 milliarder kroner.

Ikke nær så klækkeligt et bidrag som øgede boligskatter kan give, men dog alligevel en holdbar sum penge, som kan afhjælpe et uholdbart samfundsproblem og sikre en mere lige fordeling af goderne.

AE står langtfra alene som fortaler for en øget arveafgift. Også tidligere overvismand, professor Peter Birch Sørensen og andre fagøkonomer har tidligere talt for at bruge en forhøjet arveafgift som en farbar vej til lavere skat på arbejde.

Flere liberale politikere har derimod for længst valgt at dæmonisere arveafgiften. De kalder den konsekvent for dødsskatten. Men der er sådan set intet liberalt i, at penge og privilegier går i arv til den enkelte. Det skal den enkelte sådan set selv lykkes med at smede sig frem til.

LÆS OGSÅ»Man kan godt sætte arveafgiften op uden at være ligrøver«

Set fra samfundets synsvinkel giver det derimod god mening at lade de døde betale for de levende – ikke mindst når der som i AE’s forslag er indbygget en fornuftig social balance.

En progressiv arveafgift betyder i sagens natur, at afgiften stiger, jo større arven er. I dag betaler alle 15 procent af den del af boet, som overstiger 264.100 kroner. Men hæver man afgiften til det dobbelte på den del af boet, der overstiger 750.000 kroner, vil man ifølge AE kunne hente 2,2 milliarder årligt.

Og så hører det vel at mærke med til billedet, at de efterladte, der typisk står til at modtage denne helt store arv, selv hører til i toppen af indkomstfordelingen.

En forhøjelse af arveafgiften handler ikke om misundelse eller ligrøveri. Det handler om social balance i et samfund, der risikerer at tippe, hvis ikke dets politikere tør handle i tide.