Hvilke interesser kan egentlig begrunde Ruslands markante støtte til styret i Damaskus og to vetoer i FN’s Sikkerhedsråd mod Syrienkritiske resolutioner?

Set fra Moskva må der være større ting på spil end den russiske flådebase i den syriske havneby Tartus, og Damaskus er trods alt kun den syvendestørste aftager af russiske våben.

Ruslands to vetoer blev af Assad opfattet som grønt lys til at fortsætte massakrerne på civilbefolkningen. Der må være tale om russiske interesser af en størrelsesorden, der forklarer, hvorfor det kan lønne sig at komme på tværs af hele den arabiske verden.

Siden det arabiske forår udbrød for over et år siden, har Rusland forbedret forholdet til Saudi-Arabien. Magthaverne i Kreml er modstandere af revolutioner og politiske omvæltninger. Stabilitet er sagen, og her mødes russiske og saudiarabiske interesser i Mellemøsten.

LÆS OGSÅOprørere og soldater i nye kampe i Syrien

Tilnærmelsen mellem autokraten i Kreml og den saudiarabiske kongefamilie skyldes et fælles ønske om at bevare status quo i Mellemøsten.

Saudi-Arabien har afskrevet Assad og leverer våben til de syriske oprørere. Moskva er måske villig til at ofre Assad, men er imod et regimeskifte i Damaskus.

Noget tilsvarende har bidraget til at kølne forholdet mellem Rusland og en af dets vigtigste handelspartnere, Tyrkiet. EU’s kolde skulder havde ellers medført øget samarbejde mellem Tyrkiet og Rusland. Ankara har afskrevet Assad, og den syriske opposition er delvis baseret på tyrkisk område. Rusland og Tyrkiet har valgt side i en konflikt, der i voksende grad får karakter af en etnisk-religiøs kamp mellem shia- og sunnimuslimer, og som kan blive kimen til et blodigt regionalt opgør.

Forklaringen på, at Rusland har investeret så meget i at holde Assadfamilien ved magten, må søges uden for Syriens grænser. Isoleret set er Syrien ikke den russiske indsats værd. Det er den imidlertid set i en større sammenhæng.

Syrien er Irans fremskudte base i den arabiske verden. Via Syrien har Iran kunnet fremme sit strategiske mål: at underminere USA’s indflydelse. Via Syrien har Iran haft afgørende indflydelse på den politiske magtbalance i Libanon og på Israels sikkerhedssituation.

Et regimeskifte i Syrien vil svække Iran. Det alawitiske mindretalsdiktatur vil blive erstattet af et sunnimuslimsk regime domineret af den lokale version af de muslimske brødre. Det er frygten for et svækket Iran, der motiverer den russiske Syrienpolitik, og hovedgrunden til den russiske bekymring er energipolitisk.

LÆS OGSÅAnnan rejser til Rusland og Kina for at diskutere Syrien

Rusland kontrollerer i dag de store energiforekomster i Kaukasusområdet og i Centralasien. Turkmenistans naturgasfelter er så rige, at de vil kunne forsyne hele Europa med naturgas tre gange. Og Tengisfeltet i Kasakhstan vil, når det er udviklet, producere mere olie end Saudi-Arabien.

I dag er producenterne afhængige af russiskkontrollerede rørsystemer. Et regimeskifte i Teheran vil åbne mulighed for amerikansk indflydelse og dermed ændre den energipolitiske magtbalance mellem Rusland og Amerika.

Olien og gassen fra Centralasien og Kaukasus vil via et alternativt rørsystem kunne nå verdensmarkedet gennem iransk område og dermed skabe en amerikansk finansieret konkurrence med Rusland.

Der er tegn på, at Moskva har mistet tålmodigheden med Assad, skønt ikke med det alawitiske regime. Rusland forbereder en sikkerhedsrådsresolution på baggrund af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annans nylige forhandlinger med Assad.

Fra Moskva forlyder det, at Annan vil anbefale en national dialog mellem oppositionen og Damaskusregimet, der skal føre til oprettelsen af en national samlingsregering. Assad skal delegere sine magtbeføjelser til sin vicepræsident.

Et russisk resolutionsforslag bygget på Annans rapport, der endnu ikke er offentliggjort, vil bringe EU og USA i forlegenhed, fordi dens formål klart er at bevare systemet i Damaskus, minus Bashar al-Assad, med nogle kosmetiske ændringer.

Uanset udfaldet af en beslutning i Sikkerhedsrådet vil Rusland drage fordel af det. Stemmer EU og USA imod, vil de stå med ansvaret for fortsat borgerkrig og blodsudgydelse i Syrien. Og hvis de stemmer for, vil det tjene Moskvas interesser.

Hvis det energipolitiske svar på spørgsmålet: Hvorfor støtter Putin Assad? holder, er der så store interesser på spil for Rusland, at det kan have lange udsigter med en løsning af den syriske tragedie.