Der er så dejligt ude på landet.

Fuglene synger, kreaturerne græsser ... og landbruget er truet på livet af galopperende gældsætning. Ja, den galopperende gældsætning er knap så dejlig, den er faktisk en katastrofe – for både landmænd og alle os andre.

Ganske vist har man i finere kredse en tilbøjelighed til at glemme, at landbruget (stadig) er en markant faktor for dansk økonomi, men det er det: I år vil det gamle erhverv eksportere bacon, korn, mælkepulver, minkskind og meget mere for hele 122 milliarder kroner – og står dermed for op imod 70 procent af nettooverskuddet på handelsbalancen.

LÆS OGSÅDanmark anker EU-dom om landbrugsstøtte

Men de lune salgstal står desværre i skærende kontrast til de kolde økonomiske realiteter, som tusindvis af landmænd hver dag forsøger at forlige sig med:
De er nemlig bogstaveligt talt gældsat til langt op over traktortaget og har kun ringe udsigt til bedre tider: Antallet af konkurser er tredoblet på tre år.

Det samme er antallet af tvangsauktioner. Landbrugets samlede gæld er på ti år vokset til svimlende 356 milliarder kroner.

Indtjeningen er i bund, renteudgifterne i top. Kort fortalt: en eksportsucces i dyb krise.

Krisen er dog først og fremmest udtryk for en skæbnesvanger mangel på nye ideer i sektoren – en idekrise.

Mens de globale markeder har forandret sig grundlæggende gennem de seneste 10-20 år, har den gennemsnitlige danske landmand blot gjort som hans far før ham: Han har udvidet, tænkt bigger is better og håbet på bedre vejr og kødpriser.

Og for små ti år siden, i midten af de så optimistiske 00’ere, gik det stærkt med at blive bigger: Mange danske landmænd gik amok i jordkøb, staldbyggeri og maskinfornyelse.

Resultatet ser vi i dag, hvor især de store landbrug har næsten uoverstigelige problemer med gæld og soliditet.

LÆS OGSÅTør landbruget slippe krykkerne?

Således forventer man i år, at det gennemsnitlige underskud på landets store kvægbedrifter bliver mere end 400.000 kroner. På de samme bedrifter udgør gælden i gennemsnit 41 millioner kroner.

Teknisk insolvens rider bedrifterne som en mare, og selv om der er store forskelle på, hvem der klarer sig godt og skidt i branchen, ser det gennemsnitligt ret så skidt ud.

’Store landbrug bliver kvalt i gæld’, lød for nylig en overskrift i Jyllands-Posten, som uden sammenligning er den avis, der tager landbrugets krise mest seriøst.

Men hvorfor er det, at man i medierne stort set aldrig støder på forslag til, hvordan man løser landbrugets krise – og aldrig fra branchen selv?

Tja, det er kun tre år, siden branchens hovedaktør skiftede navn fra det fin de siècle-inspirerede Landbrugsraadet til det mere tidssvarende Landbrug og Fødevarer, og heri ligger måske en del af forklaringen:
Det er ikke en branche, hvor innovationshatten trykker, hverken i forhold til forretningsudvikling eller fremtrædelsesform.

Og det er synd, for den fornemme position som en af landets fremmeste eksportører forpligter.

Vi har som nation brug for, at landbruget udvikler sig, skaber nye markeder og tilpasser sig en økonomi, som ikke nødvendigvis tilpasser sig landbruget.

I dag er vi i den groteske situation, at danske bønder er de suverænt mest støtteafhængige i EU. Op mod 70 procent af deres indkomst udgøres i dag af den direkte støtte. De kan altså nok eksportere, men de kan ikke tjene penge, og det skal der handles på, hvis erhvervet skal overleve på bare mellemlangt sigt.

I Europa som helhed har landbrugsstøtten ikke været lavere siden 1980’erne. Og eftersom EU’s støtte med garanti ikke er på vej op, har de danske bønder reelt set travlt med at genopfinde sig selv.

Om en lille måned skal der vælges ny formand i Landbrug og Fødevarer. Man kan ikke sige, at de to kandidater emmer af den nytænkning, som erhvervet har så hårdt brug for. Ingen af dem har en specielt fremsynet eller bæredygtig profil.

LÆS OGSÅKommission: Landbruget skal behandles som industri

Men skulle en af dem nu alligevel finde på at glemme alt om de på forhånd tabte sager om randzoner og rammevilkår, var det måske en ide at se nærmere på nogle af de anbefalinger, som den regeringsnedsatte Natur- og Landbrugskommission for nylig offentliggjorde i sin statusrapport.

Her var en af hovedkonklusionerne, at både miljøets og landbrugets skrantende tilværelse kan »vendes med en langt mere målrettet og intelligent miljøregulering«. For hvorfor regulere over hele linjen, når der er brug for at regulere og straffe landbrugets udledning der, hvor det er mest nødvendigt, lød det fra kommissionens formand, SF’eren Jørn Jespersen.

Man kan undre sig over, at der skal en kommission til at få denne tanke. Hvorfor er denne og andre nytænkte tanker ikke kommet fra landbruget selv?

Tja, der er nok at tænke over, når landets grisevogtere m.fl. inden så længe skal vælge en afløser for H.O.A. Kjeldsen, eller hvem nu forgængeren var.