Mere end 10 år med en kulsort og udlændingefjendsk VKO-konstellation kan gøre enhver klar til et frontalopgør med de værdier, som VKO ville bygge land med. Sådan har integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) sikkert også haft det, da hun skrev den kronik om ’den ny værdikamp’, som Berlingske bragte sidste weekend.

Integrationsborgmesteren slog i kronikken til lyd for at »sætte en ny og konstruktiv værdipolitisk dagsorden«, hvor »mangfoldighed i stedet for dæmonisering og konfrontation er vejen frem«. Og det var herlige ord på en solrig søndag.

Desværre gik det rent galt for Allerslev senere i kronikken, da hun udnævnte »genindførelse af retten til modersmålsundervisning« til en af vejene til bedre integration. Bemærkningen faldt måske lidt en passant, men tråden blev hurtigt fulgt op af uddannelsesordførerne fra de tre regeringspartier: »Det skal være en ret for de børn, som gerne vil have det«, lød det fra SF’s Annette Vilhelmsen.

LÆS OGSÅ Hvad er effekten af modersmålsundervisning?

Men måske skulle de ivrige ordførere lige tage en tur rundt i kredsen af forskere, som rent faktisk har undersøgt effekten af modersmålsundervisning, før de skrider til lovgivning. Sagen er nemlig, at den positive effekt af modersmålsundervisningen er højst tvivlsom.

Desværre er det også et forskningsområde, som er dybt infiltreret af ideologiske holdninger – og man kan derfor frygte, at politikerne pludselig forlover sig med nogle af dem, der er stærkere i troen end i videnskaben. Det må ikke ske. Danske skoleelevers læring og faglige kundskaber er alt for vigtigt til at blive overladt til et ideologisk slagsmål.

Når vi reelt famler i blinde omkring effekten af modersmålsundervisning, skyldes det bl.a., at der på dansk grund kun er foretaget én større systematisk undersøgelse heraf. Det var i midten af 1990’erne, hvor den nu afdøde forsker Jørgen Christian Nielsen samlede testresultater for at aflæse effekten. Det var her, han landede ved den berømte konklusion: »1-1 i modersmålseffekt«. Altså – som i mange andre studier – ingen entydig, klar effekt.

Jørgen Christian Nielsen blev efterfølgende overfaldet af den ’modersmålsjunta’, der siden har været toneangivende i den danske debat, men som dog ikke selv har foretaget reelle effektstudier. Juntaen har i stedet henvist til et amerikansk mirakelstudie, som i modsætning til flere andre amerikanske studier viser en helt ekstraordinært positiv effekt.

Vel at mærke et studie, som har undersøgt effekten hos spansktalende i USA, der på flere måder adskiller sig fra minoritetsgrupper i Europa.

LÆS OGSÅ Politikere vil afskaffe folkeskolens afgangsprøve

For at få mere fast grund under fødderne bestilte Skolerådet – med SFI-direktør Jørgen Søndergaard i spidsen – i 2011 en rapport, som bl.a. skulle undersøge effekten af modersmålsundervisning i Sverige sammenlignet med i Danmark. Men havde tilhængerne af modersmålsundervisning her håbet på et markant rygstød, blev de slemt skuffet.

Ganske vist konkluderer rapporten, at man kan spore en lille positiv effekt hos de elever, der tager imod tilbuddet om modersmålsundervisning i Sverige. Men forskerne måtte også medgive, at der var masser af potentielle fejlkilder i spil.

Alene det forhold, at modersmålsundervisning er et tilbud, og at det dermed må antages, at det er de mere ressourcestærke og videbegærlige elever, der tager imod tilbuddet, rokker naturligvis i sig selv ved de spinkle positive resultater. Og sådanne forbehold er der mange af i Skolerådets rapport.

Professor Niels Egelund, der selv sidder i Skolerådets formandskab og således kan læse mellem linjerne i rapporten og fagligt udlægge teksten, var heller ikke imponeret. Som han udtrykte det til Jyllands-Posten: »For nogen er modersmålsundervisning helligt, men beviserne, for at det virker, er så spinkle, at man skal lade være«. Han mente simpelt hen, at modersmålsundervisning er spild af penge.

LÆS OGSÅ Radikale: Skole-korps skal sikre klogere elever

Og dermed kommer vi til et andet centralt punkt i diskussionen om modersmålsundervisning. For midlerne til den danske folkeskole flyder som bekendt ikke ned ad floden, og skal der prioriteres, er det trods alt bedre at investere i de metoder, der virker – frem for de metoder, der bare skal tilfredsstille nogle ideologisk orienterede forskere og politikere.

Ressourcesvage tosprogede elever – og andre elever fra fagligt svage hjem – har først og fremmest brug for længere skoledage og flere timer. I dansk, matematik, dansk som andetsprog osv. Det virker, ved vi, så hvorfor egentlig ikke?