Et gammelt jødisk ordsprog siger advarende, at efter at romerne i år 70 ødelagde templet i Jerusalem, overgik profetiens gave til tåberne.

Det er tåbeligt at have en firkantet mening om, hvordan den politiske situation vil udvikle sig i Egypten. Vi ved lige så lidt om morgendagen, som vi vidste dagen før opstanden på Tahrirpladsen i Kairo, der 18 dage senere førte til Hosni Mubaraks fald.

Det er derfor letsindig tale, når to medlemmer af udenrigspolitisk nævn, Søren Espersen (DF) og Steen Gade (SF), sidste søndag i Politiken fremsætter uforgribelige meninger om situationen i Egypten efter de nyligt overståede valg til parlamentets underhus, der gav de muslimske brødre og de endnu mere radikale salafister et solidt flertal.

Som ventet, mener Espersen, at det er »grusomt for egypterne«. Han mere end antyder, at de mange millioner egyptere der stemte på de islamiske partier, ikke aner, hvad de gjorde. Og lige så ventet er Gades begejstring over de demokratiske valg, de første i landets historie.

Skønt man kan være skeptisk med hensyn til omfanget af det, vi normalt forstår ved demokratiske valg. Ingen af de to udenrigspolitiske eksperter har belæg for deres meninger.

I modsat fald skulle de have adgang til informationer, som ikke er tilgået mange førende egyptiske iagttagere og kommentatorer. Ingen forudså de liberale partiers nederlag og brødrene og salafisternes overvældende sejr.

Vi behøver ikke at være skamfulde over vor uvidenhed. Vi er i godt selskab.

Fire måneder før valgene udtalte en mand, der må antages at vide en del om egyptisk indenrigspolitik, Ayman Nour, til en medarbejder ved det saudiarabisk ejede dagblad Asharq al-Awsat, at han frygter islamisterne, men at »vi er i stand til at neutralisere dem ved hjælp af en koalition af 26 partier, der er enige om at samarbejde«.

Nour opstillede under præsidentvalgene i 2005 mod Mubarak og fik officielt 7 pct. af stemmerne, uofficielt 13 pct. Det blev han ’belønnet’ for med syv års fængsel, dømt for valgsvindel.

Valgkommissionen har forbudt Nour at kandidere ved de kommende præsidentvalg i juni. Begrundelsen er, at han har været dømt for valgsvindel.

I modsætning til vore eksperter på Borgen tør professor Saad Edin Ibrahim, en af den arabiske verdens mest respekterede sociologer, leder af Ibn Khaldun Instituttet i Kairo og modtager af Politikens frihedspris 2008, ikke have en firkantet mening om de politiske udsigter. Han forholder sig klogeligt afventende.

På et spørgsmål fra Washington Post om sin holdning til en islamisk valgsejr, svarer han, at han er »bekymret«. Og videre: »Hvis de får overvældende indflydelse, er der grund til bekymring på grund af deres forbindelser med Iran, med Hizbollah i Libanon og deres næsten automatiske fjendtlighed mod Israel«.

LÆS OGSÅEgyptens valgvindere nedtoner religiøs politik

Der er grund til at være bekymret, indrømmet, men det er for tidligt at afskrive det nye Egypten, som om det er på vej til at blive den arabiske verdens Iran.

Det er imidlertid også for tidligt at hvidkalke de muslimske brødre, der nu skal danne regering. Læser man deres hjemmeside kan man få sine tvivl. Her udbreder de antisemitisme og stempler de koptiske kristne, der tæller 10 pct. af befolkningen, som vantro.

De fornægter holocaust og beskylder jøderne for at være fordægtige udnyttere og en af kilderne til verdens ondskab og opfordrer til at dræbe zionister. Men nu, hvor brødrene har fået det politiske ansvar for Egyptens fremtid, hører man også andre toner.

Over for USA har ledende brødre erklæret, at de vil overholde menneskerettighederne, beskytte de kristne og respektere den egyptisk-israelske fred fra 1979.

Disse udtalelser er begrundet i en realistisk erkendelse af, at den første brøderegerings knald eller fald afhænger af, om de kan skabe beskæftigelse, få kontrol med inflationen, der for fødevarers vedkommende er oppe på 50 pct., og med arbejdsløsheden for unge veluddannede mænd, der er er over 15 pct.

Det er Washington, der sidder på pengekassen.

En anden modererende faktor er måske den egyptiske hær, som traditionelt har været modstander af politisk islam og for et relativt verdsligt samfund.

Hæren og brødrene har i det år, der er gået siden opstanden 25. januar sidste år, været involveret i et kompliceret dobbeltspil, hvor de har prøvet kræfter med hinanden. Begge parter er nu kommet til det resultat, at de overordnet magtpolitisk set har mere til fælles end det modsatte.

LÆS OGSÅFakta: Egyptiske partier er uenige om at standse forskelsbehandling

Forenet amerikansk og militært pres på brødrene er allerede nu en kendsgerning. Vi ved endnu for lidt til at kunne fordømme eller være begejstrede.

Egypten kan følge den iranske model eller den tyrkiske eller mest sandsynligt finde sin genvej mellem modellerne.

Revolutionen er ikke forbi. Den er knap nok begyndt, og i baggrunden lurer et militærkup. En teokratisk stat eller et militærdiktatur. Hvad mener vore lokale eksperter. Giv det nye Egypten en chance.

Det er rimeligt at være bekymret, men for tidligt at afskrive det.