Det var næsten ikke til at holde øjet tørt, da Politiken forleden kunne fortælle om udsatte studerende i kolde kælderværelser.

’Studerende lever i fattigdom’, skrev vi på forsiden, og historien fik fuld opbakning fra en medfølende forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen:

»Studerendes livsvilkår er meget beskedne, og vi bør som samfund tage hatten af for, at de fleste klarer sig igennem. Det er ikke fair at kalde dem forkælede; hvis man ser logisk på det og fjerner følelserne fra debatten, er de studerende rent faktisk fattige«.

Nemlig ja, hulk hulk ...

LÆS DEBAT»Jeg er klar til at bryde nye tabuer«

Tanken om, at danske studerende lever i fattigdom, er selvfølgelig noget vrøvl.

Det er ikke uden grund, at selv en rød-teintet tænketank som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd altid piller de studerende ud af sine fattigdomsundersøgelser.

De studerendes tilværelse som ’fattigfolk’ i lavindkomstgruppen er nemlig både selvvalgt og midlertidig, og det giver derfor ikke mening at kæde deres livsvilkår sammen med livsvilkårene for ufaglærte kontanthjælpsmodtagere uden umiddelbar udsigt til lysere tider.

For den berømte Sofie V. Jensen og andre ’fattige’ medstuderende er og bliver det altså klynk, når de piber over den månedlige SU-indtægt på 5.662 kroner.

Til alt held var uddannelsesminister Morten Østergaard (R) da heller ikke klar med en ny pose SU-penge, da Politiken bad ham om en kommentar til historien om de forhutlede studerende.

Det er også en helt anden vej, vi bør gå, hvis vi skal bringe det danske videregående uddannelsessystem op i gear – og det skal vi.

Det er således ikke kvaliteten af uddannelsesstøtten, men kvaliteten af uddannelserne, der har brug for et løft i det danske uddannelsessystem.

Vi kender alle historierne om studerende, der ikke møder op til mere end en håndfuld timer om ugen; ikke modtager undervisning i mere end 12 uger per semester; ikke undervises af forskere, men af halvstuderede røvere; som af taxameterårsager får lov til at bestå eksamener, de ret beset ikke burde bestå osv.

Det er denne mangel på indhold og kvalitet, der er universitetsuddannelsernes største problem.

Men det er til gengæld også et problem, som er så dybtstikkende, strukturelt og vedvarende, at der er behov for en større uddannelsesreform. Og denne kan meget vel tænkes sammen med en SU-reform, eftersom pengene i uddannelsesverdenen ikke skyder som blomster på rektorboligens træer – og eftersom netop SU er en helt uvirkelig stor post i den samlede danske uddannelsesøkonomi:

I dag er det næsten en tredjedel af de samlede offentlige udgifter til videregående uddannelse, der går til lån, stipendier og andre overførselsindkomster. Alene stipendier og andre overførselsindkomster tegner sig for 25 procent af de samlede udgifter, og det er – uden sammenligning – den højeste andel i OECD (hvor gennemsnittet er knap 10 procent).

Det er altså alvorligt mange penge, vi hvert år bruger på SU, hvilket vi i en vis udstrækning skal være glade for, fordi de mange penge tjener et formål. Men vi må også være realistiske og prioritere i uddannelsespolitikken.

Det siger næsten sig selv, at vi er kommet på afveje, når vi – som det er tilfældet på nogle uddannelser – bruger flere penge på SU per studerende end på selve uddannelsen.

Så hvorfor ikke bringe os tilbage på sporet ved at skabe overensstemmelse mellem uddannelsens varighed og SU’ens varighed? Når det er normeret til fem år at blive cand.mag. i retorik, hvorfor så give de studerende automatisk ret til seks års SU? Hvorfor ikke bruge nogle af alle milliarderne på at skabe et bedre indhold i uddannelserne – flere timer, bedre undervisere, større krav?

SKRIVSkal studerende have mere i SU?

Det var den tidligere regering, som i en af sine få lyse stunder kom på tanken om at fjerne det såkaldte fjumreår. Men SU-reformen blev aldrig til noget, da ideen blev lanceret for små to år siden.

Nu står en ny SU-reform for døren, og gennemføres ideen med det rette sigte – altså ikke som en spareøvelse, men som en reel reinvestering – tegner det for alvor lyst for de danske universitetsstuderende.

Mange af dem kommer måske nok til at låne sig til den sidste del af deres kandidatuddannelse, men de vil til gengæld have udsigt til mere kvalitet i uddannelserne, et klart incitament til at blive hurtigere færdig, og attraktive lånerenter.

Og når de først er nået så langt som til den allersidste del af kandidatuddannelsen, mon de så ikke tager de sidste måneder med? Der er trods alt, som en AE-analyse viste i den forgangne uge, mere end 17 millioner til forskel i livsindkomst på at være ufaglært og være læge.

Der er altså ingen grund til at flæbe, bare klø på!