Der kommer de. Billedet på det moderne, det progressive, det grønne. Cyklende ind på Christiania-bikes i skandinavisk modetøj med hjemmelavede speltboller i kurven og ’Hus Forbi’ i hånden.

Det Radikale Venstre kan give dig både grønne ambitioner, social balance, spraglet mangfoldighed og økonomisk ansvarlighed – alt sammen pakket smukt ind i en behagelig god samvittighed, der ikke gør ondt på nogen. I hvert fald ikke nogen, der har en lang uddannelse eller en stabil indtægt i den pæne ende.

For hvad er det egentlig, den radikale politikerelite har nede i Christiania-cyklen, når man kradser lidt i deres progressive selvopfattelse? Hvilken konkret politik er speltholdet garant for?

Med Vestager i spidsen er svaret, at den progressive og socialt ansvarlige selvopfattelse er blevet noget nær en parodi i sammenligning med virkelighedens politik. Netop den dybe kløft mellem selvopfattelse og virkelighed afslørede Vestager med én enkelt sætning på bare 4 små ord: »Sådan er det jo«.

Det var ministerens svar til de op mod 20.000 arbejdsløse, der fra årsskiftet mister retten til dagpenge og risikerer at ryge ud af systemet. Her var det progressive og socialt ansvarlige køligt at konstatere, at sådan er vilkårene jo bare.

Men dagpengesagen er langtfra enkeltstående. Det eneste særlige er, at den i offentligheden har tydeliggjort, hvor langt væk den kreative klasses politikerdarlings efterhånden befinder sig fra almindelige menneskers levevilkår, og hvor langt ude til højre de befinder sig, når det gælder økonomisk politik.

Lad os lave et aktuelt virkelighedsnedslag på fire konkrete forslag og standpunkter for at teste billedet af progressivitet og social bevidsthed:

1) Afskaffelsen af efterlønnen
Den typiske borger, der går på efterløn, er en faglært eller ufaglært kvinde, medlem af a-kassen i FOA, 3F eller BUPL og bosiddende i Nordjylland eller på Lolland-Falster. Det er mennesker med et langt og fysisk hårdt arbejdsliv. Mennesker, der ikke (som de radikale vælgere) først kommer ud på arbejdsmarkedet i midten eller slutningen af tyverne, men som derimod kommer ud på arbejdsmarkedet, allerede inden teenageårene er slut.

Det sociale plaster skulle så være den nye seniorførtidspension, men her skal man modsat logikken bag efterlønnen dokumentere væsentligt nedsat arbejdsevne for at komme i betragtning. Du har altså ikke længere en rettighed, der kan sikre forskellen på at være slidt og nedslidt. Nej, med hatten i hånden skal du dokumentere, at arbejdslivet har slidt dig op, før du kan gøre dig forhåbninger om at trække dig tilbage.

Måske så afskaffelsen af efterlønnen retfærdigt og fornuftigt ud oppe fra elfenbenstårnet på Borgen, men ude i virkeligheden gør det ondt.

2) Indædt modstand mod en finansskat
Af uransagelige årsager har Nadeem Farooq og Vestager udnævnt sig selv til finanssektorens skytsengle.

En finansskat kan ellers sikre finansiering til nye vækstinitiativer samt mindske spekulation og herved bidrage til at forebygge nye kriser, så vi ikke igen skal bruge skattekroner på at rydde op efter bankernes abefest. Men med Finansrådets talepapir i hånden bliver der sagt nej.

3) Nej til miljøring om København
De grønne visioner blev pludselig mindre, da det begyndte at gøre ondt. De borgerlige lancerede den helt store skræmmekampagne mod mindre trængsel og ren luft i København, og pist væk og musestille var de ellers miljøbekymrede og klimabevidste radikale.

4) Klar opbakning til Merkels sparekurs.
Marianne Jelved valgte hen over sommeren offentligt at kritisere de efterspørgselsstimulerende væksttiltag, regeringen har gennemført.

Det blev så doblet op med Nadeem Farooqs udmelding om, at det var ønskværdigt, at danske lønninger fik et ordentlig dunk i nedadgående retning. Det er altså med tysk forbillede, den danske økonomi skal genrejses.

Igen efterlades man med fornemmelsen af en politikergruppe, der fuldstændig har løsrevet sig fra den hverdag, de brede lag af befolkningen oplever i Danmark. At kickstarten og forsøg på at skabe nye job skulle være håbløs, må lyde sært i de 160.000 arbejdsløses øre.

At løndumping er vejen frem, må også have en skinger tone for de mange lønmodtagere, der har sagt ja til reallønsnedgang ved de seneste overenskomster.

Selvbilledet af social ansvarlighed hos den kreative radikale klasse matcher ganske enkelt ikke virkeligheden. Den radikale fortælling giver kun mening for ’Elisabeth’ i Kartoffelrækkerne på Østerbro. For her gør det ikke ondt at afskaffe efterløn eller forringe dagpengesystemet. Der er ikke her, truslen om lavtlønsarbejde i Danmark trænger sig på.

’Elisabeth’ kan stadig stemme radikalt og med velbehag se sig selv i spejlet og tænke: »Jeg er en af dem, der tænker på de svageste. En af dem med både social bevidsthed og økonomisk fornuft«. Uden selv at have noget på spil, vel at mærke.

Det grundlæggende problem skal måske findes i en erfaringsverden, hvor man ikke ser de store forskelle i livsmuligheder, der stadig eksisterer i det danske samfund, og at man herved negligerer store dele af befolkningens problemer.

En af mine bekendte, der arbejder i mediebranchen og stemmer radikalt, fik ubevidst udtrykt det forhold meget præcist ved at fastslå: »Jeg har aldrig mødt nogen, der har brug for efterløn. Folk arbejder jo ikke med deres krop længere i Danmark«. Den absurde konstatering siger ikke så lidt.

Fakta er, at de børn, der fødes af den fattigste fjerdedel af befolkningen, lever 10 år kortere end de børn, der fødes af den rigeste fjerdedel af befolkningen.

Børn fra uddannelsesvante hjem har markant lettere ved at opnå en god uddannelse end de børn, der ikke har uddannelsesverdenens begreber med i rygsækken hjemmefra. Social dumping, pres på danske lønninger, høj arbejdsløshed og svagere kollektiv organisering truer trygheden for faglærte og ufaglærte lønmodtagere.

Bare for at nævne et par eksempler. Mit ærinde er ikke at skælde ud, men en gang imellem skal man sige tingene, som de er, og sende en klar opfordring af sted.

Så til den velmenende, belæste, kreative radikale klasse: Kom nu ned fra elfenbenstårnet, ud af speltboblen – og sæt fødderne i virkeligheden!

Det Radikale Venstre har altid været et økonomisk borgerligt parti, men med en vis social forståelse og sans for samfundskritik. Desværre ser det ud til, at den sidste del er skrumpet ind til en størrelse, der svarer til en indtørret rosin.