Syrien er blevet holdeplads for Vestens hykleri.

Vi vånder os over Bashir Assads myrderier, affinder os med vor handlingslammelse og lægger skylden for det støt voksende antal civile dødsofre på Rusland og Kina. Sidste uge torpederede de en resolution i FN’s Sikkerhedsråd.

Man har vanskeligt ved at forstå meningen med vestmagternes, i første række USA’s, manøvrer i Sikkerhedsrådet for at få en resolution, der kritiserede Assads regime på trods af Moskvas modstand. Washington kan ikke have været i tvivl om, at Rusland ville nedlægge veto.

LÆS ARTIKEL Obama: Angrebene i Homs er et uhyrligt blodbad

Syrien under Assadfamiliens regime har været Moskvas strategiske partner i den arabiske verden i fyrre år. Damaskus har været en vigtig aftager af russiske våben. Ved hjælp af sin indflydelse i Damaskus har Moskva været i stand til give USA modspil og forlange at blive inddraget i forhandlinger i forbindelse med Palæstinakonflikten.

Set fra Moskvas synspunkt er vestmagternes ønske, udtrykt med udenrigsminister Hillary Clintons ord: »Assad must go«, dikteret ikke af humanitære motiver, men af magtpolitiske. USA ønsker et regimeskifte i Damaskus for at blive de russiske baser i de to syriske havnebyer Tartus og Latakia kvit. Et regimeskifte i Syrien, som er allierede med Iran og et vigtigt springbræt for iransk infiltration i den arabiske verden, vil være et nederlag for præstestyret i Teheran og dermed indirekte for Moskva, der på visse punkter har interesser til fælles med Iran.

At forestille sig, at Washington i god tro har ment, at Moskva ville lade en resolution passere, der fordømte et regime, der er strategisk allieret med Rusland, forekommer på den anden side af enhver logik. Ville Washington nogensinde stemme for en russisk resolution, der f.eks. fordømmer Kuwait eller Bahrain, to af USA’s vigtigste støttepunkter i Den Persiske Golf, og agitere for regimeskifte.

Vestmagterne gik i en russisk fælde. Måske af frygt fra vælgerne hjemme, der, ophidset over rapporterne fra Syrien om det voksende antal civile ofre, krævede handling. En resolution i Sikkerhedsrådet er et surrogat for handling. I præsident Obamas overvejelser er måske indgået frygt for den voksende kritik fra republikansk side.

I Libyen ledte USA kampen mod Gaddafi ’bagfra’, havde Obama erklæret, mens Frankrig og England befandt sig i frontlinjen. Nu, konstaterede republikanske kritikere, er USA ikke engang aktiv bag fronten. Hvorom alting er, vestmagterne gik i en russisk fælde.

Først forhandlede man med russerne om resolutionens ordlyd, i håb om at få Moskva med på vognen indtil den blev totalt udvandet. Da den til sidst kom til afstemning, gav russerne den dødsstødet med deres veto. Fra Putin var det tak for sidst.

Under forhandlingerne forud for sikkerhedsrådsresolutionen, der legaliserede Nato’s aktion mod Gaddafi, lykkedes det vestlige diplomater at overtale Moskva til ikke at nedlægge veto og nøjes med at undlade at stemme. Ifølge resolutionens ordlyd var det Nato’s mission at beskytte den libyske civilbefolkning mod libyske pro-Gaddafi-troppers terror.

NATO fortolkede resolutionens ord meget bredt, for at sige det skønsomt. Så bredt, at Putin følte, at han var blevet ført bag lyset, og at Moskva med sit »stemmer ikke« havde bidraget til et regimeskifte, der ikke var i Ruslands interesse.

Medmindre den syriske hær tvinger Assadfamilien fra magten, er det tvivlsomt, om Hillary Clinton får sit ønske opfyldt om, at »Assad must go«, i øvrigt en besynderlig udtalelse af en stormagts udenrigsminister.

Der mangler en eftersætning, der angiver, hvad USA vil gøre, hvis han ikke vil gå. USA vil ikke bruge magt, og den arabiske liga hverken kan eller vil. Frivilligt går Assad ikke, og ord preller af på ham. Samme aften som Sikkerhedsrådet behandlede resolutionsforslaget, gav han ordre til at bombarderede civilbefolkningen i byen Homs.

Han kæmper ikke blot for sit liv, men for det allawitiske mindretals overlevelse. Taber han magten efter 40 års allawitisk terrorregime over det sunnimuslimske flertal, er helvede løs. Spørg kopterne i Egypten eller sunnierne i Irak eller shiaerne i Saudi-Arabien. Mindretalsbeskyttelse er ikke dagens ret i Mellemøsten.

Det er ikke sympatisk, men formodentlig realistisk at drage den slutning, at hvis hans egne ikke gennemfører et magtskifte, vil Assad overleve. Ingen udenforstående vil blande sig, og oppositionen er for splittet til at være et alternativ. Måske burde vi i Vesten skifte spor og i stedet for fortsat at affinde os med vor egen magtesløshed forestille os, på hvilke betingelser vi kan leve med et Assad-Syrien.

Det vigtigste er trods alt ikke, at Assad går, men at blodsudgydelserne ikke udvikler sig til en regulær borgerkrig, der kan inddrage nabolandene. Måske ligger nøglen til en løsning i Moskva. Måske kan og vil Moskva tæmme Assad for en politisk pris, som Vesten kan betale.